Selv om I bliver ældre, hører kærligheden aldrig op

Richard M. Romney

Kirkens Tidsskrifter

Disse kvinder, der blev kaldet til at være medlemmer af et hjælpeforeningspræsidentskab sent i livet, bringer erfaring og forståelse til deres tjeneste.

Billede

tre ældre kvinder med rollatorer

Foto: Richard M. Romney

»Vi er muligvis det ældste hjælpeforeningspræsidentskab i Kirken,« siger Sharon Alexander. Hun er lige blevet 89. Og hendes rådgivere Marlene Peterson og Dorothy Arnold er henholdsvis 90 og 91.

»Så vores gennemsnitsalder er 90,« siger Dorothy og ler.

Dette hjælpeforeningspræsidentskab tjener i en gren på et bosted i Ogden i Utah i USA. Bygningen er hjemsted for mange seniormedlemmer af Kirken, og præsidentskabet kan ofte ses læne sig op ad deres rollatorer, når de går fra dør til dør, hilser på folk og sikrer sig, at alle har det godt.

På et tidspunkt kom folk fra lokale menigheder på sådanne omsorgsbesøg. Så følte stavspræsidenten sig tilskyndet til at opfordre grenspræsidentskabet til at spørge Herren, hvilke beboere der kunne tjene og i hvilke kaldelser.

For velsignet til at sige nej

»Da grenspræsidenten kaldte mig til at være hjælpeforeningspræsident,« siger Sharon, »tænkte jeg, at jeg har fået for mange velsignelser til at sige nej.« Hun modtog til gengæld inspiration om, hvem hendes rådgivere skulle være. »Marlene var den første, jeg tænkte på,« siger hun. »Vi havde arbejdet sammen på stavsplan og forberedt navne til tempeltjeneste. Jeg vidste, at hendes mand var død for ikke så længe siden, og selvom hun kæmpede med det, vidste jeg, at hun var trofast.«

Efter et nadvermøde så Sharon sig derefter rundt i lokalet og søgte inspiration. »Jeg så Dorothy. Hun smilede til mig, og jeg vidste, at hun var den anden rådgiver. Herren vejledte mig til dem begge, og han begik ikke nogen fejl med nogen af dem.«

Som en stor familie

Sharon siger også, at hun kan se fordelen ved at få folk fra centeret til at tjene andre på stedet. »Vi er tættere på situationen,« siger hun. »Vi forstår, at vi nogle gange er ubehjælpsomme, sommetider glemmer vi så meget, og sommetider har vi det bare ikke godt. Og vi forstår at le ad de problemer, vi møder sammen.«

»De mennesker, der bor her, er allerede lidt ligesom en stor familie,« siger Marlene. »Vi spiser vores måltider sammen, så vi ser hinanden tre gange om dagen. Sommetider er vi også sammen til aktiviteter. Så jeg tror, at stavspræsidenten blev inspireret, da han mærkede, at der var mennesker her, der kunne tjene hinanden.«

»Vi ved, hvad der sker fra dag til dag. Vi ved, om nogen har brug for hjælp, eller når nogen bliver syge,« siger Dorothy.

Udover at give omsorg og hjælpe andre med at give omsorg organiserer præsidentskabets medlemmer hjælpeforeningsundervisningen. De foreslår beboere, der måske kan kaldes til at undervise, og de tilpasser opgaver og tidsplaner i henhold til lærernes individuelle behov.

Husk, at Frelseren elsker dig

»Men vores primære opgave er at minde andre beboere om, at Herren elsker dem,« siger Marlene. »Og når vi gør det, mærker vi også hans kærlighed.«

»Vi har alle problemer,« siger Sharon. »Jeg har problemer nu, som jeg ikke havde for fem måneder siden. Men når jeg får ondt af mig selv, tænker jeg: ›Nej, det er intet i sammenligning med det, Frelseren gennemgik.‹ Vi er her for at udvikle os og vokse. Og selv i en høj alder kan man blive ved med at lære for evigt, hvis man er åben for at lære noget af sine oplevelser.«

Fordi de hver især har mistet nogle af deres kære, har præsidentskabets medlemmer også lært en masse om medfølelse. De ved, hvordan de kan bistå dem, der har behov for trøst. På ét år mistede Marlene for eksempel fire familiemedlemmer og en bedste ven.

»Fordi vi har været igennem svære ting,« siger hun, »kan vi også hjælpe andre igennem svære ting. Hvis I kæmper med noget, så fortab jer selv i tjeneste for andre. Det er det, denne kaldelse har hjulpet mig til at gøre.«

Præsidentskabets medlemmer medbringer en rigdom af erfaring og forståelse i deres kaldelser. De har boet og arbejdet mange steder – Californien, Ohio, Wyoming og Utah. De har tjent i templet, i kaldelser i menigheder og stave, i Primary, Unge Kvinder og humanitær tjeneste. Men Dorothy havde aldrig haft en kaldelse i Hjælpeforeningen før nu.

»Hvad er Hjælpeforeningens motto?« siger hun. »Kærligheden ophører aldrig.« Det er sandt, når man er ung, men det er lige så sandt, når man bliver ældre. Som præsidentskab lærer vi det hver dag.«

»Jeg synes, at vi arbejder rigtig godt sammen,« siger Sharon med et glimt i øjet, »for et præsidentskab, der i gennemsnit er 90 år gammelt.«