Velsignelserne ved tempelægteskab

Min mor blev gift med min far i templet i Stockholm i 1992 og kunne sidste år fejre 30-års bryllupsdag. Min mors brudekjole var meget typisk 90’erne med store pufærmer, stor sløjfe og et underskørt der næsten kunne få kjolen til selv at stå op. Min absolutte yndlingsdel af kjolen var det flotte mønster, som var broderet ind i stoffet.

Min mor havde som nok så mange andre kvinder gemt sin brudekjole, og jeg husker at jeg igennem min barndom har prøvet den på flere gange og beundret det flotte mønster i stoffet.

Pga. mine forældres valg bl.a. i 1992 er jeg opvokset i kirken og har igennem mine forældre set, hvordan et kærligt og omsorgsfuldt tempelægteskab kan være. Jeg har altid set meget op til dem og har håbet på, at jeg en dag kunne få det samme. Min drøm har derfor modsat så mange andre piger ikke været at gå op ad et kirkegulv på min bryllupsdag, men at kunne stå overfor min mand i templet og sige ja til en evig ægteskabspagt.

I 2020 kunne jeg gøre dette, da jeg betragtede mønstret fra min mors brudekjole på en ny måde. Jeg blev nemlig selv gift i templet i København og fik syet min mors brudekjole om til den tempelkjole som jeg blev gift i.

Jeg havde stadig en smule rest tilbage af stoffet fra den store sløjfe og det store pufskørt, så det flotte mønster gemte jeg sikkert. Det blev i år syet om til en flot lille kjole som min datter kunne have på til sin navngivelse i kirken, hvor hun blev velsignet af sin far.

Kjolen og mønstret vil for mig altid været et symbol på de velsignelser, som templet giver mig og min familie og minde mig om den evige taknemlighed, jeg har til min mor for at træffe de valg, som hun har taget, så jeg i dag kan give de velsignelser videre til min egen datter, og som hun forhåbentlig en dag kan give videre. Jeg elsker templet og de pagter, min familie og jeg har indgået deri, og den mulighed, det har givet os for at blive en evig familie.