»Elsk din næste som dig selv«

Gud er vor Fader, vi er hans børn, og vi bør alle være brødre. Vi bør føle os og handle som brødre, og når vi stræber efter at tjene Herren vor Gud af hele vores hjerte, sind, sjæl og styrke, bør vi samtidig søge at elske vores næste som os selv. Vi bør interessere os for hans velfærd, lykke og fremgang og for alt, som vil kunne fremme hans timelige og evige velfærd.⁵

Hvis vi forsøger at bedrage vores bror, hvordan kan vi så forvente, at Gud vil velsigne os derfor, for han er lige så meget vor himmelske Faders barn, som vi er. Og da han er hans barn, er han interesseret i hans velfærd, og hvis vi søger at skade Herrens barn, tror I så, at Gud vil være tilfreds med os? … Vi ønsker at være retfærdige og ædelmodige over for hinanden. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.« Vi får at vide, at dette er det første bud. Og det andet minder om det: »Du skal elske din næste som dig selv« [Mark 12:30-31]. Gør vi det? Hvor ville det være dejligt at stå foran Herren, hvis vi gjorde …

… Vi bør leve, så at vores kærlighed til hinanden kan vokse hele tiden og ikke mindskes og have barmhjertighed i vores bryst, så vi kan bære hinandens byrder og føle, at vi er de af Guds børn, som forsøger at efterleve hans ord og vilje og lov. Og så skal vi behandle alle korrekt.⁶

Vi bør være fyldt med barmhjertighed, broderlig kærlighed og hengivenhed, kærlighed til hinanden og kærlighed til alle mennesker. Vi bør føle, som vores himmelske Fader føler.⁷

Søg hinandens velfærd, som skrifterne siger: »Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse« [se Rom 12:10]. I siger, at det er temmelig svært; ja, men I må hellere gøre det. Vi bliver befalet at elske vores næste som os selv. Hvis vi kan gøre det og så vise vores næste agtelse, og hvis det gør lidt gavn gøre det til deres fordel, så opfylder vi ikke blot loven og profeterne, men evangeliet. Lad os dyrke kærlighedens og mildhedens ånd, og begrav enhver lille ubehagelighed.⁸

Den religion, som vi har taget til os, bringer os i åndelig henseende i forbindelse med hinanden og hjælper os med at elske hinanden, og jeg ville ønske, at der var lidt mere tendens dertil blandt os, og at vi elskede hinanden lidt mere og satte os lidt mere ind i hinandens interesser. Jeg ville ønske, at vi kunne sympatisere med vore brødre og være fulde af kærlig mildhed og være mere gavmilde over for hinanden. Jeg ville ønske, at vi kunne føle, at den broderlige kærlighed er varig, og at den breder sig, vokser og flyder fra livets kilde - fra Gud, fra hjerte til hjerte ligesom olie hældes fra kar til kar, så at der kan være universel harmoni, sympati, mildhed og kærlighed blandt os. Det er det, som evangeliet vil gøre for os, hvis vi blot vil lade det.⁹

Ved et møde [i Kirken] for kort tid siden var der repræsenteret 25 nationaliteter. Er der nogen forskel på følelserne blandt disse forskellige folkeslag? Nej.

Da jeg for nylig talte med en herre om nogle af problemerne mellem englænderne og irlænderne, sagde jeg til ham, at det var beklageligt, at der skulle herske sådan en følelse. Jamen, sagde han, de er to forskellige racer, og de kan ikke sammen, for den ene side er keltere og den anden angelsaksere, og deres opfattelse og følelser er forskellige. Deres meninger og følelser adskiller sig fra hinanden. Deres uddannelse og deres instinkter adskiller sig fra hinanden. Det er sandt nok, hvad angår disse ting. Men hvad med os? Vi er samlet her under Helligåndens inspiration, og som jeg sagde før, giver det en fælles følelse og ånd, en enhed og sympati som ikke findes i verden, og Jesus har sagt: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35)…

Og hvordan kan det være, brødre? Er vi måske skandinaver, er vi englændere, er vi skotter, schweizere eller hollændere? Nej; Guds Ånd, som opnås ved lydighed mod evangeliets krav, og det, at vi er født på ny af vand og af Ånd, har gjort os ét af hjerte, ét af tro og ét i dåben. Vi har ingen nationale skel eller klasseskel af den slags blandt os.¹⁰

Vi er ikke alle ens. Vore ansigter er forskellige, og vore skikke er forskellige, selv om vi er skabt af det samme stof og besidder den samme slags organisme. Vi er så forskellige, at man næppe finder to mennesker, som er ens. Jeg ønsker ikke, at alle skal tænke, som jeg gør. Jeg er villig til at give alle stort spillerum, hvad angår disse ting. Men jeg ønsker at se alle handle rigtigt og holde fast ved Gud. Og hvad angår en mængde andre bagateller, så bekymrer jeg mig meget lidt derom.¹¹

Hvis gode mennesker mangler livets grundlæggende nødvendigheder, siger skrifterne: »Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?« [Se 1 Joh 3:17]. Og hvad angår dette, bør vi sørge for alles behov … Lad os ikke gøre dem til fattiglemmer, men lad os behandle dem som søskende, som gode, ædle mænd og kvinder. Lad os sørge for at tage os af dem.

