Sabbatten er en hellig dag

De bedste af os er ikke for gode; vi kan alle blive bedre, gøre tingene bedre og i højere grad nyde livet, når vi har mere af Herrens And i vores hjem og i vores eget hjerte og gør mere for at dem, som vi kommer i nærheden af og i kontakt med, får det bedre. Et af de store formål med vores eksistens er at tjene Herren, og jeg ser det som et stort privilegium, at vi har mulighed for at tilbede Gud på sabbatten. Og når vi mødes for at tilbede Gud, ser jeg gerne, at vi tilbeder ham af hele vores hjerte. Jeg synes slet ikke, at det er på sin plads at høre folk tale om det timelige ved sådanne lejligheder. Det er tidspunkter, hvor, måske i endnu højere grad end ellers, vore følelser og hengivenhed bør være rettet mod Gud. Hvis vi synger lovsange til Gud, så lad os gøre det i den rette ånd; hvis vi beder, så lad hver sjæl deltage i bønnen, idet vi gør det af hele vores hjerte, så vores ånd ved en forenet ånd må blive ét, så vore bønner og vores tilbedelse kan antages af Gud, hvis And gennemtrænger alt og altid er til stede, hvor gode og trofaste hellige er forsamlede.

Nu vil jeg fortælle jeg, hvad jeg føler en søndag morgen. Jeg er klar over, at det er en dag, som er afsat til at tilbede den Almægtige Gud: Nu bør jeg selv tilbede Gud, og jeg bør tage mig af min familie og se, om de gør det samme eller ej. For vi bliver befalet at holde sabbatsdagen hellig og at hvile fra alt arbejde, ligesom Gud gjorde, da han skabte den jord, som vi bor på. Han har givet os seks dage til at sørge for det forskellige arbejde og pligterne i livet, og hvis vi [sørger for] at holde sabbatten, så lad os gøre det på en måde, som er antagelig for Gud vor Fader, ved i det mindste den dag at hellige os ham og vise ham vore følelser og hengivenhed. Og denne dag forsøger Israels ældster i hele den vide verden at undervise i frelsens principper; og jeg får lyst til at bede for dem og også for alle vore missionærer, som rejser ud blandt de hellige i dette land, såvel som dem, som taler, og dem, og som beder i de helliges forsamlinger i dette land og i andre lande; og - da dette er en dag, som er afsat til at tilbede Gud - [bede for at] hele Israel alle vegne da kan være under den levende Guds Ånds indflydelse og vejledning, og især for at dem, som taler, kan være under Helligåndens guddommelige påvirkning og dele det evige livs ord med de forskellige forsamlinger.⁴

Det er godt for de hellige at mødes og tale med hinanden, at lytte til livets ord og tænke på deres forhold til Gud, til hans kirke og rige og at gå deres egne følelser efter og under Herrens og hans Helligånds vejledning prøve at finde frem til, hvilket forhold de har til deres himmelske Fader, og om de udfører deres pligter og søger at efterleve Guds ord, vilje og lov.⁵

Når vi er … forsamlede, kan vi vente at modtage vejledning og velsignelser fra Gud, fra hvem »alle gode og fuldkomne gaver kommer,« som skrifterne siger; og vi får også at vide, at i ham »[findes] der ikke … forandring eller skiftende skygge« [se Jak 1:17]. De, som taler, og de, som hører i vore forsamlinger, bør vejledes af Herren, Lysets Kilde. Blandt alle folkeslag under himlen forstår vi sidste dages hellige nødvendigheden af at sætte vores lid til Gud. For jeg ser sådan på det, at uanset hvilken intelligens, der måtte bibringes, uanset hvor fremragende en tale og opbyggende disse ideer måtte være, vil de ikke gavne dem, som hører, medmindre de er under Guds Ånds vejledning og inspiration.⁶

Der er ikke noget levende menneske, og der har aldrig levet et menneske, som har kunnet belære om det, der hører Gud til, medmindre han er blevet belært, undervist og vejledt af åbenbaringens Ånd, som kommer fra den Almægtige. Og der er heller ingen, som er i stand til at modtage sand intelligens og foretage en korrekt vurdering af det evige livs evige principper, medmindre de er under denne samme Ånds påvirkning, og derfor er alle talere og tilhørere i den Almægtiges hænder.⁷

