2023
Mishandling, misbrug, adoption – og heling
Januar 2023


»Mishandling, misbrug, adoption – og heling«, Liahona, jan. 2023.

Unge voksne

Mishandling, misbrug, adoption – og heling

Min familie var voldelig og ustabil, men gennem Kristus har jeg nu håb for min fremtidige familie.

Billede
yngre kvinde sidder på sin seng og beder

Modelfoto

Jeg voksede op i et ustabilt miljø. Mine biologiske forældre mishandlede og forsømte mig, og jeg oplevede en masse svære udfordringer. Jeg kæmpede med angst, min kropsopfattelse, anoreksi og situationsbestemt depression, der holdt mig fanget i årevis.

Mine biologiske forældre var blevet beseglet i templet, men kort tid efter jeg var blevet døbt som 8-årig, begyndte de at fravælge Kirken. Og jo længere de kom væk fra deres pagter, jo værre blev vores situation.

Da jeg var 14 år, tog jeg mig af min autistiske bror og min mor. Jeg var som fortabt og ude af kontrol. Jeg hadede mig selv og min situation og troede, at mit liv aldrig ville ændre sig.

Men så skete der et mirakel. Min biologiske mor indså, at hun ikke kunne tage sig af mig og ringede til sin bror i Singapore for at spørge, om han ville adoptere mig. Med pakkede tasker og tårevædede øjne steg jeg om bord på et fly for at begynde et nyt liv – et liv fri for mishandling. Men det var svært at tilpasse mig til min adoptivfamilie og en ny kultur, og jeg kæmpede med at gøre fremskridt.

Mine adoptivforældre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe mig. Jeg gik til terapeuter og læger. Jeg begyndte også at gå i kirke igen, men det var svært at lære om en himmelsk Fader, der elsker mig og har et formål med mig, for jeg troede ikke på det, efter alt hvad jeg havde været igennem.

Jeg var ikke glad. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle hele fra fortiden og følte stadig håbløshed omkring fremtiden.

Ønskede heling

En dag tænkte jeg over, hvor kort jordelivet er. Jeg ville ikke tilbringe mit liv med at være ulykkelig. Jeg var nødt til at lære af mine prøvelser, anvende de evangeliske principper, jeg var blevet undervist i, og invitere Kristus ind i mit liv.

Jeg tog et skridt i tro og begyndte at knæle hver dag og bede vor himmelske Fader om kraft til at tilgive mine biologiske forældre, til at ændre min frygt til tro, til at finde helbredelse og lykke og til at opleve kærlighed i mit liv. Jeg gik til institut og begyndte at studere skrifterne og anvende evangeliets sandheder i mit liv.

Jeg søgte virkelig Jesu Kristi helbredende kraft og hans forsoning. Og med tiden begyndte mit liv at ændre sig. Efterhånden som jeg var tålmodig, modtog terapeutisk og medicinsk behandling og fyldte mit liv med Ånden hver dag, begyndte jeg at hele: Jeg følte mig mindre tilbagetrukket og mere som mig selv. Jeg følte mig tryg. Jeg drog omsorg for andre. Jeg elskede, tilgav og accepterede mig selv. Jeg opbyggede sunde, kærlige forhold. Jeg begyndte at føle min himmelske Faders kærlighed til mig. Og for første gang i mit liv følte jeg sand glæde.

Kristus tilbyder håb for vores fremtid

Jeg kan ikke ændre min fortid, men som Lære og Pagter 122:7 siger: »Alt dette skal give [mig] erfaring og skal være til gavn for [mig].« Jeg ved nu, at Frelseren hjalp mig midt i mine kampe. Trods dem er jeg vokset meget på grund af mit ønske om at ændre mig, og fordi jeg fortsat vender mig til ham.

Hvis I befinder jer i en vanskelig familiesituation, så stol på, at I har en Fader i himlen, der kender og elsker jer, og som vil åbne dørene for en lys fremtid. Inden jeg blev adopteret, fortalte jeg mig selv, at min situation aldrig ville ændre sig, og at jeg aldrig ville blive gift eller få børn, fordi jeg var bange for, at de skulle lide, som jeg havde gjort. Men jeg har lært, at uanset hvilke kampe vi oplever i vores familie, så kan vi opbygge vores fremtidige hjem og evige familie med håb, evangeliske sandheder og kærlighed, når vi søger Kristus.

Som ældste Clark G. Gilbert fra De Halvfjerds har sagt: »Vi begynder på forskellige steder med forskellige medfødte gaver. Nogle bliver født med højt skæringspunkt, fuld af muligheder. Andre står over for et udgangspunkt, der er udfordrende … Vi udvikler os derpå opad i en hældning af personlig fremgang. Vores fremtid vil i langt mindre grad blive afgjort af vores startpunkt, men af meget mere af vores hældning. Jesus Kristus ser guddommeligt potentiale, uanset hvor vi begynder … Herren vil i sin regnemåde gøre alt, han kan, for at hjælpe os til at vende vores hældning mod himlen.«1

Uanset hvad vores omstændigheder er findes der håb og heling i Jesus Kristus! Han er med jer, og han vil vejlede jer til fred og glæde, når I søger ham – altid.