Tilskyndelser i templet

Da jeg tjente som tempeltjener i templet i Houston i Texas, kørte en gruppe motorcyklister ind på vores parkeringsplads og spurgte, om de måtte komme ind i templet. Tempelpræsidenten, Richard Sutton, forklarede gruppen formålet med templet og behovet for en tempelanbefaling for at komme ind i bygningen. Lederen af gruppen og hans kammerat udviste stor opmærksomhed.

»Jeg følte noget, da vi kom forbi jeres bygning,« sagde han. »Jeg kan ikke forklare det, men det var sådan en særlig tilskyndelse, så jeg ønskede at finde ud af, hvad grunden kunne være.«

De to ville gerne vide mere, så præsident Sutton arrangerede, at missionærerne besøgte ham.

Mere end halvandet år senere bankede det på præsident Suttons kontordør i templet. »Du genkender mig sikkert ikke, men for et stykke tid siden kom jeg her forbi med nogle venner på vores motorcykler. Dengang kunne jeg kun kigge udefra.« Han holdt en tempelanbefaling op og fortsatte: »I dag vil jeg se templet indefra.«

Billede

en kvinde går uden for et tempel

Et andet sprog

Da Dean og Bonnie Hill blev kaldet til at tjene som seniormissionærer i templet i Cochabamba i Bolivia, var Bonnie bange. Hun havde aldrig studeret spansk og var usikker på sin evne til at udføre de nødvendige ordinancer eller forholde sig til andre på et fremmed sprog. En præstedømmevelsignelse lovede hende, at hun ville være i stand til at kommunikere både mundtligt og åndeligt på spansk.

»Jeg kan ikke rigtig tale spansk uden for templet,« siger hun. »Men i Herrens hus synes det at komme let til mig.«

Selv da hun og hendes mand vendte hjem og deltog i de spanske sessioner i templet i Ogden i Utah, bemærkede de tempelbesøgende hendes fremragende accent.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vi kan blive inspireret dagen lang af oplevelser med tempeltjeneste og slægtsforskning, andre har haft. Men vi må rent faktisk gøre noget for selv at opleve den glæde.«¹

Glæde og inspiration såvel som tilskyndelser og trøst venter os i templet. Der tales og forstås et himmelsk sprog der, som ikke er tilgængeligt andre steder på jorden. Vi får adgang til åbenbaring, som Herren ønsker at give os i templet, når vi ikke blot tager i templet, men også tager dertil i forventning om at modtage åbenbaring. Her er nogle eksempler på inspiration, som er blevet modtaget:

• Martin Goury fra Elfenbenskysten søgte vejledning i templet om en vigtig sag i sit liv og fik en bemærkelsesværdig bekræftelse på, at han allerede havde fået besvaret sine bønner om det. Dette er det princip, Herren lærte Oliver Cowdery: »Tænk på den nat, da du anråbte mig i dit hjerte … Gød jeg ikke fred i dit sind angående sagen?« (L&P 06:22, 23).

• Randy Bronson bor tæt på templet i Payson i Utah og har brugt mange år på slægtsforskning. »Men jeg har en mindre aktiv søn, og jeg er ikke altid sikker på, hvad jeg kan gøre for ham. Så jeg sætter ikke bare hans navn på bønnelisterne, men jeg beder inderligt i templet og prøver at finde ud af, hvad jeg kan gøre for ham. Jeg får antydninger om, hvad jeg kan sige eller gøre for ham.«

• »Du er en god mor,« sagde Stephanie Fackrell Hill til en fremmed i templet i Logan i Utah. »Hvordan ved du det?« spurgte den unge mor tøvende. Søster Hill sagde: »Jeg så dine børns maling på dine hænder, og da jeg gjorde det, følte jeg mig tilskyndet af Ånden til at fortælle dig det.« Den unge mor havde forsøgt at skjule sine hænder. Lettet følte hun sig nu accepteret frem for påfaldende.

Templet er ikke blot et sted, hvor vi kan hjælpe med at frelse vores forfædre, men også et sted hvor vi kan modtage den slags åbenbaring, der kan vejlede os og andre på pagtens sti. »Vi har hver især brug for den vedvarende åndelige styrkelse og undervisning, der kun er mulig i Herrens hus.«² Disse tilskyndelser og indtryk i hans hellige hus lærer os at se, som Jesus ser, høre, som han hører, og leve, som han levede.