Hvad nu, hvis Gud også bekymrer sig om spillet, og ikke kun om holdet?

Billede

mand, der skal til at gribe en kugleformet bold

Spillet og holdet

Rabbiner Lord Jonathan Sacks (1948-2020), tidligere overrabbiner i Storbritannien, talte engang om at se en fodboldkamp på Highbury Stadium (Arsenals hjemmebane) med Canterburys ærkebiskop. Arsenal spillede mod Manchester United. Efter speakeren havde bemærket de religiøse lederes tilstedeværelse, »kunne man høre det summe rundt omkring om, at uanset hvor man satte sine penge i dette konkrete teologiske væddemål, så ville Arsenal på den ene eller anden måde have venner på høje steder den aften,« sagde rabbiner Sacks. De kunne umuligt tabe.

»Den aften«, tilføjede han, »led Arsenal deres værste nederlag på hjemmebane i treogtres år.«

Den næste dag bragte en britisk avis en artikel, uden tvivl i spøg, hvor der stod, at hvis disse to fremtrædende religiøse lederes tilstedeværelse ikke kunne føre til sejr for Arsenal, så »beviser dette vel en gang for alle, at Gud ikke eksisterer?« Til det svarede rabbiner Sacks: »Det beviser, at Gud eksisterer. Men også, at han støtter Manchester United.«

Rabbiner Sacks sagde, at denne sjove historie indeholder kimen til seriøs indsigt i vigtigheden af tværreligiøs og global harmoni. »Hvad nu, hvis Gud ikke kun er på min side, men også på de andres anden side?« spurgte han. »Hvad nu, hvis Gud også bekymrer sig om spillet, og ikke kun om holdet? … Vores fælles menneskelighed går forud for vores religiøse forskelligheder.«²

Billede

en kvinde, der skal til at gribe en kugleformet bold

Livets spil kan beskrives med disse ord, som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) udtalte til en journalist: »Det er den gamle evige kamp … Det ondes kræfter mod det godes kræfter.«³ Som Jesu Kristi tilhængere er vi på Frelserens side, han som »færdedes overalt og gjorde vel« (ApG 10:38) og deler sol og regn lige med alle (se Matt 5:45).

Selvom vi sommetider må stå fast og holde ved vores respektive lære, kan der gøres godt uden at gå på kompromis med vores overbevisninger. Vi vil opnå det bedste resultat, hvis vi slutter os til andre med velvilje og fælles målsætninger. Det er måske tydeligst i kølvandet på naturkatastrofer og andre kriser, som samler os på unikke måder. Som leder af Kirkens humanitære indsats har Sharon Eubank sagt: »I takt med, at [USA] bliver mere polariseret, og folk lukker sig om deres egne grupper, så tror jeg, at en af de store lektier at lære – hvis der er noget lyspunkt i en katastrofe – er, at … vi kan lægge politik til side, og vi kan finde et fælles grundlag for at opbygge vores samfund igen.«⁴

At omgås med og lære af andre er en naturlig følge af at blive næret ved og dele Jesu Kristi lærdomme. Jesus lærer os at elske vores næste og være forenede. Han følte sig ikke truet af det gode, som andre grupper gjorde.

Vi konkurrerer ikke med andre. Deres tro og godhed kan styrke vores egen. Og sammen kan vi gøre mere godt, end vi kan hver for sig.

Følgende fire eksempler viser, hvordan medlemmer og ledere i Jesu Kristi Kirke lever med et åbent sind og hjerte over for andre – og gør godt både for dem og med dem.

Billede

billede af kirkeleder med andre og billede af muslimer, der tilbeder på et stavscenterområde i Ghana

Hjælp til muslimer med at tilbede i Ghana

Joseph Smith talte om værdien af at huse fremmede og sekter og lovede dem et lyttende øre, da han sagde: »De har min talerstol til rådighed hele dagen.«^5.

Denne velsignede tradition fortsætter i dag i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Tag for eksempel de gavmilde hellige i Ghana. På grund af byggeri havde lokale muslimer ikke et sted, hvor store grupper kunne samles og tilbede i en periode af 2022. I april det år tillod sidste dages hellige elskværdigt at lade 2.000 tilhængere af islam bruge Takoradi-stavscentret i Ghana til fælles måltider og bønner under ramadanen. To måneder senere bød sidste dages hellige ledere samme gruppe velkommen, da de fejrede Eid al-Adha. Det er to af islams største højtider.^6.