Vi mødes som intelligente skabninger og ønsker at forstå noget af vores fælles oprindelse, vores nuværende eksistens og vores fremtidige skæbne. Vi mødes for at finde ud af noget om vor himmelske Fader, om hans guddommelige handlemåde med menneskeheden, om hans fremgangsmåde og hensigter med os og om formålet med vores skabelse; og [vi ønsker], om muligt, at vide noget om den verden, som ligger hinsides vores nuværende sfære. Dette er blandt noget af det, som vi ønsker at vide, at forstå og at finde ud af, hvis vi kan.⁸

Jeg kender ikke nogen anden måde, hvorpå vi kan blive belært, undervist og komme til at forstå vores sande position uden ved indflydelse fra den levende Guds Ånd. Et menneske kan tale ved Guds Ånd, men det kræver også en del af denne Ånd hos dem, som lytter, for at de kan få en korrekt forståelse af betydningen af det, som de modtager, og derfor har Herren og hans hellige altid har haft svært ved at få folk til at forstå det, som er af særlig interesse for dem. Vi tænker alle, at hvis vi kunne blive belært af Gud, ville det være rigtigt godt. Det antager jeg, at verden ville se som en stor velsignelse. Så opstår spørgsmålet blandt dem, om hvorvidt de lærdomme, som de modtager, kommer fra Gud eller ej. Hvordan kan de vide det? Jeg kender ingen anden måde end den, der omtales i skrifterne: »Men det er den ånd, som er i mennesket, den Almægtiges ånde, der giver dem indsigt« (Job 32:8). Og i Det Nye Testamente får vi atter at vide, at »intet menneske ved, hvad der bor i Gud uden ved Guds Ånd« [se 1 Kor 2:11]. Derfor ville al visdom, al intelligens, al ræsonneren, al den filosofi og alle de argumenter, som anvendes af menneskets sind, være nyttesløse, medmindre menneskets sind er beredt til at modtage denne lærdom - beredt af Herrens Ånd, den samme Ånd som bibringer intelligens.⁹

Frelserens komme til verden, hans lidelser, død, opstandelse og opstigen til den stilling, som han har i den evige verden hos sin himmelske Fader, har stor betydning for vores interesser og lykke; og derfor har vi fortsat den gudstjeneste, som vi deltager i hver sabbat. Denne nadver er udførelsen af Jesu Kristi opfordring til sine disciple: »For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer« (1 Kor 11:26). Tro på dette ritual forudsætter naturligvis, at vi har tro på Jesus Kristus, på at han er Faderens Enbårne, at han kom fra himlen til jorden for at opfylde et bestemt formål, som Gud havde udtænkt - ja, at sikre menneskeheden frelse og ophøjelse. Alt dette har en hel del at gøre med vores velfærd og lykke her og herefter. Jesu Kristi død havde ikke fundet sted, hvis det ikke havde været nødvendigt. At denne ceremoni skulle indføres for at minde folk om denne omstændighed vidner om dens betydning.¹⁰

Vi er forsamlet for at tage Herrens nadver, og vi bør bestræbe os på at holde vore følelser og hengivenhed fra det timelige. For når vi tager nadveren, mindes vi ikke blot vor Herre og Frelser Jesu Kristi død og lidelser, men vi ser også frem til den tid, hvor han vil komme igen, og hvor vi skal mødes og spise brødet sammen med ham i Guds rige [se Luk 14:15; Matt 26:29]. Når vi er forsamlede således, kan vi vente at modtage vejledning og velsignelser fra Gud.¹¹

Fordums Guds folk, i hvis hjerter inspirationens flamme var tændt, så frem til den mindeværdige begivenhed, hvor det slagtede Lam ville give sig selv som offer, men vi ser tilbage på denne begivenhed. Vi bryder brødet og spiser det, og vi drikker vandet sammen hver sabbatsdag, og vi gør det til erindring om vor Herre og Frelser Jesu Kristi legeme og blod; og dette vil vi blive ved med at gøre, indtil han kommer igen. Når han kommer, forventer de sidste dages hellige at være blandt den begunstigede gruppe, som vil spise og drikke sammen med ham ved hans eget bord i vor Faders rige. Dette forventer jeg lige så meget, som jeg forventer at skulle spise middag i aften.¹²

