Bud – et smukt reservoir af opfordringer og velsignelser

Billede

hænder, der samler vand op

Herren opfordrede gennem sin jordiske tjenestegerning mennesker til at opgive alt, hvad de havde for at følge ham (se fx Matt 8:18-22; Mark 3:31-35; Mark 10:17-22).

Selvom vi måske ikke bliver bedt om at forlade fiskerbåde eller alle vores rigdomme, er der to måder, hvorpå vi kan blive bedt om at give ham alt, vi kan, nemlig gennem vores tid og lydighed.¹

Med alle aktiviteterne på vores daglige huskeliste kan det føles overvældende at gøre alt, hvad Herren og hans profeter opfordrer os til at gøre. For eksempel:

• Tage sig god tid til meningsfuld bøn

• Studere Mormons Bog dagligt

• Studere Kom og følg mig hver uge

• Komme regelmæssigt i templet (hvor det er inden for rækkevidde)

• Undersøge og opbygge vores slægtstræer og udføre stedfortrædende ordinancer

• Fortælle andre om evangeliet

• Drage omsorg

• Deltage i hjemmeaften

• Føre dagbog

• Tjene i kaldelser, i vores hjem og i lokalsamfundet

• Tage imod opfordringer til skriftstudium fra Kirkens ledere (fx præsident Nelsons opfordring til at studere alle skriftsteder om Frelseren² eller til at studere om Guds præstedømmekraft³)

• Og meget mere

Når man balancerer familieliv, venskaber, huslige pligter, arbejde, børnenes aktiviteter og andre interesser, kan det føles skræmmende eller umuligt at gøre alt det ovennævnte. Jeg har oplevet det tidligere, og sommetider dukker den bekymring stadig op i mine tanker. Men jeg ser anderledes på det nu på grund af de tilskyndelser, jeg fik for mange år siden.

Engang, hvor jeg bad omkring, hvordan jeg bedre kunne følge Frelseren, blev jeg mindet om, at jeg kunne udføre handlingerne ovenover mere trofast. Selvom jeg var meget konsekvent med nogle af dem, syntes andre af dem gå på skift i de ledige stunder i min kalender.

Med den inspiration til at stræbe efter at være konsekvent med dem alle blev jeg også mindet om to profetiske budskaber:

• 1 Nefi 3:7:»Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem.«

• Da præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, talte ved generalkonferencen om at nedskrive beviser på Herrens hånd i sin families liv hver dag, sagde han: »I mange år skrev jeg et par linjer hver dag. Der gik aldrig en dag, uden jeg skrev, uanset hvor træt jeg var, eller hvor tidligt jeg skulle op dagen efter.«⁴

Jeg besluttede mig for at sætte min lid til Nefis ord og huske, at Herren ikke ville give mig nogen befaling (eller samling af dem), som han ikke ville hjælpe mig med at holde. Og jeg blev også inspireret af præsident Eyrings forpligtelse til trofast at adlyde opfordringen til at skrive dagbog dagligt, selv når han følte sig for træt til at gøre det. Hvis han med sit travle liv kunne forblive lydig, når han var træt, så vidste jeg, at jeg også kunne.

Så jeg besluttede mig for at stole mere på Herrens evne til at hjælpe mig med at opnå alt det, han opfordrer mig til at gøre. Jeg bad til vor himmelske Fader, og jeg søgte også at »rådføre mig med Herren« (Alma 37:37) om, hvor lang tid jeg skulle bruge på hver opfordring og befaling, og hvor hyppigt. Jeg vidste, at nogle ville være lette at klare, fordi de allerede var en del af mit daglige liv som discipel. Og jeg erkendte også, at jeg måske ikke er i stand til at bruge lige så lang tid som andre på nogle aktiviteter, såsom slægtsforskning. Men jeg vidste, at jeg kunne gøre noget regelmæssigt. Jeg stolede også på, at »Herren elsker en indsats« i disse situationer, som Russell M. Nelsons har sagt.⁵ Jeg vidste, at han også værdsætter enkens gave (se Luk 21:1-4), og hvad jeg end var i stand til at give. Når alt kommer til alt, varierer det, hvilke ofre vi hver især kan yde på forskellige tidspunkter i vores liv, det kan endda variere fra dag til dag og fra uge til uge.

Efter bønsomt at have lagt en plan for, hvordan jeg skulle udføre de ting, jeg ikke gjorde så regelmæssigt, som jeg kunne, bad jeg om guddommelig hjælp og styrke til at handle på den plan. Jeg stolede også på løftet fra præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), da han gav dette råd:

»Når vi sætter Gud først i livet, så vil alt andet falde på rette plads eller forsvinde ud af vores liv. Vores kærlighed til Herren vil danne grundlag for vores følelser, hvordan vi anvender vores tid, hvilke interesser vi får samt vores prioritering.

Vi bør sætte Gud øverst og foran alle andre i vores liv.«⁶

Jeg besluttede mig for at prioritere Herren i min hverdag, i mine handlinger og i mit hjerte og at forlade mit metaforiske »fiskenet« og hellige mit liv mere til ham.

Betød det at gøre åndelige ting 24 timer i døgnet? Ikke i den forstand at bruge hvert minut på at læse skrifterne eller lave slægtsforskning. Men det betød bevidst at invitere vor himmelske Fader og Jesus Kristus ind i hver eneste del af min dag. Da jeg vendte mit hjerte til dem på den måde, blev jeg mindet om, at alt det timelige også er åndeligt (se L&P 29:34-35), og at Herren kan være mit fokus i alt mit arbejde (se Alma 34:17-27). Og det betød at forblive fokuseret på det, der betyder mest, mens jeg stræber efter at blive en mere bevidst discipel.

