Jeg kender den sang

Billede

kvinder, der synger

Ved en ugentlig aktivitet arrangerede Unge Kvinders ledere i menigheden et besøg på et lokalt plejehjem. Vi sang julesange, smilede og vendte tilbage til kirken og fik varm kakao og småkager.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at komme ind i de ubehagelige hospitalslignende værelser med deres antiseptiske lugte, sparsomme indretning og triste stemning. Jeg må indrømme, at jeg var mere interesseret i kakaoen og kammeratskabet med mine venner end at synge for de ældre.

Vi ankom og gik forbi en lille kæde af julelys til værelserne. Da vi sang flere elskede julesange, havde nogle beboere tårer i øjnene, nogle prøvede at synge med, og nogle virkede ligeglade. Alle takkede os, da vi forlod deres værelser, men jeg følte ikke den glæde, der ofte ledsager tjeneste. Jeg var ked af det og spekulerede på, hvor mange der kun besøgte plejehjemmet ved juletid.

»Vi skal hen til bror Tingeys værelse nu,« sagde en af vores ledere. »Han har Alzheimers, så han husker ikke så meget. I ved, at søster Tingey døde for et stykke tid siden.«

Et slag af anger stak mig i hjertet. Jeg havde glemt alt om Tingey-parret. Bror Tingey og hans søde hustru havde været vores menigheds hvidhårede engle. Jeg huskede deres smilende ansigter, søster Tingeys blide berøring og bror Tingeys venlige hilsener. Jeg havde ikke bemærket, da de holdt op med at komme i kirke. Jeg havde ikke engang husket, at søster Tingey var gået bort.

Vi gik ind på bror Tingeys værelse og samledes i en halvcirkel omkring hans kørestol. Vores sang fyldte rummet, men han sad stille, hans hoved hang. Efter to sange foreslog en af vores ledere, at vi sang »Jeg er Guds kære barn«.¹

Da vi begyndte, løftede bror Tingey pludselig hovedet, åbnede sine øjne og så på os. Han smilede og sagde med en svag stemme: »Jeg kender den sang.«

Tårerne begyndte at løbe fra hans øjne og ned ad kinderne. Da vi var færdige med at synge, græd vi alle sammen. Så krammede vi bror Tingey og sagde farvel.

Bror Tingey blev på grund af enkeltheden i en sang og en gruppe teenagepigers ufuldkomne stemmer mindet om, at han stadig var Guds barn, og at Gud ikke havde glemt ham. Det har jeg heller ikke siden det besøg.