Vores muslimske venner var taknemmelige. »Vi er alle brødre og søstre. Vi deler én arv,« siger de lokale muslimers øverste imam, Alhaji Mohammad Awal, med reference til Abrahams sønner Ismael og Isak.⁷

Emmanuel Botwe, der er kaldet til at lede kommunikationen i Takoradi Stav i Ghana, fortæller, at han har fremelsket forhold til andre trosretninger i området siden 2018. Han har inviteret dem til at spille fodbold og deltage i et religiøst symposium, stavskonferencer og indvielsen af en ny kirkebygning.

»Vi er alle nødt til at respektere og tage os af hinanden, uanset vores forskelligheder,« siger bror Botwe. »Det har tilskyndet mig til at række ud – især til vores muslimske brødre.« Muslimerne udgør kun 19 procent af befolkningen i Ghana, et land, der hovedsageligt er kristent. »Vi er alle vor Faders sønner og døtre,« fortsætter han, »så vi er nødt til at være i øjenhøjde med dem.«

Bror Botwes måde at række ud afbalancerer venlighed med principfasthed. Muslimer fejrer traditionelt Eid al-Adha ved at ofre et dyr som en vædder eller ged. De gør dette til minde om, at Gud tillod Abraham at ofre en vædder i stedet for sin søn Isak.

»Vi fortalte [vores muslimske venner], at de ikke kunne slagte vædderen på vores kirkes område. Vi forklarede vores tro på, at den Almægtige har ydet det ultimative offer. Og de respekterede vores ønske,« siger bror Botwe. »Efter gudstjenesten tog de hen til moskeen, hvor ofringen blev foretaget af den øverste imam.«

For bror Botwes venlighed gav den øverste imam ham noget af vædderkødet. Bror Botwe accepterede det høfligt.

»Når I begynder med at vise deres værdier og tro respekt, respekt dem for hvem de er – og ikke fordømmer eller nedgør dem, selv om I er uenige med dem – vil der være gensidig respekt,« siger bror Botwe.

Billede

billede af tre mænd og billede af mennesker og kasser

Bespisning af sultne i Boston

Sidste dages hellige i Massachusetts i USA har arbejdet sammen med det kristne samfund i Azusa og katolske velgørenhedsorganisationer for at levere mad til fattige i Boston, Malden og Springfield. I november 2022 donerede Kirken 3.000 frosne kalkuner og 40 tons mad med lang holdbarhed.

Tre lastbiler fulde med mad fra biskoppernes forrådshus i Salt Lake City ankom til Boston den 19. november. 1.000 kalkuner blev leveret til Bostons katolske velgørenhedsorganisationer for at hjælpe dem med uddelingen af 1.400 thanksgiving-måltider til husstandene i byens Dorchester-kvarter. De 2.000 andre kalkuner og øvrige 40 tons mad blev læsset af i en af sidste dages helliges kirkebygninger i Newton. Og så kom de frivillige – omkring 400 af dem – der brugte deres lørdag på at ompakke forsyningerne til 2.000 madkasser.

To af disse frivillige, Charles Inouye og hans søn Kan, hjalp med at aflevere og opstille lange borde og madvogne på parkeringspladsen ved kirkebygningen. Kan hjalp med at åbne og stable papkasser. Hans far kørte en gaffeltruck.

»Jesus lærte os, at solen skinner på alle, og at regnen både falder på de retfærdige og uretfærdige,« siger bror Inouye. »Jeg har på det seneste tænkt meget over, hvad ›så vær da fuldkomne‹ betyder [Matt 5:48]. Kan vi være som solen og regnen – fuldkomne i at give til hvem som helst, hvor som helst og når som helst?«

Pastor Eugene Rivers, der leder det kristne samfund i Azusa, besøgte Newton den morgen. Han sagde, at folk med tro og velvilje, der mødes om en god sag, er samfundets »sidste store håb« for at forhindre os i at synke dybere ned i splittelse.

