2023
Guds mirakler fortsætter
Juli 2023


»Guds mirakler fortsætter«, Liahona, juli 2023.

Trosskildringer

Guds mirakler fortsætter

Jeg indså, at sidste dages helliges tro var mere i overensstemmelse med Bibelen end påstanden om, at Bibelen havde erstattet profeter og åbenbaring. Jeg følte ægte glæde, da jeg indså, at jeg måske levede i nutidige »bibelske tider«.

Billede
familie, der står sammen udendørs

Foto brugt med tilladelse af forfatteren

Den 9. november 1989 bekendtgjorde en østtysk embedsmand fejlagtigt, at indbyggerne i hovedstaden med omgående virkning fik lov til at passere Berlinmuren. Nogle få minutter senere havde grænsevagterne, der normalt kedede sig, ikke andet valg end at lade den store og voksende skare forlade territoriet i Den Tyske Demokratiske Republik.

Min bedste ven, Jakub Górowski, og jeg – dengang var vi stadig i vores teenageår – så det uventede mirakel udfolde sig i fjernsynet fra vores hjem i Polen. Verden var i sandhed i brand, men ikke på en destruktiv måde. Frihedens og håbets ånd fyldte millioner af menneskers hjerter.

For Jakub og jeg havde vores drøm været en dag at flytte fra Polen til Vesten – Danmark, Sverige eller Vesttyskland. Vi var inspireret af amerikanske film og tv-udsendelser. Min yndlingsserie var Mine glade 60’ere. Jeg elskede atmosfæren i det amerikanske forstadsliv.

Jeg tror ikke, at nogen på nogen side af jerntæppet forventede, at den kolde krig ville slutte. Men vor himmelske Fader havde en anden plan. I 1975 havde præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) opfordret sidste dages hellige til at slutte sig til »en alvorlig, fortsat anmodning til Herren om at åbne porten til nationer og blødgøre kongers og herskeres hjerter, således at missionærer kan komme ind i alle lande og forkynde evangeliet.«1

To år senere besøgte præsident Kimball Warszawa i Polen. En morgen, ledsaget af en lille gruppe af hans kolleger, deriblandt ældste Russell M. Nelson, forlod præsident Kimball sit hotel, gik forbi den ukendte soldats grav og kom ind i Saski Park. Ikke langt fra en stor kilde, der stadig står der i dag, knælede han ned og genindviede Polen til forkyndelse af evangeliet.

Et årti med uro og mange protester fulgte. Selvom de voksne nærede mistillid til og modsatte sig de politiske ledere, satte mange unge mennesker spørgsmålstegn ved nogle af deres forældres værdier, traditioner og holdninger. Min ven Jakub og jeg følte os desillusionerede over kristendommen, sådan som vi kendte den. Han mistede overordnet interessen for religion, mens jeg blev draget mod filosofier, der stammer fra Asien.

I april 1990 blaffede Jakub og jeg til Østrig. I Wien mødte vi to søde kvinder, der stod på fortovet i en travl gade. En af dem holdt om Mormons Bog på polsk. Hun fortalte os om Jesu besøg hos folket i det gamle Amerika og lovede at sende bogen hjem til os, hvis vi gav hende vores adresse. Vi åbnede også vores adressebøger, og gav hende mange af vores venners adresser. Vi tænkte, at det ville være en dejlig overraskelse for dem at modtage en gave.

Et par måneder senere blev Warszawa-missionen i Polen grundlagt, og fire missionærer ankom til vores by. Senere fandt jeg ud af, at det store antal »henvisninger« – vores venners adresser – spillede en afgørende rolle i beslutningen om at åbne vores by for missionærerne. Nogle få måneder senere fortalte Jakub mig til min overraskelse, at to »missionærer for mormonerne« havde besøgt ham, og at han havde besluttet sig for at tilslutte sig deres kirke.

Jeg blev stødt af hans meddelelse. Jeg havde i årevis forsøgt at gøre ham interesseret i religion, men uden held. Hvordan kunne fremmede fra et andet land pludselig omvende ham? Jeg var opsat på at møde dem og vise Jakub, at de ikke havde nogen chance i en diskussion med mig.

