»Den lovede Messias«, Liahona, dec. 2022.
Den lovede Messias
Fra Adams tid har Gud kaldet sine tjenere til at vidne om kommet af en Messias, der ville tilbyde kærlighed, håb og glæde.
Se, dér er Guds lam, af Walter Rane
Det er ikke overraskende, at ved Jesu fødsel i Betlehem viste engle sig og udbrød: »Ære være Gud i det højeste« (Luk 2:14). De glædede sig over at vide, at dette lille barn ville åbne døren til udødelighed og evigt liv. Det var helt passende, at en stjerne ville komme frem for at oplyse himlen for at ære den almægtige Guds enbårne Søns ankomst til jordelivet.
Profeter havde vidnet i årtusinder om fødslen af en lovet Messias, en, der ville »forløse alle dem, der vil tro på hans navn« (Hel 14:2).
Esajas profeterede: »Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« (Es 7:14).
Mika profeterede: »Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage« (Mika 5:1).
Nefi så en jomfru »bære et barn i sine arme« og fik af en engel at vide, at det var »Guds lam, ja, selv den evige Faders Søn!« (1 Ne 11:20, 21).
Når jeg læser profetiske løfter om hans fødsel – især i juletiden – føler jeg, at Helligånden igen vidner om, at Jesus Kristus er Messias. Når jeg studerer Frelserens ord og hans liv, lærer jeg ham at kende og elsker ham for det, han har gjort for os alle. Kærlighedens ånd er julens ånd.
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).
Guds Søn er en uvurderlig gave. Han er den gave, der oplyser vores vej og opløfter os. Han er den gave, der opretholder os gennem de svære tider på vores rejse gennem livet. Han er den gave, der tilbyder guddommelig kærlighed, evigtvarende håb og sand glæde.
Guddommelig kærlighed
Når vi tænker over skabelsens umådelige storhed, som Jahve påtog sig under sin Faders ledelse, forundres vi naturligvis over hans kraft og føler, at vi skal tilbede ham. Han tårner sig op over os. Alligevel fremkalder begivenhederne omkring hans ydmyge jordiske fødsel en følelse af overvældende kærlighed.
Jesus kunne være blevet født i enhver situation, som Faderen valgte. Som opfyldelse af Mikas profeti (se Mika 5:1) blev Jesus født i en lille landsby i Judæas bjergland. Ydmyge hyrder bød ham velkommen. Vise mænd fulgte en stjerne for at tilbede ham. Politiske ledere frygtede ham. Hans forældre måtte flygte til et fremmed land for at redde ham.
Da det var sikkert at vende tilbage, blev Maria og Josef ledt til en ubetydelig landsby i bjergene i Galilæa. Jesus tilbragte næsten 30 år der, før han begyndte sin offentlige kærlige tjenestegerning.
Jesus Kristus valgte at komme ned fra sin trone ved Faderens højre hånd og selv at påtage sig jordelivet. Han gjorde det af kærlighed til hver eneste af sin Faders åndelige sønner og døtre, som ville blive født ind i verden, heriblandt jer og mig.
I sin tjenestegerning skelnede Jesus ikke mellem rig og fattig, mand og kvinde, ung og gammel, sund og skrøbelig. Han undgik ikke folk med andre trosretninger eller kulturelle baggrunde. Han elskede alle. Han elsker alle.
»Vi elsker, fordi han elskede os først« (1 Joh 4:19). Og han har befalet: »I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer« (Joh 15:12).
Verdens håb
En populær julesang bønfalder: »O kom, o kom, Immanuel, forløs dit fangne Israel.«1
Vi er måske ikke fanger i Egypten eller Babylon, ligesom fordums israelitter var, men vi er ikke desto mindre fanger – fanget af synd og død. Og ligesom Israel fordum håber vi på udfrielse. Fødslen af »en frelser, [som] er Kristus, Herren« (Luk 2:11) forkyndte opfyldelsen af det håb. Det er derfor, vi synger om Betlehem: »Vort håb og tro for sjælens ro i krybben lagdes nys.«2
Jesu Kristi fødsel, liv, korsfæstelse og opstandelse udgør »gode tidender« (se Luk 2:10) om helbredelse, frihed og udfrielse.
Esajas, som talte messiansk, sagde: »Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede« (Es 61:1; fremhævelse tilføjet).
I husker, at da Jesus Kristus begyndte sin jordiske tjenestegerning, læste han disse ord i en synagoge i Nazaret. Han erklærede så: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse« (Luk 4:21).
Fordi Kristusbarnet blev Messias, der højnede sin tjenestegerning og mission ved at gøre Faderens vilje, udfrier han os fra åndelig og fysisk død.
»Han er den store kong Immanuel, som i dag står ved sin Faders højre hånd. Han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden.«3
Kristus i Getsemane, af Harry Anderson
Glæde i Herren
Barnet i krybben var Guds Søn, sendt som en gave af Faderen for at blive vor Frelser. Gennem den glæde, vi føler på grund af hans komme, kan vores byrder blive gjort lette (se Alma 33:23). Det er, fordi barnet i Betlehem, der udfrier os fra synd og død, også kan udfri os af sorg, tvivl, frygt og smerte.
I husker nok de ord, Jakob sagde om Israels Helliges komme:
»O, hvor stor er ikke vor Guds hellighed! For han kender alt, og der findes intet, uden at han kender det.
Og han kommer til verden, så han kan frelse alle mennesker, hvis de vil lytte til hans røst; for se, han lider alle menneskers smerter, ja, hver eneste levende skabnings smerter, både mænds, kvinders og børns, som hører til Adams slægt.
Og han lider dette, for at opstandelsen kan blive alle mennesker til del, for at alle kan stå foran ham på den store dag, dommens dag« (2 Ne 9:20-22).
For at få julens ånd læser vi ikke blot hans ord og studerer hans liv, men vi handler også på det, vi lærer. Det omfatter at bespise Frelserens får ved at indsamle dem i hans fold. Vi samles, når vi deler den glæde, vi føler på grund af hans fødsel og på grund af gengivelsen af hans evangelium. Hvis vi er på den sti, Herren har udformet for os, vil vi have hans lys til at vise andre vejen til ham.
Livet kan være svært, og svære tider kan true vores tro. Når vi står over for prøvelser og tragedier, kan vi spekulere på, om vores tro på Guds Søn er et forgæves håb. Men prøvelser er udformet til at drage os mod Frelseren, så han kan gøre os bedre i stand til at løfte andre til sig. Når vi fortæller om hans »gode mod« (3 Ne 1:13) ved hans komme, opløfter vi hoveder og blødgør hjerter. Jeg lover, at den dag vil komme, hvis den ikke allerede er, hvor jeres tro på hans komme vil blive bekræftet. Det bliver en god dag.
Julen er en tid med kærlighed, håb og glæde. Det er også en tid med taknemlighed og refleksion. I julen skaber vi nye minder og genoplever gamle. Vi savner familie og venner, der er gået bort. Vi spekulerer på, hvor årene er gået, og hvad det nye år vil bringe. Midt i vores drømmerier takker vi Gud for den herlige gave »Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste« (Es 9:5).
Må ånden i den julegave fylde jeres hjerte i denne tid og i løbet af det kommende år.