Tre sandheder om Jesus Kristus, der er unikke for vores kirke

Jesus forklarede sin rolle som den enbårne Søn og sagde: »Jeg og Faderen er ét« (Joh 10:30). Men sidste dages hellige ved, at Faderen og Sønnen er »ét« i deres formål, og ikke i væsen. Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum skrev: »På det oprindelige græske optræder ›ét‹ i intetkøn, og udtrykker derfor enhed i egenskaber, kraft eller formål og ikke en enhed i personlighed, der ville have krævet den maskuline form.«¹

Før sin stening så Stefanus »Menneskesønnen stå ved Guds højre side« (ApG 7:56). Profeten Joseph Smith så »to personer« i et syn (JS-H 1:17). Frelseren selv bad ofte til sin Fader.

Vi tilbeder stadig Faderen som vor Gud og ærer Sønnen som Kirkens overhoved. Men vi afviser typisk kristendommens tro på en »treenig enhed«, en tro, der blev indgået kompromis om i rådet i Nikæa næsten 300 år efter Kristi opstandelse.²

På grund af Adam og Evas fald blev vi adskilt fra Guds nærhed (se Alma 42:7). Men vor Frelsers forsoning bygger bro over den kløft, der er skabt af Adams overtrædelse, og fører os tilbage til Guds nærhed for at blive dømt i overensstemmelse med vores gerninger (se 2 Ne 2:5-10; Hel 14:15-17). Vi kan også blive tilgivet og renset for vores egne synder ved at »anvend[e] Kristi forsonende blod« (Mosi 4:2). Kristus sagde: »I [skal] altid bede til Faderen i mit navn« (3 Ne 18:19), hvilket vil sige, at vi beder til vor himmelske Fader gennem Frelserens kraft.

I Kirken indgår vi pagter – aftaler, hvor vi lover at følge befalinger, og vor himmelske Fader lover til gengæld at velsigne os. Kristi fuldkomne eksempel viser os, hvordan vi ærer disse pagter og kommer Gud nærmere. I vores dåbspagt lover vi f.eks. »altid [at] erindre ham og holde hans befalinger … så [vi] altid må have hans Ånd hos [os]« L&P 20:77).

Jesus har sagt: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh 14:6). Hans befalinger og eksempel viser os, hvem Gud ønsker, at vi bliver. Kristi rolle som formidler svækker ikke vores bånd til vor himmelske Fader. I stedet viser vores formidler os, hvordan vi får et stærkere bånd til Faderen (se L&P 45:3-5).

Mange kristne bærer korset som det højeste symbol på Kristi evige kærlighed. Dette er dog ikke så almindeligt blandt sidste dages hellige kristne på grund af »vores fokus på Kristi missions komplette mirakel«.³ Hans forsoning »omfattede hans lidelse i Getsemane have og hans lidelse og død på korset og endte med hans opstandelse«.⁴

Disse tre begivenheder udgør helheden af vor Forløsers sonoffer. I Getsemane have led han »smerter og trængsler og fristelser« (Alma 7:11) for at opfylde Esajas’ profeti om, at han ville blive »gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder«. (Es 53:5).

Vi overser ikke smerten ved den fysiske død ved korset. Men vi anerkender også, at udgydelsen af blod »til syndernes forladelse« (Matt 26:28), og det at »døden opsluges for evigt« (Es 25:8) gennem opstandelsen, langt opvejer det kortlivede nederlag ved døden ved syndernes hænder.

Som sidste dages hellige bruger vi ikke disse forskelle til at se ned på andre trosretninger; vi respekterer deres tro, ligesom vi håber, at de respekterer vores. Vi kan se på vores forskellige overbevisninger med taknemmelighed for de yderligere »tydelige og dyrebare« (1 Ne 13:34-35) sandheder, som vi har, takket være det gengivne evangelium, Mormons Bog og Herrens ord gennem hans profeter og apostle.

Hvis der er én ting, som vores tro som sidste dages hellige i sidste ende lærer os, så er det, at Jesus Kristus kender os personligt. At han elsker os hver især. Vi ved, at »han er verdens lys og liv og håb. Hans vej er den sti, der fører til glæde i dette liv og evigt liv i den kommende verden«. Ved juletid – og hele året rundt – kan vi i sandhed sammen med vores nutidige profeter sige: »Vi takker Gud for den enestående gave, som han gav os i form af sin guddommelige Søn.«⁵