Neal A. Maxwell under Anden Verdenskrig

Billede

Neal A. Maxwell i soldateruniform

Foto bragt med tilladelse af familien Maxwell.

De allierede fejrede »Sejr i Europa-dagen« den 8. maj 1945. Neal Maxwell glædede sig over nyheden, ligesom andre amerikanske soldater, der kæmpede for at erobre den japanske ø Okinawa. Men deres fejring blev dæmpet på grund af realiteten af deres egen situation. Med kamikazepiloter, der angreb Okinawa-havnen og konstante skud mod øens bakker, vidste de amerikanske tropper, at deres del af kampen var langt fra overstået.

»Dette er rigtig krig,« tænkte Neal. Frontlinjen var langt mindre glamourøs tæt på, end aviserne og film havde fået ham til at tro. Den fyldte ham med en tung, syg følelse.

Billede

unge Neal Maxwell med andre soldater

Neal og de soldater, der var med ham, blev udpeget til en deling som erstatninger. Den 13. maj skrev han hjem til Utah. Han fik ikke lov til at fortælle sine forældre om detaljerne ved sin opgave, men han forsikrede dem om hans velbefindende. »Jeg er helt alene, hvad angår åndelige ledsagere, bortset fra Én,« skrev han. »Jeg ved, at han altid er med mig.«¹

Neal var i en morterdeling, der skulle affyre granater mod fjendens positioner skjult inde i landet. Han tog plads i et skyttehul, og efter dage med kampe frem og tilbage forvandlede voldsomme regnskyl det brændte landskab til en sump. Neals skyttehul blev fyldt med mudder, hvilket gjorde hvile nærmest umulig, idet han prøvede at sove oprejst. Beskedne militærrationer gjorde ikke meget for at holde sult tilbage, og det vand, han modtog, kom op ad bakken i tyve liters dunke og smagte altid af olie. Mange mænd drak kaffe for at skjule vandets dårlige smag, men Neal ønskede at være lydig mod visdomsordet og nægtede. Han gjorde sit bedste for at samle regnvand, og om søndagen brugte han vand, som han havde gemt, og en kiks fra sine rationer til nadveren.²

En aften sidst i maj eksploderede tre fjendtlige granater nær Neals morterdeling position. Indtil da havde japanerne ikke været i stand til at finde ud af, hvor hans deling var. Men nu virkede det som om, at artillerimændene havde trianguleret hans position og nærmede sig. Da endnu en granat eksploderede blot nogle få meter væk, frygtede Neal, at den næste ville finde sit mål.

Han sprang op af skyttehullet og søgte ly op ad en høj. Da han indså, at han stadig var i fare, løb han tilbage til hullet for at vente på det, der fulgte.

Billede

en soldat knæler

Illustration: Greg Newbold

I mudderet og mørket knælede Neal ned og begyndte at bede. Han vidste, at han ikke fortjente nogen særlig tjeneste fra Gud, og at mange retskafne mænd var døde efter at have bedt inderligt under kamp. Alligevel bønfaldt han Herren om at skåne sit liv og lovede at vie sig selv til Guds tjeneste, hvis han overlevede. Han havde en udtværet kopi af sin patriarkalske velsignelse i lommen, og han tænkte på et løfte, den indeholdt.

»Jeg beskytter dig mod ødelæggerens magt, så dit liv ikke bliver forkortet,« stod der i hans velsignelse, »og så du ikke skal blive afskåret fra at udføre enhver opgave, der blev givet dig i den førjordiske tilstand.«

Neal afsluttede sin bøn og så op på nattehimlen. De ødelæggende eksplosioner var hørt op, og alt var stille. Da de ikke længere blev bombarderet, følte han i sin sjæl, at Herren havde bevaret hans liv.³

Kort tid efter skrev Neal nogle få breve til sin familie derhjemme. »Jeg længes sådan efter jer, sommetider har jeg lyst til at græde,« sagde han. »Alt, hvad jeg skal gøre, er at være værdig til min patriarkalske velsignelse, jeres bønner og min religion. Men tid og så megen handling hviler tungt på en mands sjæl.«

»Jeg kan kun sige, at Gud til tider forhindrede min død,« skrev han. »Jeg har et vidnesbyrd, som ingen kan smuldre.«⁴