2023
Sådan har uddannelse – og tro – hjulpet mig til at håndtere usikkerhed
Marts 2023


Kun digitalt: Unge Voksne

Sådan har uddannelse – og tro – hjulpet mig til at håndtere usikkerhed

Efter jeg havde revet mit korsbånd over, var jeg ikke sikker på, hvordan fremtiden så ud, men den oplevelse førte mig til mere, end jeg kunne have forestillet mig.

Billede
fingre, der holder et cirkelrundt polarisationsfilter foran et vinterlandskab

Jeg husker, da jeg kom hjem fra hospitalet den dag. Mine forældre hjalp mig ud af bilen, gennem huset og op i min seng. Jeg husker, at jeg lå der og følte mig hjælpeløs for første gang i mit liv.

Jeg voksede op med at dyrke sport. Jeg håbede endda på at kunne dyrke løb på universitetet en dag. Men i slutningen af gymnasiet rev jeg mit korsbånd i knæet over – for anden gang. Det krævede flere operationer og mere end et års genoptræning at få det i orden. Min første operation var lige inden jeg blev færdig med gymnasiet, og jeg var nødt til at blive hjemme, mens mine venner begyndte på det næste kapitel af deres liv med videre studier, tog på mission og flyttede til spændende byer. Min fremtid, der engang var sikker, var nu fuld af usikkerhed.

Indrømmet, jeg vidste, at disse udfordringer ikke var unikke eller ekstraordinære, men det var mine udfordringer – og de var hårde! Min umiddelbare reaktion var at række ud efter en hvilken som helst form for vished og lægge planer for min fremtid. Men i den proces med at stræbe efter personlig vished eller sikkerhed, en proces der stadig fortsætter i dag, har jeg lært et par ting.

Muligheder i usikkerhed

En klog biskop sagde engang til mig: »Et af formålene med evangeliet er ikke at fjerne vores udfordringer, men at hjælpe os til at overvinde dem.«

Hvis vi forsøger at lære af usikkerhed frem for at undgå den, kan vores oplevelser hjælpe os til at komme Frelseren nærmere. Psykologer har endda foreslået, at den bedste metode til personlig udvikling er at leve med moderat usikkerhed.1 Men i sidste ende håndterer vi usikkerhed ved at tage imod den med tro.

Rektor for BYU – Pathway Worldwide Brian K. Ashton sagde engang: »Gå fremad i tro. Hvis I ikke kan se løsningen på jeres problemer nu, så tro på, at disse løsninger vil komme, når I går fremad, hvis I gør det, Gud ønsker, I skal gøre.«2 Usikkerhed håndteres bedst, når vi tillidsfuldt handler, og lærer undervejs, mens vi stoler på, at Gud vil hjælpe os, når vi stoler på ham.

Uddannelse kan gøre vores fremtid mere sikker

Uddannelse har spillet en vigtig rolle for mig til at forstå usikkerhed. Mens jeg var ved at komme mig efter en operation, begyndte jeg at tage kurser på Brigham Young University i Idaho online. Til at begynde med var jeg ikke sikker på, om onlinelæring var det rigtige for mig, men de utrolige oplevelser, jeg fik, ændrede hurtigt min mening.

Jeg lærte en masse af mine klassekammerater, som stod i forskellige situationer. Min uddannelse hjalp mig til at tænke anderledes om mig selv og om verden omkring mig, og mine prioriteter begyndte at ændre sig. Jeg begyndte at nyde at lære frem for passivt bare at gøre det, og Jesu Kristi evangelium fik større betydning i mit liv.

Uden min uddannelse ville jeg ikke være den, jeg er i dag. Jeg tror, at min beslutning om at tage på fuldtidsmission var på grund af disse kurser. Jeg tror, at Gud vejledte mig og vil fortsætte med at arbejde sammen med mig, når jeg har tro på ham.

Ser tingene i et større perspektiv

Selvom fremtiden stadig er fyldt med usikkerhed, er den usikkerhed ikke så ubehagelig for mig mere. Mine erfaringer har styrket mit forhold til Gud og hjulpet mig til at ændre min tilgang til livet. I stedet for at overtænke alt (noget jeg er mester i) har jeg indset, at jeg sommetider bare er nødt til at handle. Det er ikke en ligegyldig indstilling, men tillid fordi jeg nu ved, at vor himmelske Fader vil hjælpe mig, inspirere mig og åbne muligheder for mig, når jeg træder frem i tro.

Præsident Russell M. Nelson har for nylig sagt: »Positivt åndeligt momentum vil holde os i gang midt i … frygt og usikkerhed.«3 Med det momentum, jeg har opnået, er usikkerhedens tåge blevet erstattet med et klart håb for fremtiden. Når jeg ser tilbage, har jeg indset, at Gud har været med mig – måske ikke på den måde, jeg havde forventet, men han har altid været der på den måde, jeg havde mest brug for.

Noter

  1. Se Ronald A. Beghetto og Garrett J. Jaeger, Uncertainty: A Catalyst for Creativity, Learning and Development, (Springer International Publishing AG, 2022), s. 3.

  2. Brian K. Ashton, »Learning is a Spiritual Endeavor«, (Brigham Young University – Pathway Worldwide, 30. april 2019), s. 2, byupathway.org.

  3. Se Russell M. Nelson, »Styrken i åndeligt momentum«, Liahona, maj 2022, s. 98.