Jeg har set nogle mennesker, som knælede ned og bad inderligt til, at Gud ville brødføde de fattige og klæde de nøgne. Jeg ville aldrig bede Herren om at gøre noget, som jeg ikke vil gøre. Hvis vi har sådanne blandt os, så lad os komme i gang og hjælpe dem … Og hvis folk kommer ud for nogen som helst form for ulykke, så tag jer af dem og giv dem det, som er nødvendigt for deres velfærd og lykke. Og Gud vil velsigne os i dette.

Jeg ville meget hellere have, at I for eksempel bragte [dem] en sæk mel, noget kød … sukker, noget smør og ost, tøj, brændsel og lignende ting for at gøre tilværelsen bekvem og således prøvede at gøre folk glade end at bede alle de bønner, som I ville kunne opsende til Herren om det, og det ville han også hellere have. Det er den rigtige måde at gøre tingene på. Vi modtager selv velsignelser; så prøv at fordele dem, så vil Gud velsigne og lede os på fredens vej.¹²

En mand kom engang hen til Jesus og spurgte, hvad det største bud var. Frelseren svarede ham: »>Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.< Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: >Du skal elske din næste som dig selv«< [Matt 22:37-39]. Kan vi det? Det er somme tider svært, er det ikke? Vi føler for ofte, at vi hellere vil lægge to dollars ned i vores egen lomme end i vores næstes, gør vi ikke? Vi ville hellere have to eller tre køer, end at vores næste skulle have én? …

Behandl alle godt, gør det der er rigtigt mod alle, og kultivér mildhedens ånd over for alle. Og når I ser nogens kvæg på en andens mark, så nær tilstrækkelig interesse for hans velfærd til at gå hen og drive dem væk. Og prøv at fremme jeres næstes velfærd og få dem til at føle sig så godt tilpas, som I kan, så vil Gud velsigne os, og vi vil velsigne hinanden.¹³

Behandl hinanden rigtigt. Har I forsyndet jer mod en anden? Gå da hen og tilbyd ham erstatning. Har I bedraget nogen? Gå da hen og bring det i orden. Har I talt uvenligt til jeres bror eller søster? Gå da hen og indrøm jeres fejl, bed om tilgivelse, og lov at forbedre jer fremover. Og så siger han eller hun måske til gengæld: »Ja, og jeg sagde sådan og sådan forleden, vil du ikke nok tilgive mig?« Hvor meget bedre, og hvor meget mere i overensstemmelse med en af Guds helliges kald, er ikke sådan en kurs end at bære nag i hjertet.¹⁴

Lad os behandle hinanden venligt og hinandens rygte med respekt og bekymre os om hinandens velfærd, og lad os behandle alle, som vi ønsker, at Gud skal behandle os. Og da kan vi sige, når vi kommer til Herren: »Fader, forlad os vor skyld, som vi forlader vore skyldnere« [se Matt 6:12,14], for hvis vi ikke tilgiver vores broder, hvordan kan vi så forvente, at vor himmelske Fader vil tilgive os? Hvis vi har haft noget udestående med vores næste, så lad os forsøge at bringe det i orden. Sig: »Bror eller søster det og det, jeg har temmelig dårlig samvittighed over noget, som jeg har sagt om dig eller gjort mod dig, eller en handel, hvor jeg har udnyttet dig, og jeg er kommet for at bringe det i orden, for jeg er fast besluttet på at gøre det rigtige, uanset hvad andre mennesker gør.«¹⁵

Hvis mennesker ved at følge en forkert kurs handler ubetænksomt og søger at forvolde os skade, skal vi så søge at forvolde dem skade? Nej, vi vil forsøge at gøre alt det gode mod dem, som vi kan, »Men det er ikke naturligt.« Men så bør vi ændre vore naturlige tendenser til mere guddommelige egenskaber. Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: >Du skal elske din næste og hade din fjende.< Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« [Matt 5:43-44]. Når I har gjort alt dette og levet op til lovens krav, hvad mere kan der så kræves afjer? Intet…

