Har I et barns tro på Kristus?

Billede

en mor holder sit ansigt tæt hen til sit smilende barn

Da Jesus Kristus besøgte det amerikanske kontinent, var en af de første ting, han opfordrede sine disciple til at gøre, at blive »som et lille barn« (3 Ne 11:38).

Hvorfor det? Børn ved jo ikke alt. Min fireårige datter stiller mig utroligt mange spørgsmål – mindst hundred om dagen! Men hendes nysgerrighed og tørst efter kundskab er måske nogle af et barns naturlige instinkter, som Frelseren ønsker, at vi skal efterligne.

I takt med, at jeg har set mine børn vokse op, er der tre særskilte lektier, de har lært mig om et barns tro:

1. De har fuld tillid til deres forældre.

Når mine piger har et problem eller er sårede eller bange, kalder de straks på mig eller min mand. De stopper ikke op og overvejer, om de fortjener at blive hjulpet. De tænker ikke over, om de har været lydige nok. De ved bare, at vi elsker dem og er klar til at hjælpe.

Vi kan stole på vor himmelske Fader på samme måde.

Jeg elsker mine døtre. Men den kærlighed, jeg har til dem, kan ikke sammenlignes med den kærlighed, vor himmelske Fader har til os. I det øjeblik vi råber til vor Fader i himlen, vil han være der (se Jos 1:9). Vi kan straks føle hans trøst og fred, og med tålmodighed og tro kan vi modtage svar på vores spørgsmål.

For eksempel fik jeg for nogle få år siden et spændende jobtilbud. Men jeg var bekymret for, om det ville kræve, at jeg skulle arbejde om søndagen. Mens jeg kæmpede med at beslutte mig for, hvad jeg skulle gøre, bad og fastede jeg. Jeg blev fyldt med fred og blev endda tilskyndet til at spørge chefen, om jeg måtte holde fri om søndagen. Uden min barnlige tillid til vor himmelske Fader ville jeg aldrig have haft modet til at fremsætte sådan et krav, men chefen accepterede det. Så jeg indledte et nyt og spændende kapitel.

2. De tvivler ikke på det, de bliver undervist om.

Da min datter var lille, spurgte hun mig, hvorfor hendes magneter sad fast på køleskabet, men ikke på muren. Jeg forklarede, hvordan magneterne virkede, og hun troede straks på denne nye kundskab og begyndte at afprøve magneten på forskellige overflader.

Akkurat som min datter stoler på de svar, jeg giver hende, forventer vor himmelske Fader, at vi stoler på hans svar.

Efter jeg var begyndt på mit arbejde, opstod der udfordringer. Mine arbejdstider var ekstremt hårde for min familie, og min chef blev frustreret over mig. Jeg begyndte at stille spørgsmål ved det svar, jeg havde fået om at acceptere jobbet.

Vor himmelske Fader er »en sanddru Gud og kan ikke lyve« (Eter 3:12), så jeg gik ud fra, at jeg ikke forstod hans vejledning. Det fik mig til at spekulere på, hvor mange andre tilskyndelser jeg havde misforstået. Så kom jeg i tanke om Alma den Yngres ord om at »prøve mine ord og udøve blot den mindste smule tro, ja, om I ikke kunne gøre andet end blot ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine ord« (Alma 32:27).

Jeg havde et ønske om fortsat at tro på vor himmelske Fader, så jeg valgte at udøve tro og »prøve« hans tilskyndelse til mig om at acceptere dette job og holdt fast i det.

Billede

Kristus går sammen med børn

3. De har urokkelig tro.

Jeg var meget syg, da jeg var gravid med mit yngste barn. Men en eftermiddag havde min datter lyst til at tage på vandretur. Min mand fortalte hende, at jeg var for syg til at gå. Min datter bad vor himmelske Fader om hjælp til, at jeg fik det bedre, og gjorde sig straks klar til at tage af sted. Få minutter senere blev min mand overrasket over at se mig vågen. Han fortalte mig om vores datters bøn, og hendes oprigtige tro inspirerede mig til at prøve at vandre. På en eller anden måde nåede jeg toppen af bjerget.

Troen til at færdiggøre min arbejdskontrakt krævede også tro som min datters. Jeg kunne ikke se, hvad der lå forude. Men jeg blev ved med at bevæge mig fremad i tro på, at vor himmelske Fader førte mig til mit job af en årsag. Og den årsag blev til sidst åbenbaret.

En stille dag på arbejdet åbnede en kollega sig op for mig. Hun fortalte, at da hun havde fundet ud af, at jeg var medlem af Kirken, så troede hun, at jeg ville være ligesom nogle konfliktsøgende religiøse mennesker fra hendes fortid. Hun fortalte mig, at hun var blevet rørt over min respekt og venlighed over for hende og vores andre kolleger. Vi brugte de næste timer på at tale om tro og Jesus Kristus.

Hun fortalte mig, at hun ønskede at tro på ham, og Ånden svulmede i mit bryst, da jeg fortalte hende om evangeliet.

Jeg indså, at hun var en af grundene til, at vor himmelske Fader havde ført mig til dette job. Det var et mirakel.

Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Mirakler kommer i overensstemmelse med jeres tro på Herren. Helt centralt for den tro er det at stole på hans vilje og timing – hvordan og hvornår han vil velsigne jer med den mirakuløse hjælp, I ønsker. Kun jeres vantro vil afholde Gud fra at velsigne jer med mirakler for at flytte bjerge i jeres liv.«¹ Da jeg udøvede tro som et barns på hans tilskyndelse til at tage dette job og færdiggøre min kontrakt, viste vor himmelske Fader mig sin evne til at udvirke mirakler.