2018
Lykke: Mere end en sindstilstand
April 2018


Lykke: Mere end en sindstilstand

Billede
happy breakfast plate

Vi lærer, at formålet med vores tilværelse er at kunne nyde glæde (se 2 Ne 2:25). Så hvorfor virker lykken så sommetider så lunefuld? Måske er det, fordi vi ikke forstår, hvad lykke egentligt er … og hvad den ikke er.

Hvad er lykke?

På det enkleste plan er lykke et midlertidigt løft af ens mentale tilstand til et højere niveau af følelsesmæssig ligevægt, end man almindeligvis ligger på.1 Det er med andre ord, at man har det godt.

Der er mange måder at udløse den følelse på – man kan udveksle morsomheder med en ven, man kan spille et sjovt spil eller endda spise et stykke dejlig kage – men det varer aldrig længe. Vi ender ofte med at svinge fra den ene kilde til nydelse til den anden i et forsøg på at genvinde det højere følelsesmæssige niveau. Men er der ikke en lykke, der varer?

Jo – men den er langt mere diskret, end man tror, hvorfor vi så ofte ser forbi den. Verden fortæller os, at det, der er noget værd i livet, må være fyldt med eventyr, at ens dage skal være en nonstop oplevelsestur ned ad en let fremkommelig, nydelsesfyldt vej. Men sandheden er den, at I ikke behøver konstant spænding for at leve på »lykkelig vis« (2 Ne 5:27). Varig lykke – eller hvad vi kan kalde sand lykke – er snarere en stille, stadig følelse af velbefindende end en iøjnefaldende eufori. Sjov og nydelse falmer, men sand lykke er ikke et lune – den varer meget længere. Hvis oplevelsen af nydelse løfter jer følelsesmæssigt over jeres normale ligevægt, så løfter sand lykke selve ligevægten.2

I tænker måske, at stadig lykke fordrer stadig fremgang og frihed fra smerte eller prøvelser. Men studier viser, at gunstige vilkår ikke garanterer lykke, og ugunstige vilkår dømmer den ikke ude. I stedet er det blandt alle de faktorer, der påvirker jeres lykke, jeres valg, der har den største indflydelse.3 Ældste Ulisses Soares fra De Halvfjerds’ Præsidium har sagt: »Lykke afgøres af vaner, adfærd og tankemønstre, som vi kan adressere direkte med bevidst handling.« Lykke er mere end godt humør og en bekymringsfri tilværelse – det er en måde at tænke og leve på, som vi kan kontrollere. Vores almene sindstilstand bliver visselig påvirket af genetik og opvækst, men vores personlige valg spiller en afgørende rolle. Kort sagt er »lykke et valg, alle kan træffe«.4

Hvordan kan jeg blive lykkelig?

Så hvordan er det helt præcis, at vi »vælger« at være lykkelige? Hvad er den hemmelige ingrediens i lykkens lagkage? Som ældste Soares forklarede, fordrer sand lykke »en langvarig indsats for noget mere vigtigt i livet«. På samme vis har Viktor Frankl, en velkendt Holocaust-overlevende og psykiater, foreslået, at lykke er »en sidegevinst ved ens personlige hengivenhed for en sag, der er større end en selv«.5

Og er der nogen større sag end den plan, som Gud har lagt for os? I vores søgen efter lykke behøver vi ikke at se længere væk end til vor himmelske Faders plan. Der er jo trods alt en grund til, at den bliver kaldt »den store plan for lykke«! (Alma 42:8, 16. Skriftsted efter skriftsted vidner om, at det bringer lykke at følge Guds plan (se 2 Ne 2:23; Hel 13:38). Selvom retskaffen levevis ikke vil spare os fra enhver hjertesorg, så vil den stille os i en position, hvor vi er bedre i stand til at opleve lykke i dette liv, og den vil føre os til ophøjelse og evig glæde i den kommende verden.

Meget lig tro kan lykke svækkes eller styrkes, alt efter jeres handlinger. Hvis I bruger jeres tid på at jage momentan munterhed, vil jeres lykke »drives hid og did« af enhver vind (Ef 4:14). Men stræber I efter at leve retfærdigt, vil I udvikle en stadig følelse af underliggende fred og velbefindende, som kan ride enhver storm af. Og når I prioriterer tro over sjov, kan I opdage sand glæde – den slags, der kun kan findes af »den, der oprigtigt angrer og ydmygt stræber efter lykke« (Alma 27:18).

Noter

  1. Se Carolyn Gregoire, »This Is Scientific Proof That Happiness Is a Choice«, HuffPost, 13. dec. 2013, huffingtonpost.com/2013/12/09/scientific-proof-that-you_n_4384433.html.

  2. Se Alex Lickerman, »How to Reset Your Happiness Set Point«, Pyschology Today, 21. apr. 2013, psychologytoday.com/blog/happiness-in-world/201304/how-reset-your-happiness-set-point.

  3. Se Michael Mendelsohn, »Positive Psychology: The Science of Happiness«, ABC News, 11. jan. 2008, abcnews.go.com/Health/story?id=4115033&page=1.

  4. Carolyn Gregoire, »This Is Scientific Proof That Happiness Is a Choice«.

  5. Viktor E. Frankl, Man’s Search for Meaning, 1984, s. 17.