2018
Ægteskab, penge og tro
April 2018


Ægteskab, penge og tro

Forfatteren bor i Ashanti-regionen i Ghana.

Min forlovede og jeg havde ikke meget tid inden vores bryllup og endnu færre penge, men vi havde noget, der var vigtigere: tro.

Billede
Sunday and Priscilla on their wedding day

Jeg deltog på et møde for unge voksne i Kumasi i Ghana, ikke fordi jeg havde brug for en kæreste – jeg var allerede forlovet – men fordi jeg følte, at jeg havde brug for noget mere motivation, og mødet måtte være stedet, hvor jeg kunne finde den. Og sandelig om mine bønner ikke blev besvaret, da søster Call, en seniormissionær, der havde til opgave at arbejde med unge voksne, talte om vigtigheden af et tempelægteskab.

Mod slutningen af foredraget ændrede hendes ansigtsudtryk sig pludselig, og hun sagde: »I behøver ikke penge for at blive gift – alt, I behøver, er tro.« Jeg følte, at hun talte direkte til mig, men jeg tænkte, at det ikke rigtigt kunne være rettet til mig, for vi var nødt til at købe adskillige ting som forberedelse til brylluppet. Jeg sagde til mig selv: »Hvorfor har jeg ikke brug for penge, men for tro?«

I løbet af ugen tænkte jeg over dette igen og igen. I den proces stillede jeg dette spørgsmål til mig selv: »Er Gud begrænset i det, han kan gøre?« Til at begynde med tænkte jeg nej, men senere tænkte jeg ja. Men så fulgte et andet spørgsmål: »Hvordan kan han være begrænset, hvis han er almægtig?« Så kom Ånden med svaret: Guds velsignelser er afhængige af vores lydighed mod ham. Han er ikke begrænset i sin evne til at velsigne os, men vi må indbyde de velsignelser ved at udøve tro og gøre det, han ønsker af os.

Senere ringede jeg til min forlovede, Priscilla, for at drøfte vores bryllupsplaner. Trods vores mangel på penge besluttede vi at vælge en dato for vores bryllup, men vi kunne ikke beslutte os for en bestemt dato. Vi blev enige om, at hun skulle spørge sin biskop om, hvilke datoer der var ledige i menighedens og stavens kalender. Af de to datoer, han kom med, valgte vi den 27. september 2014 – hvilket indebar, at der kun var knap syv uger til brylluppet!

Priscilla spurgte: »Obim [det betyder ›mit hjerte‹ på sproget Igbo], har du nogen penge? Der er ikke lang tid til.«

Jeg svarede: »Nej, men jeg har noget tro.«

Hun grinede og sagde: »Det er okay. Lad os faste og bede.« Hun fortsatte med at omformulere 1 Nefi 3:7 lidt: »Herren bereder en vej for os, for han har befalet os at blive gift.«

I løbet af samme uge blev jeg betalt for et job, jeg havde udført adskillige måneder tidligere. Så fortalte Priscilla mig, at hun gerne ville starte en virksomhed for at samle midler ind. Med de penge, jeg havde, købte hun brugte dametasker og solgte dem igen. Selv efter hun havde købt nogle af de ting på sin liste over nødvendige ting, havde hun stadig fordoblet det beløb, jeg havde givet hende.

I den periode var der ingen job til mig. Alle de job, jeg havde fået lovning på, udeblev. Der var to uger tilbage, og der var stadig ting, vi var nødt til at købe. Min forlovede foreslog, at vi udsatte det. Alt, jeg sagde, var: »Der er et mirakel på vej.«

Miraklet fandt sted to dage inden vores bryllup: Jeg fik løn for et job, jeg havde udført mere end to uger inden. Jeg lærte også, at med tro og hårdt arbejde vil Herren velsigne os til at nå vores retfærdige mål.

Vi gik hen i banken for at hæve checken og derfra hen på markedet for at købe de sidste ting, der var påkrævet, mens det regnede kraftigt, hvilket vi tog som et tegn på himlens godkendelse.

Mindre end 24 timer senere blev vi gift. Da vi blev bedt om at udveksle løfter, var følelsen ulig noget andet, jeg tidligere havde følt i mit liv. Jeg følte, at jeg havde udrettet så meget, at jeg troede, at jeg kunne alt gennem tro fra da af. Senere blev vi beseglet i templet i Accra i Ghana.

Selvom I måske har brug for nogle penge til bryllupsforberedelser, er det tro, I har mest brug for.