Det vigtigste mirakel

Billede

en mand med en kirurgisk maske, der bøjer sit hoved

Modelfoto

Der er mange eksempler på Frelserens barmhjertighed i Det Nye Testamente. Da en mand med en uren ånd var blevet helbredt, sagde Jesus: »Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig« (Mark 5:19). På et tidspunkt, hvor folket havde brug for mad, sagde Kristus »Jeg ynkes over skaren« (Mark 8:2), og han fik nogle få brød og fisk, til at mætte omkring fire tusinde mennesker (se v. 1-9).

Min hustru og jeg ønskede ligeledes Jesu Kristi mirakuløse barmhjertighed og helbredelse af vores nyfødte datter. Lægerne havde opdaget en stor svulst i hendes bughule. De diagnosticerede hende med infantil neuroblastom. Fordi hun kun var to uger gammel, og den ondartede knude (kræftsvulst) var stor, var hendes prognose ikke god.

Fyldt med tro på Kristi evne til at helbrede hende gav jeg hende en præstedømmevelsignelse, inden vi tog på børnehospitalet. Under den oplevelse kunne jeg ikke komme på nogen ord. Jeg var helt blank. Idet jeg prøvede at finde på noget at sige, kunne jeg kun komme på sætningen: »Du er i Guds hænder.«

Mismodig over den oplevelse tog vi hen til børnehospitalet, hvor lægerne skulle udføre en biopsi af knuden for at se, hvor meget den havde spredt sig og afgøre, hvad de eventuelt kunne gøre for vores datter. Inden operationen gav jeg igen min datter en præstedømmevelsignelse og havde nøjagtig samme oplevelse som før; jeg kunne kun udtrykke ordene: »Du er i Guds hænder.«

Da min hustru og jeg havde overrakt vores datter til kirurgen, græd vi bitterligt. Da vi ikke længere kunne frembringe flere tårer, ventede vi i frustration. Jeg begyndte at spekulere på, om det barmhjertige mirakel, vi havde søgt, ikke blev givet, fordi min tro eller værdighed var utilstrækkelig. Hvorfor havde Kristus udført så mange fantastiske barmhjertige handlinger for andre, uden at ville gøre det for os?

Jeg følte mig tilskyndet til at læse historien om Lazarus i Johannes 11. Mødet mellem Kristus og Martha gjorde indtryk på mig. Det føltes som om, Martha håbede på det samme, som jeg håbede på, at det ikke var for sent for min datter stadig at blive helbredt på mirakuløs vis. Som svar på Marthas anmodning sagde Jesus Kristus til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« (Joh 11:25-26).

I dette øjeblik føltes det som om, at Jesus Kristus talte til mig. Jeg følte, at hvis jeg havde øjne til at se, ville Kristus have siddet ved siden af mig og ventet på mit svar på hans spørgsmål. Da jeg grundede over mit svar, fyldte overbevisning min sjæl, og jeg svarede: »Ja, jeg tror på Guds Søn og alt, hvad han tilbyder.«

Et andet spørgsmål kom til mig: »Hvad har Jesus Kristus gjort muligt for børn, der dør, før ansvarlighedsalderen?«

Igen svarede jeg i tankerne: »At alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, bliver frelst i himlens celestiale rige« (L&P 137:10).

»Tror du på det?« lød responsen. Igen fyldte overbevisning min sjæl, og jeg svarede: »Ja.«

Tanken kom da i mit sind: »Så forstår du, at hun vil være med Gud og stadig kan blive som Gud. Hvad mere ønsker du for hende? Du kan også nyde det liv sammen med hende, når du forbliver trofast mod de tempelpagter, som Jesus Kristus har åbenbaret.«

Jeg konkluderede, at det største mirakel i mit liv altid ville være Jesu Kristi forsoning. Der var intet, jeg ønskede mere for min datter, end at hun skulle modtage alle de velsignelser, som Jesus Kristus har gjort tilgængelige gennem sit sonoffer og sine hellige tempelordinancer. Vi fik et barmhjertigt mirakel – det vigtigste mirakel.