Små ændringer begyndte at gøre en forskel og bane vejen for at blive bedre til at være lydig. Hvis jeg så på min mobil et par minutter om morgenen, kunne jeg bruge den tid på FamilySearchs Family Tree-app i stedet for at surfe tilfældigt rundt på de sociale medier. Når jeg ventede i en kø, kunne jeg foretage en hurtig opringning eller sende en sms for at drage omsorg for en ven, eller jeg kunne tale med en i nærheden af mig.⁷ Jeg afsluttede min dag med min dagbog i stedet for med underholdning. Jeg vågnede med et bedre fokus og en daglig plan for at prioritere åndeligt studium, inden dagens andre distraktioner begyndte. Jeg fulgte præsident Nelsons råd om »regelmæssigt at lave en aftale med Herren om at være i hans hellige hus, og derefter holde den aftale til punkt og prikke og med glæde«.⁸ Jeg blev opmærksom på øjeblikke, hvor jeg plejede at lade mig distrahere af gode ting, og i stedet prøvede jeg at bruge den tid på de bedste ting.⁹

Og ved I hvad? Jeg var i stand til at få tid til alt sammen og stadig have tid til at nyde andre ting. Regnestykket over mit tidsforbrug syntes at trodse al logik, men jeg vidste, at det var en af de måder, hvorpå Herren udfører mirakler i vores liv, som vi ikke kan forklare.

Som søster Michelle D. Craig, andenrådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab, har sagt: »I og jeg kan give det, vi har, til Kristus, og han vil mangedoble vores indsats. Det, I har at byde ind med, er mere end rigeligt, selv med jeres menneskelige skrøbeligheder og svagheder, hvis I stoler på Guds nåde.«¹⁰ Jeg følte (og føler fortsat), at løftet blev opfyldt i mit liv, og jeg har opdaget, at min hverdag faktisk er mindre stressende, ikke mere, når jeg forsøger at gøre alt, hvad Herren beder mig om. Jeg har opdaget, at Herrens bud og opfordringer bringer langt større rigdom ind i mit liv, end noget andet kan.

Selvom jeg ikke burde være blevet overrasket over det, der begyndte at ske, da jeg handlede med fornyet tro og oplevede de mirakler, der gjorde det muligt at gøre alt, hvad Herren beder mig om, så er jeg stadig forundret over, hvordan vor himmelske Fader og Jesus Kristus har hjulpet mig til at udføre det, der før syntes umuligt i min dagligdag (se Luk 1:37). Ikke alene »bereder [Herren] en vej for [mig], så [jeg] kan udføre det, som han befaler« mig, men den større glæde og tilfredsstillelse, der kom ind i mit liv, var mere, end jeg havde forventet. Og jeg begyndte at indse, at disse bestræbelser virkelig handler mere om, hvem jeg bliver, end bare det, jeg gør.¹¹ En stor del af denne tilblivelse fik mig til at se, at mit hjerte kom vor himmelske Fader og Jesus Kristus nærmere og hjalp mig til at blive mere som dem.

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har engang sagt: »Til tider bliver nogle mennesker forvirrede og tror, at befalingerne er indskrænkninger eller begrænsninger, der komplicerer livet, der frarøver os muligheder eller lykke eller livets glæder. I virkeligheden beskytter og vejleder befalingerne os og bringer lykke. De er ikke til for at indskrænke os, men snarere for at muliggøre – tillade os at opnå det i dette liv og i det næste – som vi virkelig ønsker og det, som vor himmelske Fader, der elsker os, ønsker for os

… Så … beklag jer ikke over befalingerne. Sig ikke: ›Jeg vil ikke mere‹, men sig i stedet: ›Ja, flere, flere. Jeg vil gerne gøre fremskridt. Jeg vil gerne være lykkelig. Jeg vil gerne være som min himmelske Fader. Og befalingerne viser mig, hvordan jeg bliver det. De åbner vejen for mig.‹«¹²

Når jeg trofast gør mit allerbedste for at adlyde alle profetiske opfordringer, hjælper det mig til bedre at leve på pagtsstien og blive mere som min Frelser, der er vores fuldkomne eksempel på at adlyde alt, hvad Faderen beder ham om. Undervejs har jeg indset, at prioritering af disse bud og profetiske opfordringer ikke handler om at opnå ting på en huskeliste, men snarere om en måde at leve på for at hjælpe mig til at udvikle mig. Jeg ser dem som muligheder for at ære mine tempelpagter, når jeg helliger mit hjerte og min tid til Herren som et tegn på min kærlighed til ham og mit ønske om at blive som ham. Når jeg har søgt at ære disse pagter, har jeg følt, at jeg virkelig modtager »kraften til at gøre alt, hvad Gud ønsker, at [jeg] skal gøre«.¹³

Nu kan jeg godt lide at forestille mig hver eneste opfordring fra Gud som et reservoir af glæde og velsignelser, der venter på os, hvis vi blot vælger at træde ud i vandet. Vor himmelske Fader ønsker at velsigne os ud over vores fatteevne, og han giver os bud, der gør, at vi kan få disse velsignelser gennem vores lydighed (se L&P 130:20-21). Vi må bare vælge at stole på ham og hans evne til at hjælpe os til at holde alle hans bud. Når vores hjerte, hænder og tid gives til ham, vil vi se ham udføre mirakler i vores liv.