Jeg tror på mirakler

Jeg tror, at vi dagligt har brug for mirakler, ellers udvikler vi os ikke på vores rejse tilbage til Gud. Da Nefis familie »havde tilstrækkelig tro til at være overbevist om, at Gud kunne udvirke, at [liahonaen] ville pege den vej, de skulle gå, se, da blev det gjort; derfor fik de dette mirakel og også mange andre mirakler, som blev udvirket ved Guds kraft dag for dag« (Alma 37:40).

Vores tro går forud for miraklet, men miraklet kan bekræfte vores tro, hjælpe den til at vokse og føre os fremad på stien.¹

Jeg tror på, at mirakler finder sted i alle former og størrelser, lige fra det dramatiske til det, der let kan forklares som en tilfældighed. Jeg tror på, at Herren vil velsigne os med dem oftere, hvis vi ser efter dem, genkender og anerkender dem med taknemmelighed.²

Jeg tror på, at det er anderledes at være opmærksom på mirakler end at søge efter tegn. Når man er opmærksom på mirakler, indebærer det tro eller i det mindste håb; at søge efter tegn antyder skepsis. En troende og en skeptiker kan være vidne til det samme mirakel, men kun en af dem vil genkende det som det, det er (se L&P 63:7). Skepsis kan ikke udvirke mirakler, hvorimod Frelseren sagde, at mirakler og »tegn skal følge dem, der tror« (Mark 16:17; Morm 9:24; Eter 4:18; L&P 84:65; se også L&P 58:64; 63:9; 68:10; 124:98).

Mirakler kommer i mange former. Frelseren sagde:

»Disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger,

og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske« (Mark 16:17-18).

Og så medtager han et mirakel, som vi ofte overser: »Hver den, der tror på mit navn uden at tvivle, for ham vil jeg bekræfte alle mine ord« (Morm 9:25). Jeg tror, at et vidnesbyrd om sandfærdigheden af Jesu Kristi evangelium er et mirakel – et mirakel vi hver især kan få, hvis vi vælger at tro på og efterleve hans ord (se Joh 7:17; L&P 84:44).

Der er mange, som har oplevet prøvelser og tragedier, og da de søgte guddommelig indgriben, var der ingen. De spørger måske: »Hvor var mit mirakel?«

Nogle mirakler ser vi aldrig. Andre glider ubemærket forbi, fordi vi forventede noget andet.³

Men uanset om vi modtog det mirakel, vi søgte, eller ej, har vi hver især i sidste en andel i det største mirakel af alle – Jesu Kristi forsoning, med løftet om, at vi kan få vores kære, som vi har mistet, igen, at byrder kan lettes, og der kan findes trøst, og at vor Frelser ikke blot kender alle vores smerter, sorger og lidelser indgående, men også ved, hvordan vi skal komme igennem dem.⁴

»Er miraklernes dage hørt op?… Nej, for det er ved tro, at mirakler udvirkes; og det er ved tro, at engle viser sig og betjener menneskene; ve derfor menneskenes børn, hvis dette er hørt op, for det er på grund af vantro, og alt er forgæves« (Moro 7:35, 37).

Må vi vælge at tro. Og må vi så leve i taknemmelighed for de mirakler, der vil følge.