2022
Søg Kristus ved juletid
December 2022


Kun digitalt: Unge Voksne

Søg Kristus ved juletid

Verden gør det let at glemme julens sande betydning, men her er nogle få ting, jeg husker at gøre for at søge ham.

Billede
krybbespil med gul baggrund

Selvom jeg til tider kæmper med at gøre det, arbejder jeg mig møjsommeligt igennem julens tumult for at fokusere på min Frelser, Jesus Kristus. Jeg prøver at tjene andre og dele budskabet om hans fødsel og lys med alle, jeg kan.

Blandt alle udsalgene og julemændene er jeg bange for, at hvis jeg glemmer min Frelser, så vil jeg blive fanget af verdens juletraditioner. I stedet vil jeg gerne fokusere på ham, der udgør selve meningen. At lære om storheden ved hans fødsel har ført til fantastiske åndelige oplevelser i mit liv. Det er den tid på året, hvor jeg føres tilbage til kernen i min tro på ham, fordi han er årsagen til alt det, der er godt i mit liv.

Julen er i mange kalendere markeret som årets vigtigste begivenhed, og for mig er det en tid til at reflektere over min Forløsers fødsel, liv, død og opstandelse.

At lære om ham og af lære af ham.

Denne tid på året hjælper mig til at tænke grundigt over, hvad han gjorde for mig, og hvad han fortsat gør for mig. Stille overvejelse over hans tjenestegerninger, hans ofre og hans væsen, såvel som at læse beretningerne om hans fødsel og tænke over hans liv. Det hjælper mig ofte til at føle mig tættere på ham.

Han var opmærksom i sin omsorg for andre og samtidig opsat på at opfylde sin guddommelige mission. Jeg bliver mindet om hans eksempel på tjeneste ved juletid. Så føler jeg mig i denne særlige tid inspireret til at dele mit håb og min tro på ham med dem, jeg elsker mest, og være opmærksom på behov hos alle omkring mig.

Sidste jul havde min familie og jeg for eksempel masser af julemad tilovers. Jeg brugte et øjeblik på bønsomt at tænke over, hvad vi kunne gøre med al den ekstra mad. Jeg følte stærkt, at jeg skulle køre den ind til den by, hvor jeg havde set mange hjemløse på mine ture til og fra universitetet.

Med to kasser fyldt af måltider satte jeg mig for at finde nogle mennesker, der kunne bruge noget at spise. Der gik ikke lang tid, før jeg fandt en gruppe hjemløse, der var glade for at modtage julemiddagen. Jeg følte en varme, da de fortalte om den taknemlighed, de havde følt den dag. Da de udtrykte deres taknemlighed, fyldte det også mit hjerte. Samtidig med at jeg fysisk sørgede for et måltid til dem, holdt den åndelige næring, jeg modtog ved at drage omsorg for dem, mig mæt længe efter den jul.

Under vores interaktion fortalte en hjemløs kvinde mig, at hun havde masser at spise, men hun ønskede at dele det tilbudte måltid med en anden, der havde brug for det. Og senere, da jeg forlod byen, kørte jeg forbi den samme kvinde og så hende lægge den mad, jeg havde givet hende, ved siden af en sovende hjemløs mand, og gå stille væk.

Det var, mens jeg forsøgte at blive mere som Kristus ved at drage omsorg for andre, at jeg oplevede at være den, der blev draget omsorg for. Jeg så Kristi lys den dag. Jeg så Kristus i min mor, der flittigt lavede madpakker, og i den hjemløse kvinde, der drog omsorg for en anden, selvom hun ikke selv havde meget at give.

Som ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Juletiden er en smuk og naturlig tid til at studere hans liv og stræbe efter at efterligne hans karakter og egenskaber. Når I gør det, kan I vide, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og at han sonede for jeres synder.«1

Budskabet om Kristi fødsel giver håb og glæde i mit liv, og jeg kan dele det budskab med andre. Jeg kan føje mit lys til stjernen, der ledte de vise mænd, og jeg kan hjælpe andre med at finde Frelseren. Jeg har erfaret, at velsignelserne ved at modtage gaver og føle kærlighed hjælper mig til at tage Frelserens eksempel på at give til mig. Når jeg drager omsorg for andre og vidner om deres omsorg under julen i år, føler jeg mig virkelig forbundet til Frelseren.

Hvis vi alle prøver at se forbi julens trængsel og travlhed og forsøger at blive mere kristuslignende, så ved jeg, at vi kan føle os mere forbundet med ham i vores eget liv og også føre andre til ham. Efterhånden som jeg har anerkendt dem, der kan føle sig usynlige, lyttet til dem, der ikke føler sig hørt, og har tjent dem, der er i nød – især på denne hellige tid af året – har jeg indset, at muligheden for at blive mere som ham er en af de største gaver, vi har modtaget fra ham.

Uanset hvad verden siger om denne højtid, kan vi vende vores hjerte til Frelseren. Han er selve kernen i julens Ånd.

Note

  1. Dale G. Renlund, »I kan også vide det«, Det Første Præsidentskabs julebudskab, 5. dec. 2021, broadcasts.ChurchofJesusChrist.org.