Vi skal passe på, så vi ikke pådrager os en dom, når vi tager [nadveren]. Skændes I nogensinde med jeres brødre eller handler på en måde, der sætter følelserne i kog, eller bruger I måske hårde ord om hinanden eller gør noget forkert på andre måder, hvorefter I mødes i højtidelig hån mod Gud og spiser jer en dom til? Vi skal være forsigtige med disse ting; og derfor bør vi forstå, at når vi bringer vores gave til alteret og dér kommer i tanke om, at vi har et udestående med vores broder, bør vi først gå hen og forsone os med ham og derefter komme og ofre vores gave [Matt 5:23-24]. Kom ikke i nogen form for skinhellighed, men kom med rene hænder og rent hjerte og sig: »O, Gud, ransag mig og prøv mig, og hvis der findes nogen synd i mig, så lad den forsvinde, og lad mig være din tro repræsentant på jorden, og lad mig få den i den And, som bor i Kristus og nyde den i mit liv på jorden, så at jeg sammen med mine brødre må møde ham med et rent hjerte og skyldfrie hænder, når han kommer igen.«¹³

Der er for mange af os, som tragter efter det verdslige. Kan verden give jer det lys, som I har modtaget, og evangeliet og himlens håb, som I har modtaget, og det præstedømme som I har fået? Og vil I bytte dette bort for en portion linser og svælge i det snavs, den korruption, synd og ondskab, som det vrimler med i verden? Hvad er vi kommet hertil efter? For at tilbede Gud og holde hans bud. Og hvordan er det fat med mange af os? Vi glemmer i mange tilfælde vores store kaldelses herlige håb, og vi giver efter for tåbeligheder, dårskab, svaghed og ondskab, og vi styres mere eller mindre af begærlighed, druk, brud på sabbatten og diverse onder. Nogle gange ser jeg Israels ældster transportere læssevis af brænde og læssevis af hø på sabbatsdagen. Jamen, det er en stor skam i Guds, hellige engles og andre intelligente væsners øjne … Hvad tænker I om en ældste, der lyver, en højpræst, der bander, en halvfjerdser, der bryder sabbatten, og en begærlig hellig? Sådanne mænds sjæl burde være inspireret af åbenbaringens lys, og de burde være levende vidner, eksempler, som alle menneske kan følge! Tror I, at I kan efterleve jeres religion, have Guds And hos jer og få evigt liv og samtidig gøre disse ting? Nej, siger jeg jer.¹⁴

Det er almindeligt for de folk i verden, som vi er indsamlet fra, at tale om det åndelige om søndagen, når de har søndagstøjet på og er i kirke og så om mandagen at pakke deres religion væk i deres kommode sammen med deres søndagstøj og ikke have mere med den at gøre førend næste søndag … Ah, hvor er menneskene tåbelige ikke at anerkende Gud i alle ting, at tilsidesætte Gud og hans religion og stole på deres egen dømmekraft og intelligens.¹⁵

Der er noget, som stikker lidt dybere, end vi nogle gange tænker over, og det er, at mens vi hævder at følge Herren, mens vi hævder at have modtaget evangeliet og at være ledet deraf, vil en sådan påstand ikke have nogen betydning, medmindre vi har vasket vore klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Det er ikke nok for os at stå i forbindelse med Guds Zion, for Guds Zion skal bestå af mennesker, som er rene af hjertet og fører et rent liv og er uplettede for Gud; det er i det mindste det, som vi skal nå frem til. Vi er der ikke endnu, men vi skal nå dertil, inden vi vil være beredte til at arve herlighed og ophøjelse. Derfor vil et gudfrygtigt skin gavne os meget lidt, for han, som kender Mesterens vilje og ikke gør den, han skal have mange prygl [se Luk 12:47]. »Ikke enhver som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, som gør min himmelske Faders vilje« [Matt 7:21]. Dette er evangeliets lærdomme, som jeg forstår dem. Og det er ikke nok for os at tage evangeliet til os og være samlet her i Zions land og være sammen med Guds folk, overvære vore møder og tage nadveren og forsøge at leve så skyldfrit som muligt. For til trods for alt dette er vi i Guds øjne ikke rene af hjertet, hvis vores hjerte ikke er oprigtigt; hvis vi ikke har et rent hjerte og ren samvittighed og ikke frygter Gud og holder hans befalinger, vil vi ikke, medmindre vi omvender os, få del i disse velsignelser, som jeg har talt om, og som profeterne vidner om.¹⁶

Det et vores pligt at være hellige. Og for at være værdige til en sådan personlighed har vi pligt til at leve efter dydens, sandhedens, retskaffenhedens, hellighedens, renhedens og ærens principper, så vi til alle tider kan være sikre på den almægtige Guds gunst, så hans velsignelser vil være hos os og bo i vores bryst, så Guds fred må hvile over vores hjem … og så vi som et folk kan være under hans guddommelige beskyttelse.¹⁷