»Alle har brug for evangeliet«, Liahona, juli 2023.
Alle har brug for evangeliet
Jeg havde planlagt at tage på mission, men efter college troede jeg, at jeg ikke behøvede at tjene – indtil jeg fik et job, hvor jeg arbejdede med misbrugte piger. Så så jeg, at alle har brug for evangeliet.
Den tabte mønt [The Lost Coin], af Harold Copping © Providence Collection, med tilladelse fra GoodSalt.com
Da jeg gik i Primary, kan jeg ikke huske, hvor mange gange mine lærere spurgte, hvem af os der skulle på fuldtidsmission. I mit unge sind sagde jeg altid, at jeg ville.
Min mor viste mig, hvor vigtig Israels indsamling er ved at hjælpe fuldtidsmissionærerne med at undervise og dele evangeliet. En gang sluttede jeg mig til hende for at finde en søster i menigheden, der ikke havde været i kirke i nogen tid. Vi for næsten vild, fordi vi ikke præcist vidste, hvor hun boede. I stedet for at blive irriteret fortsatte min mor flittigt med at lede efter denne søsters hjem. Ligesom kvinden i lignelsen om den tabte mønt (se Luk 15:8-10) fandt hun søsteren og frydede sig.
Den måde, hvorpå min mor gav sit bedste for Herrens værk, ikke kun ved at dele evangeliet med andre, men også i andre kaldelser i Kirken, hjalp mig til at indse, at alle må tjene Herren, selv i det små.
Som årene gik, bestod jeg seminar, fik min Unge Kvinders medaljon, tog eksamen fra universitetet og begyndte at arbejde. Lidt efter lidt blev følelsen omkring at være fuldtidsmissionær nedprioriteret. Selvom jeg stadig var aktiv og priste mine kirkekaldelser, sagde jeg til mig selv: »Det er okay ikke at tage på fuldtidsmission, for det er ikke min pligt. Jeg er søster, og jeg kan tjene Herren på mange andre måder.«
Hvad ændrede sig?
Da jeg var 22 år, fik jeg mulighed for at arbejde på et center, hvor jeg hjalp piger, der havde oplevet misbrug og vanrøgt. Jeg havde ondt af dem. Jeg så, hvordan deres hjerte blev knust af at blive misbrugt og det ødelagde deres kærlighed til sig selv. Nogle af dem forsøgte at begå selvmord. Nogle af dem ønskede ikke at stole på nogen. Mange af dem havde intet håb i livet og følte ikke Frelserens kærlighed.
Jeg spurgte ofte mig selv: »Kunne dette misbrug have været forhindret? Hvad nu, hvis deres krænkere havde modtaget evangeliet? Hvad nu hvis deres forældre var blevet medlemmer af Kirken, før disse piger blev født?« Jeg indså, at disse piger måske ikke ville have oplevet disse prøvelser, hvis deres forældre og krænkere havde modtaget og efterlevet evangeliet.
Refleksion over disse spørgsmål og arbejdet i centret hjalp mig til at se, at alle mennesker har brug for evangeliet. Akkurat som Helamans krigere i Mormons Bog kæmpede for at forsvare deres tro og familie, har Herren brug for fuldtidsmissionærer til at fortælle om sit evangelium og beskytte sit rige.
De oplevelser, jeg havde med pigerne i centret, inspirerede mig til at gå ad den sti, som Herren ønskede, jeg skulle følge. Jeg besluttede at slutte mig til Herrens hær af missionærer. Han så dette ønske, og jeg blev kaldet til at tjene i Cauayan-missionen i Filippinerne.
Tjen som missionær
På min mission så jeg mennesker ændre sig, da de lærte om evangeliet. Jeg underviste folk, der ikke vidste, hvordan man tilgiver, som røg og drak alkohol, var hovmodige, og som ikke vidste, hvordan man beder. På grund af evangeliet kom de af med deres gamle vaner for at blive værdige til det, Gud har lovet: Evigt liv.
På grund af Frelserens forsoning lærte jeg, at enhver kan begynde på eller vende tilbage til den snævre og trange sti, hvis de omvender sig. Jesu Kristi evangelium hjælper os til at ændre os og udvikle os mod fuldkommenhed og blive værdige til de store velsignelser, som vor himmelske Fader har forberedt til os. Disse ændringer kan være at vende fra sorg til lykke, fra kaos til fred, fra vrede til tilgivelse, fra svaghed til styrke, fra had til kærlighed.
Jeg føler mig så velsignet over at være medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jesu Kristi evangelium hjælper mig til at forstå mit værd som datter af himmelske forældre, selv under dårlige omstændigheder. Vor Fader i himlen trøster mig altid gennem Helligånden. Skrifterne er mit kompas, når jeg er forvirret og har brug for at træffe valg.
Min familie og jeg stræber efter at holde trofast ud til enden. Jeg er taknemlig for at være gift med en mand, der bærer præstedømmet og har et stærkt vidnesbyrd om Jesu Kristi gengivne evangelium. Min pagt med Herren er ikke kun for mig selv, men for min familie og for hans rige.
Forfatteren bor i Filippinerne.