Medmindre trossamfund engagerer sig mere aktivt i hinanden, så lover det ikke godt for dette land,« siger pastor Rivers.

Grupper af trosretninger, der mødes, som de gør i Boston, er ifølge pastor Rivers en klog og effektiv kristen løsning – og den »eneste lovende mulighed vores land har« for at opnå enighed og samhørighed.

Billede

billede af mennesker rundt om bord og billede af en kvinde, der taler

Hjælp til mødre i Memphis

I Tennessee i USA har nogle sidste dages hellige sluttet sig til brødre og søstre fra National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) for at hjælpe mødre og deres børn til at trives i et område, hvor spædbarnsdødeligheden er en af USA’s højeste. Denne indsats er med til at virkeliggøre den vision, som præsident Russell M. Nelson skitserede i 2021 om de to organisationer, der mødes i tjeneste for samfundet.⁸

I november 2022 samledes fire medlemmer af familien Dudley fra Memphis-staven i Tennessee med adskillige folk i NAACP Memphis-grenen for at dele løbesedler ud om et initiativ med undervisningshold, der var beregnet til at hjælpe nye og gravide mødre med at tage sig bedre af deres børn.

»Vi havde mulighed for at banke på døren hos en kvinde, der var gravid,« siger Marc Allan Dudley, der uddelte løbesedler med sin hustru, Sonya, og to af deres døtre. »Hendes øjne lyste lidt op, og hun var taknemmelig for initiativet … Folk er glade for, at nogen lægger mærke til, at der er et problem, og at der er nogen, som er gør noget ved det.«

»Dette partnerskab har Gud ordineret og Gud inspireret«, tilføjer grenspræsidenten ved NAACP i Memphis Van Turner. »Jeg er bare så glad for, at det sker på så kritisk et tidspunkt i vores by. Vi kæmper med sikkerhed i det offentlige rum, vi kæmper med hjemløshed, vi kæmper mod fattigdom. [Det er afgørende at tale om] menneskets oprindelse, mens disse unge mennesker befinder sig i livmoderen, og forsøge at sikre sig, at de får den rette pleje i livmoderen, [og så] kommer ud og overlever og bliver sunde. Når det sker, får de en god start på livet.«⁹

Billede

billeder af folk og donationsautomater

Oplys verden med donationsautomater

Siden 2017 har Kirken opstillet automater (kaldet Light the World Giving Machines (donationsautomater)) en unik måde for folk til at donere til nødlidende på. I 2022 blev disse maskiner brugt 28 steder fra Manila til Mexico City. Velgørere kan købe ting til andre, såsom varer, vacciner, senge, frisk vand og husdyr. Bidragene går til Kirkens lokale og globale velgørenhedspartnere.

Jenny Doan, en sidste dages hellig, lavede et særligt quiltet tæppe for at skaffe penge til donationsautomater i sit område. »Jeg synes bare, at [disse automater] er så særlige, fordi de ikke kun [hjælper] lokalt, selvom det er vigtigt,« siger søster Doan. »Man kan give en ged til en familie, der har brug for en ged – det er ikke noget, man normalt kan pakke ind og lægge i en æske. Men her har man mulighed for at gøre det. Og den slags ting ændrer folks liv.«¹⁰

Tiffany Bird, en sidste dages hellig i Atlanta i Georgia, kalder donationsautomaterne for en »unik hjælp for mine børn til at opleve at give til andre. Når de ser produkterne i maskinerne, indser de, hvordan der er familier og børn omkring dem, der ikke har til de basale daglige behov. Og det er en mulighed for dem til at gøre noget ved det.«¹¹

Ved oktoberkonferencen 2022 citerede præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, ældste Orson F. Whitneys lærdomme om, at »Gud bruger mere end ét folk i fuldendelsen af sit store og forunderlige værk … Det er for stort og for vanskeligt for kun ét folk.« Præsident Oaks formanede os derpå til at være »mere opmærksomme på og mere påskønnende over for andres tjeneste.«¹²

Som rabbiner Sacks sagde, handler det om spillet, ikke kun holdet. Sidste dages hellige eller ej, så er vi alle i samme båd.