2022
Bornholm på banen – igen
Juli 2022


Nyheder

Bornholm på banen – igen

Bornholms Tidende

Jeg tror, at Bornholms Tidende er en af de flittigste aviser til at trykke artikler om Kirken eller måske snarere vores herlige missionærer og medlemmer. Og til alt held har vi på Bornholm bror Frants Bøving, min og Liahonas gamle ven, der altid husker at sende materiale videre. Så det var dejligt i marts at modtage en artikel, der bar overskriften:

Unge giver en hjælpende hånd

Artiklen begynder med at fortælle, at unge mennesker fra Kirken – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige – bruger 2 år af deres liv på at missionere et sted i verden, inden de går i gang med deres uddannelse. For nyligt landede 4 af disse unge på Bornholm. De har startet en Facebook side »Hjælpende Hænder Bornholm«, hvor de lover gratis hjælp til hus- og havearbejde, flytning eller en gåtur med hunden.

Hvordan opstod ideen?

Det spørgsmål stillede journalisten og de unge fortalte, hvordan de en dag havde siddet og talt om, hvordan de kunne gøre noget for lokalsamfundet. Og ganske spontant opstod ideen, forklarede ældste Gabriel Vestergaard, der er eneste dansker i den lille gruppe. Forespurgt om formålet i øvrigt med deres mission fortalte de, at hovedformålet er at undervise mennesker om Jesus Kristus og den glæde, han kan bringe ind i vores liv. Et andet formål er at efterleve hans eksempel ved at hjælpe andre – og på den måde sprede glæde.

Hvem hjælper I?

Missionærerne blev spurgt, om de også ville hjælpe mennesker, der ikke ville tale om Jesus. Svaret var klart: »Ja, men de fleste er dog altid lidt nysgerrige. Men vi presser ikke på.« De fortalte, at de gladelig hjælper alle, der ønsker det. De fedeste er at komme ud og møde bornholmerne. De unge har fået en masse venner. For nylig hjalp de en kvinde i Rønne med it-problemer, og hun blev så glad, at hun inviterede dem på middag.

Alle slags opgaver

På spørgsmålet om, hvilke opgaver de påtager sig, fortalte de unge, at det er helt tilfældigt – alt muligt, i virkeligheden. De har bl.a. været ude at bygge et hønsehus. De plejer at sige, at de er totalt uprofessionelle, men gerne hjælper med alt, hvad de kan. De har meget at lave, men stadig mere tid, så folk skal endelig række ud, slutter ældste Vestergaard, der planlægger at studere til ingeniør efter sin mission.

Tak for jeres fine eksempel.