Eksemplets magt

Billede

ægtemand og hustru beder

Foto: Cody Bell

En dag på vej til arbejde så jeg to unge mænd forkynde Guds ord på gaden. De stoppede mig og spurgte, om jeg ønskede at vide mere om Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor min familie var på vej hen. Vi havde intet åndeligt kompas til at vejlede os.

Jeg havde drukket alkohol den morgen, så jeg kan ikke huske meget af det, missionærerne fortalte mig. Men de gav mig en Mormons Bog og en pjece om profeten Joseph Smith, tillige med deres telefonnummer. Senere den dag begyndte jeg at læse. Noget rørte min sjæl, da jeg læste Mormons Bog, og jeg var overrasket over, at en 14-årig dreng kunne få sådan et stort syn.

Jeg ledte efter sandheden, så jeg begyndte at mødes med missionærerne. Da jeg havde taget de fleste af lektionerne, vidste jeg, at jeg var nødt til at blive døbt. Men da dagen for min dåb nærmede sig, fik jeg en lektion, der var svær for mig at høre. Den lektion handlede om visdomsordet.

Den lektion var vanskelig, for jeg drak meget. Mit arbejdsmiljø var hårdt. Alle mine kolleger drak, og det gjorde jeg også. Jeg gik ofte ud og drak efter arbejde og kom sent hjem om aftenen.

Men missionærerne gjorde et godt stykke arbejde. Jeg elsker dem stadig for det. De lærte mig, at Gud ønsker, at vi skal være stærke, og at han gav os visdomsordet for at velsigne os. Det var virkelig svært for mig at adlyde denne lov, men langsomt begyndte jeg at holde den. Jeg husker, at jeg ringede til missionærerne hver dag, opdaterede dem om min fremgang og fortalte dem, at jeg ikke havde drukket den dag. De var så glade for min fremgang.

Med deres hjælp blev jeg døbt og kom ind i Jesu Kristi fold. Jeg følte Ånden den smukke dag! Men jeg var alene, da jeg blev medlem af Kirken. Jeg ønskede, at min familie var der sammen med mig.

Da jeg talte med min hustru, Clirime, om Kirken, ville hun til at begynde med ikke lytte. Hendes bedstefar tilhørte en anden religion, og hun undrede sig over, hvorfor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige overhovedet var kommet til Albanien. Jeg vidste, at den eneste måde, jeg kunne introducere hende for evangeliet på, var gennem mit eksempel. Gennem vores handlinger kan andre se, hvem vi virkelig er.

Clirime bemærkede ændringer i mig, da jeg holdt op med at drikke alkohol og begyndte at komme tidligt hjem fra arbejde. På grund af de ændringer, jeg foretog, begyndte hun at føle Guds Ånd, når jeg fortalte hende om Kirken. Jeg kan ikke beskrive den glæde, jeg havde, da hun fortalte mig, at hun også ville døbes en dag. Snart begyndte hun at blive underviste af missionærerne, og jeg hjalp missionærerne med at undervise. Jeg blev især glad, da hun fastsatte en dato for sin dåb, seks måneder efter jeg var blevet døbt.

Med hendes dåb og dåben af vores to børn, da de hver fyldte otte år, følte jeg, at vi kunne blive en evig familie. Men dåb var kun begyndelsen. For at forberede os på at komme i templet vidste vi, at vi måtte følge Gud resten af vores liv, holde buddene, gå i kirke, tage nadveren, tjene i kaldelser, læse skrifterne og lære mere om pagter og frelsesplanen.

Den dag, vi blev beseglet som familie i templet i Frankfurt i Tyskland, var endnu en smuk dag. I templet lærte jeg mere om den plan for lykke, som vor Gud har for os, og jeg følte hans kærlighed.

Jeg husker stadig de løfter, som Clirime og jeg gav i templet. Når noget går galt, eller hvis vi har det hårdt, går mine tanker tilbage til de løfter.

Som familie prøver vi at leve i harmoni med hinanden, for det var det, vi følte i templet. Hver gang jeg tænker på templet, føler jeg mig glad og velsignet. Jeg ved, at Gud findes, og at han elsker os og ønsker, at vi skal være lykkelige.