2023
Et kig på vores profets vedvarende advarsler
Marts 2023


Kun digitalt: Unge Voksne

Et kig på vores profets vedvarende advarsler

Berig jeres kommende generalkonferenceoplevelse ved at gennemgå de råd og advarsler, som præsident Nelson har gentaget i flere af hans senere taler.

Billede
en hånd, der holder en megafon

Generalkonferencen er lige rundt om hjørnet – hvilket betyder, at åbenbaring gennem profeter er på vej til jer!

Mens vi venter på nye råd, så lad os ikke glemme det, vi har lært ved nylige konferencer. Herrens ord udløber trods alt ikke hvert halve år. Det, vi hører ved denne konference, bliver føjet til det, vi har lært ved tidligere konferencer, det erstatter ikke disse lærdomme.

Advarsler

Hvis I ser på taler, der for nylig er holdt af vores profet, præsident Russell M. Nelson, vil I bemærke, at han indtrængende har gentaget visse sandheder. Denne gentagelse skaber »en mægtig klarhed og advarende røst, der overgår det, et enkelt budskab nogensinde kan frembringe«.1 Og hvad advarer han os om? »Modstanderens hårde angreb.«2

Skrifterne advarer om, at i de sidste dage skal »hjertet … synke i livet på menneskene« (L&P 45:26) og falske Kristus’er »skal føre selv de udvalgte vild« (Joseph Smith – Matt 1:22). Det gælder i vores tid. I kender højst sandsynligt nogen, der engang var Jesu Kristi discipel, men som nu har mistet deres vidnesbyrd. Modstanderen truer i sandhed vores tro, når vi nærmer os Kristi andet komme.

Vores profet er som en »vægter« i tårnet (Ez 33:2). Han er kaldet til at »støde… i hornet for at advare folket« (Ez 33:3). Og præsident Nelsons advarsel er mere end blot en meddelelse om fare – det er en plan, der hjælper os alle til at forberede os og modstå åndelige angreb. Og nu er det perfekte tidspunkt til at genopfriske hans råd!

Handlingsplanen

Styrk jeres tro på Jesus Kristus

Her er, hvad præsident Nelson har sagt om at opbygge og bevare et vidnesbyrd, der vil modstå modstanderens angreb:

  • »Jeg bønfalder jer om at tage vare på jeres vidnesbyrd. Arbejd for det. Tag ejerskab på det. Pas på det. Plej det, så det vil vokse.«3

  • »Et vidnesbyrd, der ikke plejes dagligt ›ved Guds gode ord‹ [Moro 6:4], [kan] smuldre … Vi har brug for daglige erfaringer med at dyrke Herren og studere hans evangelium.«4

  • »Studér med ønsket om at tro … Tillad Herren at lede jer på jeres åndelige opdagelsesrejse.«5

Tag jer tid til Herren

Verden vil ikke være stille nok til, at I kan høre Ånden. I må afsætte tid til at være stille og lytte. Bruger I tid på at prøve at høre ham?

  • »Giv [Herren] en fair del af jeres tid. Når I gør det, så læg mærke til, hvad der sker med jeres positive åndelige momentum.«6

  • »Vi fastsætter selv vores prioriteter og bestemmer, hvordan vi bruger vores energi, tid og midler … Modvirk verdens lokken ved at afse tid til Herren i jeres liv – hver eneste dag.«7

  • »Vi [kan] vælge at fylde [vores] tid … med verdens larm og tumult. Eller vi kan bruge vores tid på at høre Herrens hvisken, hans vejledning, trøst og fred.«8

Indgå og hold pagter

Når I indgår pagter med vor himmelske Fader, indgår I forenende løfter om formål og handling. Og jo mere forenede I er med ham, jo stærkere vil I stå i kampen mod modstanderen.

  • »Gud har en særlig kærlighed til hver en person, der indgår en pagt med ham i dåbens vande. Og den guddommelige kærlighed bliver større, når flere pagter indgås og trofast holdes.«9

  • »Jeg opfordrer jer af hele mit hjerte til at komme ind på pagtens sti og blive på den.«10

  • »Når I er tro mod jeres tempelpagter, vil I blive styrket af hans kraft … [I vil] være i stand til at være stærke, fordi jeres åndelige fundament er solidt og urokkeligt.«11

Løfterne

Når de lægges sammen, vil disse tre budskaber – at styrke jeres tro, at tage jer tid til Herren og at holder pagter – vidne om en vigtig realitet: Præsident Nelson ved, at vi er i de sidste dage, og han gør alt, hvad han kan, for at hjælpe os til at være stærke.

Nu hvor I har hørt »lyden af hornet« (Ez 33:4), er det op til jer at handle! Anvend profetens råd. Foretag ændringer i jeres rutiner for at følge handlingsplanen. Og når I gør det, vil I »blive et stærkere redskab i Herrens hænder«.12 I vil blive »udrustet med præstedømmets kraft«.13 I vil være i stand til at »vende udfordringer til vækst og muligheder uden fortilfælde«.14 Og I vil blive klar til at modtage yderligere sandhed, advarsel og forberedelse fra Herren gennem hans profet ved den næste generalkonference.