Jeg følte noget særligt

Da jeg så de to unge, smilende missionærer stå i døråbningen til mine forældres lejlighed, glemte jeg alt om mit mål om at bevise, at de tog fejl. De var glade og sjove. De stillede mig mange spørgsmål om mig selv og min tro. De respekterede min overbevisning. Senere fortalte de mig, at under det første møde med den arrogante fyr, der røg cigaretter og med langt hår og slidte cowboybukser, havde de svært ved at forestille sig, at jeg nogensinde ville være interesseret i at blive en, der følger Jesus Kristus. Men jeg følte noget særligt i deres nærvær, og jeg var fascineret af, at deres kirke var den eneste kristne trosretning, jeg kendte til, som troede på en førjordisk tilværelse.

Jeg var også imponeret over deres vidnesbyrd og de stærke overbevisninger fra Jakub og Robert Żelewski, hans nye ven fra Kirken. Robert var psykolog, en intelligent, men jordnær mand, hvis indsigt og erfaringer styrkede min interesse for de sidste dages helliges religion.

Alt, hvad ældsterne, Jakub og Robert fortalte mig, var fascinerende, især læren om frelsesplanen, der begyndte med forudtilværelsen og sluttede med de tre grader af herlighed. Men jeg kunne ikke se nogen grund til at slutte mig til Kirken, før jeg var i stand til mere fuldt ud at forstå deres enestående tro. Min forståelse af kristendommen var, at Gud i fordums tid udførte mirakler, sendte engle og kaldte profeter, men alt dette hørte til i Bibelens tid. Da Bibelen var færdig, havde menneskeheden ikke længere brug for mirakler og åbenbaring, fordi skrifterne indeholder alt, hvad vi behøver at vide.

Der kom et gennembrud under vores drøftelse om det store frafald og gengivelsen af evangeliets fylde gennem profeten Joseph Smith. Jeg indså, at deres tro var mere i overensstemmelse med Bibelen end påstanden om, at Bibelen havde erstattet profeter og åbenbaring. Jeg følte ægte glæde, da jeg indså, at jeg måske levede i nutidige »bibelske tider«.

Jeg var rede til oprigtigt at bede Gud om personlig åbenbaring, men der kom ikke et svar. Til sidst sagde jeg: »Vor himmelske Fader, hvis du kaldte Joseph Smith som din profet, vil jeg adlyde alle de befalinger, du åbenbarede gennem ham.« Så kom svaret med vished til mit hjerte og sind, og jeg vidste, at Gud havde gengivet evangeliets fylde, og at det findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Billede
missionær ældste med tog i baggrunden

Jakub blev døbt den 3. november 1990 og forblev trofast, indtil han døde i en tragisk vandreulykke to årtier senere. Jeg tilsluttede mig Kirken den 11. januar 1991, fast besluttet på at tage på mission. Robert blev kaldet som den første lokale præsident i vores gren og kørte mig hele vejen til Freiberg i Tyskland, så jeg kunne modtage min tempelbegavelse. Under mit sidste interview med ham lovede jeg at vende tilbage til Polen efter min tjeneste i Chicago-missionen i Illinois for at bruge min missionæroplevelse til at styrke Kirken i vores land.

To år senere overbeviste min missionspræsident mig om, at jeg skulle tage min uddannelse i Amerika på Brigham Young University. Men jeg glemte aldrig mit løfte til Robert.

Billede
ung missionær ældste står mellem et ældre par

Efter at være blevet gift i 2000 flyttede jeg tilbage til Polen med min kone, som i 1988 havde været statist i den sjette episode af Mine glade 60’ere. Vi deltager i kirkemøder i Krakow, opdrager to drenge og holder kontakten med vores to ældre børn. Vores ældste søn meddelte for nylig, at han havde besluttet at tjene på en fuldtidsmission.

I sommeren 2021 tog jeg min familie med til Berlin, hvor jeg viste dem stedet, hvor muren havde stået. Den afholder ikke længere Guds tjenere fra at dele budskabet om gengivelsen med folket i Østeuropa. Guds mirakler fortsætter i vore dage.

Note

  1. Spencer W. Kimball, i »Insights from June Conference«, Ensign, okt. 1975, s. 70.