Vil jeg se min mor igen?

Magdalena Donoso fra Florida i USA

Min oplevelse i templet rensede mit hjerte. I det øjeblik forsvandt al min smerte og vrede.

Billede

en kvinde ser ud af et vindue

Fotos: Christina Smith

Da mine forældre blev separeret, tog min mor og bror hen for at bo hos min bedstemor. Kort tid efter blev jeg født i Matagalpa i Nicaragua. To år efter jeg var blevet født, lå min mor for døden med kræft og hun bad min far om at tage sig af os. Han nægtede.

Det sårede mig dybt. Da min mor døde, begyndte min far dog at ændre sig og besøge os. Men jeg havde ingen kærlighed til ham. Jeg afskyede ham. Seks år efter min mor var gået bort, døde han i et biluheld.

Da min far havde behandlet min mor dårligt, havde jeg et dårligt billede af ægteskab. Da jeg var 15, overvejede jeg alvorligt at blive nonne, så jeg ikke behøvede at blive gift. Men en kollega sagde til mig: »Der er mange andre måder at tjene Gud på. Du kan blive gift med en god ægtemand, og I kan begge tjene Gud sammen. Bed ham om at fortælle dig, hvilken vej du skal følge.«

Jeg tænkte på hendes ord den aften under min sene vagt på hospitalet. Når jeg oplevede problemer eller udfordringer, savnede jeg min mor. Mens jeg gennemgik journaler, faldt jeg i søvn og drømte om hende.

I min drøm gik jeg ind i en gammel kirke og satte mig på forreste række. Da jeg vendte mig om, så jeg min mor. Hun sagde ikke noget, men havde et trist udtryk i ansigtet og gav tegn til, at jeg skulle gå. Jeg forstod, at hun ikke ønskede, at jeg skulle blive nonne.

Efter min drøm begyndte min moster og jeg at lede efter en ny kirke at komme i. Vi besøgte flere. Jeg kunne godt lide dem alle sammen, men jeg følte ikke, at nogen af dem var den rigtige. Vi ønskede en kirke, hvor vi kunne føle Guds tilstedeværelse.

Når vi besøgte de forskellige kirker, stillede jeg deres ledere mine »store sjælespørgsmål«.¹ Jeg spurgte: »Vil jeg se min mor igen? Vil hun kende mig som sin datter? Vil jeg kende hende som min mor?« De fleste af dem fortalte mig, at jeg kun ville genkende hende som min søster, ikke som min mor. Det syntes jeg ikke var retfærdigt.

Du må gøre din del

Da jeg mødte missionærer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, fandt jeg endelig de svar, jeg ledte efter.

»Vil min mor genkende mig som den toårige lille pige, hun mistede, da hun døde?«, spurgte jeg dem.

»Ja«, svarede de, »og du vil genkende hende som din mor.«

»Vil jeg nogensinde kunne omfavne hende igen?«

»Ja«, sagde de til mig, »men for at det kan ske, må du gøre noget.«

»Hvad skal jeg gøre?«

»Lad os undervise dig«, sagde de. »Derefter må du bede angående det, du lærer. Og hvis du føler, at det, vi lærer dig, er sandt, må du blive døbt.«

Samme dag underviste de mig også om templet. Vi havde en meget særlig drøftelse. Jeg vidste, at det, de lærte mig, var sandt. Min moster, to af hendes børn og jeg blev døbt og bekræftet to måneder senere.

Da vi var blevet døbt, var jeg ivrig efter at få udført tempeltjeneste for min mor, men ikke for min far. Missionærerne opmuntrede mig dog.

»Det er en del af at det, du er nødt til at gøre«, sagde de. »Din far venter også på, at du får udført tempeltjeneste for ham.«

Jeg sagde til dem, at jeg var ligeglad. Jeg var stadig vred på ham.

»Vi har fundet evangeliet,« fortalte min moster mig. »Du er nødt til at tilgive ham og udføre arbejde for ham.«

Modstræbende accepterede jeg deres råd. Et år efter jeg var blevet døbt, tog jeg mine forældres navne med til templet i Guatemala City i Guatemala. Det var en stærk, følelsesladet oplevelse. Jeg blev døbt for min mor og for adskillige andre mennesker. Så forberedte vores grenspræsident sig på at blive døbt for min far. Jeg havde ikke lyst til se på, så jeg begyndte at gå.

Da grenspræsidenten var nået ned i dåbsbassinet, hørte jeg min fars navn under ordinancen. Umiddelbart efter følte jeg min fars tilstedeværelse. Den oplevelse gjorde, at jeg skammede mig over ikke at ønske at få udført ordinancer for ham.

»Tilgiv mig, himmelske Fader«, bad jeg og begyndte at græde. »Jeg har været selvisk.«

Da jeg vendte tilbage til Nicaragua, tog jeg hen på den kirkegård, hvor min far lå begravet. For første gang besøgte jeg hans grav og satte blomster på den. Jeg bad ham om at tilgive mig og fortalte ham, at jeg elskede ham. Så græd jeg igen.

Min far havde ligesom min mor ventet på, at jeg tog hans navn med til templet, hvor vor himmelske Fader lod mig få en vidunderlig oplevelse. Den oplevelse rensede mit hjerte. I samme øjeblik forsvandt al den smerte og vrede, jeg havde følt mod ham.

Det er jeg evigt taknemlig for.