På vores frugter – ikke vores rødder – skal vi kendes

Billede

en mand sidder på en bænk under store træer

På en kølig oktoberaften strømmede fædre og sønner støt ind i det gamle Alpine Tabernakel til præstedømmemødet ved generalkonferencen, og de fyldte endda de bløde siddepladser, hvor koret normalt sad. Jeg sad på bageste række i den store mødesal – alene, som sædvanligt. Det var svært ikke at misunde de andre drenge, hvis fædre lagde armen om deres skuldre. Der var ingen til at vise mig den slags ømhed. Jeg var den 16-årige dreng fra det »ødelagte hjem«. Jeg var drengen, hvis far havde forladt sin familie og efterladt mig med en pinlig arv af usømmelighed og skam.

Jeg så fortsat på, mens brødrene Beck gik op til den øverste række af de bløde korsæder, smilende og grinende, mens deres far førte an. Jeg vidste, at de sandsynligvis ville tage ud og spise is sammen efter mødet. Og jeg vidste også, at jeg ville gå alene hjem.

Jeg lænede mig fremover, hvilede mine albuer på knæene og sad utilpas på kanten af træbænken og ønskede, at mødet var overstået, før det begyndte. Jeg sagde til mig selv: »En dag vil jeg være en af de fædre, der lægger sin arm om sine sønner og leder dem til korsæderne; en dag vil jeg være alt det, min far ikke var«. Jeg lovede mig selv at være anderledes på alle de bedste måder – at stifte min egen familie, fri for vanærende og flove byrder.

Så skete der et mirakel: Taleren, den daværende ældste Boyd K. Packer (1924-2015) fra De Tolv Apostles Kvorum, sagde, at han ønskede at drøfte et emne, som fædre bør drøfte med deres sønner. Men han sagde, at han var opmærksom på, at mange unge mænd ikke havde fædre, der kunne tale med dem om disse følsomme emner, så han ønskede at tale til de unge mænd selv. Det var som om, ældste Packer havde fundet mig i mængden og talte direkte til mig, og indikerede sin villighed til at være den faderskikkelse, som jeg havde længtes efter i årevis.

I det øjeblik besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville lade min families historie, mine personlige omstændigheder eller mine ufuldkomne familieforhold stå i vejen for, at min himmelske Faders velsignelser kunne hvile fuldstændigt på mig! Den aften søgte jeg råd fra en profet, seer og åbenbarer. Han ville være den far, som jeg ikke havde. Selvom jeg ikke havde mulighed for at tale med ham personligt, og ikke følte hans arm hvile på min skuldre, søgte jeg fra da af aktivt råd fra hans taler, bøger og undervisning i et forsøg på at hæve mig over al den modgang og skuffelse, jeg mødte i livet.

Jeg opsøgte også andre faderskikkelser og familieindflydelser. Enosh fra Mormons Bog blev min bror, der lærte mig at bede mere inderligt. Min bror Nefi lærte mig at adlyde urokkeligt og konfrontere ugudelige påvirkninger med åndelig styrke. Alma blev min mentor og gav mig vise råd og hjalp mig til at være frimodig, men ikke overbærende og til at undgå dovenskab. Moroni lærte mig at klare nogle af livets storme alene, mens jeg altid stræber efter at forblive trofast og troende.

Min søgen efter værdige faderskikkelser førte mig også til andre, der var med til at lede mine beslutninger, såsom omsorgsfulde lærere i drama, debat og fodboldtrænere. En vidunderlig nabo, bror Beal, trådte til for at hjælpe mig ved at få sin hustru til at klippe mit hår regelmæssigt, og vente foran mit hus med et æble søndag morgen, inden han tog med mig til præstedømmemøder.

Da jeg forlod tabernaklet den aften, frem for bare at gå alene hjem eller føle mig ladt i stikken eller marginaliseret af min unikke familiesituation, følte jeg håb og opmuntring: Jeg kunne gøre krav på en forbindelse til en Jesu Kristi apostel. Næsten præcis 32 år senere blev min hustru og jeg inviteret til at mødes med ældste Packer på hans kontor. Vor himmelske Fader havde skænket mig den milde barmhjertighed at kunne fortælle ældste Packer, hvor meget han havde betydet for mig gennem hele mit liv. Da vi talte om en kaldelse til at tjene som missionspræsident, delte min faderskikkelse visdom og råd med mig, der fortsat tjener mig selv nu.

Apostlene fortsætter med at vejlede mig. Ældste Gerrit W. Gong fra De Tolv Apostles Kvorum har bemærket:

»Akkurat som glæde kommer i familien, kan sorger også. Intet menneske er fuldkomment, ej heller er nogen familie. Når de, der bør elske, nære og beskytte os, ikke gør det, føler vi os forladte, flove og sårede. Familien kan blive en tom skal. Men med himlens hjælp kan vi opnå en forståelse af vores familie og stifte fred med hinanden.

Sommetider hjælper en urokkelig forpligtelse til at blive i familieforhold os til at opnå svære ting. I nogle tilfælde bliver lokalsamfundet til en familie«.¹

Vi læser i skrifterne, at det er på vores »frugter«, at vi skal kendes og anerkendes af vor kærlige himmelske Fader (se Matt 7:16-20). Vi vil ikke blive genkendt, dømt eller begrænset af vores rødder. Nogle af os kommer fra baggrunde og livserfaringer, der er mindre ønskværdige, men vores livsvilkår definerer os ikke og afgør ikke vores skæbne. Det er vor almægtige Fader i himlen, der kan og vil løfte os til sine høje himmelsale, hvis vi blot vil komme til hans Søn, Jesus Kristus, ved at være lydige og holde vores pagter.

I skal vide, at hvem I end er, og uanset hvad jeres personlige omstændigheder er, så er alle velsignelser tilgængelige for jer gennem jeres trofaste rejse på pagtsstien.