… Hvis der er problemer mellem mig og nogen andre, vil jeg møde dem på halvvejen, ja, jeg vil møde dem på tre fjerdedele af vejen eller endda fuldt ud. Jeg ville gerne give efter. Jeg ville gerne sige, at jeg ikke ønsker at skændes, jeg ønsker at være en hellig. Jeg har sat mig som mål at opnå renhed, dyd, broderskab og lydighed mod Guds love på jorden samt troner og fyrstendømmer og herredommer i de evige verdner, og jeg vil ikke tillade ubetydelige anliggender at komme i vejen for mine muligheder. Jeg går ind for liv, evigt liv og evig ophøjelse i Guds rige.¹⁶

»Tilgiv os vore synder, således som vi tilgiver dem, som synder mod os.« Tænker I konstant på dette? Vi knæler ned, og mange af os mener, at vi er temmelig ordentlige fyre. Men der er broder det og det; han opfører sig ikke helt rigtigt, og jeg bryder mig ikke ret meget om ham, og jeg har sagt lidt om ham, for han har forbrudt sig mod mig, og jeg vil gerne have fuld oprejsning, men, oh Gud, vil du ikke nok tilgive mine synder? Det vil jeg, siger Herren, på den betingelse at du tilgiver din broder, og kun på den betingelse. »Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave« [Matt 5:23-24]. Når man efterlever denne lov, så kan vi sige: »Tilgiv os vore synder, således som vi tilgiver dem, som synder mod os.«

Hvis Herren skulle besvare vore bønner, ville mange af os i vores nuværende tilstand ikke få tilgivelse. Hvis vi ønsker, at hele folket skal være gode hellige, så lad os selv være gode hellige. Lad ham, som siger til en anden: »Du må ikke Stjæle,« ikke selv stjæle. I, som belærer jeres broder om ikke at tale ondt om sin næste, afholder I jer selv fra at gøre det? …

Vi bør virke i hinandens interesse og føle sympati for hinanden. Vi skal være brødre i Guds Kirke og rige, knyttet sammen med det evige evangeliums ubrydelige bånd, ikke kun for tid, men for evigt. Fra da af bør alle vore handlinger udføres med dette formål og bygge på retfærdighedens og venskabets principper.¹⁷

Vore følelser over for menneskeheden i verden generelt bør være de samme, som Jesus viste menneskeheden. Han søgte at gøre noget for deres velfærd, og vores motto bør altid være det samme, som hans var: »Fred til mennesker og Guds velbehag« [se Luk 2:14]. Uanset hvem de er, eller hvad de er, så bør vi søge at fremme alle Adams efterkommeres lykke og velfærd.¹⁸

Hvis vi gør nogle små fejltrin, handler Frelseren ikke som en tåbelig, hævngerrig mand og slår en mand omkuld. Han er fuld af mildhed, langmodighed og overbærenhed og behandler alle med mildhed og høflighed. Dette er de følelser, som vi ønsker at forfalde til og ledes af. Dette er de principper, og dette er den ånd, som bør anspore enhver ældste i Israel, og hvorved han bør styre sit liv og sine handlinger.¹⁹

Hvis Jesus, da han levede på jorden, tålmodigt kunne udholde menneskers spot og spe og bebrejdelser, som han ofte blev overdænget med, kan vi, hvis vi er i besiddelse af de principper, som han belærte om, også tillade os at ære de samme ædle og storsindede følelser, som boede i hans hjerte …

I overensstemmelse med Guds forudbestemte plan og mål med menneskeslægten kom Jesus hertil som Faderens Enbårne, som er fuld af nåde og sandhed. Han kom for at give sig selv som offer, den retfærdige for de uretfærdige, for at opfylde en brudt lovs krav, som menneskeheden ikke kunne opfylde, for at frelse dem fra faldets ødelæggelser, for at befri dem fra dødens magt, som alle mennesker var blevet underkastet ved overtrædelse af loven, og han … gav sig selv, Guds Søn, som sonoffer for verdens synder. Og da man modsatte sig ham, afviste ham, kastede ham ud, spyttede på ham og talte ondt om ham, og atter, da han blev korsfæstet … [sagde] han: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« [Luk 23:34],

Han belærte om, at der stod skrevet i loven i gammel tid: »Øje for øje og tand for tand.« Men, siger han: »Jeg siger jer … Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske Faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige« [se Matt 5:38-39, 44-45]. Disse var principper, som var værdige for en Gud. Dette var følelser, som hvis de bliver værdsat af menneskeheden, vil hæve dem fra den lave, uværdige tilstand, som de arbejder i, placere dem på et højere niveau og give dem fællesskab med deres himmelske Fader og forberede dem til at være sammen med guderne i de evige verdner.²⁰