Menneskets oprindelse og skæbne

»Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?« (SI 8:5).

På den ene side virker mennesket meget ringe, svagt og tåbeligt og meget ubetydeligt. På den anden side virker det klogt, intelligent, stærkt, retskaffent og ophøjet. Det er netop ved den måde, hvorpå man ser på et menneske, at man ledes til at danne sin mening om det. På én måde virker mennesket så at sige som markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen. Det ændrer sine meninger, sine tanker, overvejelser og handlinger. Det er dovent, forfængeligt og visionært uden at være ledt af noget sandt princip. Det fødes så at sige som en sommerfugl, flakker rundt i en kort stund og eksisterer så ikke længere.

Ud fra et andet synspunkt betragter vi det som kommende fra guderne - som en vordende gud - som et evigt væsen, som levede, inden det kom hertil, og som at det stadig vil leve, når dets jordiske rester er blandet med støvet, som det kom fra, og hvorfra det vil opstå og tage del i den glæde, som er dets skæbne, eller modtage belønning for sine onde gerninger alt efter forholdene …

… Hvad er [mennesket]? Det har levet i de evige verdner; det har levet, inden det kom hertil. Det er ikke kun menneskesøn, men det er også Guds søn. Det er en vordende gud og besidder en gnist af den evige flamme, som kom fra Guds evige ild i den evige verden; og det er sat her på jorden, så det kan opnå sand intelligens, sandt lys og sand kundskab - så at det selv kan vide, så at det kan kende Gud - så at det kan vide noget om det, som det var før, det kom hertil, og så at det kan vide noget om, hvad det er bestemt til at nyde i de evige verdner.⁴

Hvis vi tager mennesket, så siges det at være skabt i Guds billede af den enkle grund, at det er et af Guds børn, og da det er hans barn, er det selvfølgelig hans afkom og kommer fra Gud, i hvis billede det er skabt, får vi at vide. Det kommer ikke fra en kaotisk masse grundstoffer, som bevæger sig eller står stille, men det kommer, som en vordende gud med alle en guds anlæg og evner. Og når det er fuldkommengjort og er blevet moden, vil det være som sin Fader - en Gud - hvoraf det sandelig er afkom. Ligesom hesten, oksen, fåret og alle levende væsener, også mennesket, føder sin egen art og sikrer sin arts fortsatte eksistens, sikrer Gud sin arts eksistens.⁵

[Mennesket] står rankt på jorden i sin store Skabers billede, smukt skabt i hele sit legeme, et legeme som besidder alle de nødvendige funktioner for menneskehedens behov. Det står ikke kun i kraft af sin ret, men i kraft af sin evne, skønhed, symmetri og herlighed, over al skabning. Det besidder ligeledes den mentale kraft og evnen til at overveje årsag og virkning og til ved hjælp af den induktive kraft i sit sind og ved den Almægtiges inspiration at forstå de storslåede naturlove, som ses i skaberværket, og det har endvidere evnen til at udnytte naturens elementer og kræfter og tilpasse dem efter sine særlige behov. Og ligeledes ved sine evner, som når ned i dybet og op til himlen og farer i stor hast hen over jorden, idet han gør brug af naturens enkle eller samlede kræfter, som omgiver ham, underkaster han dem sin vilje. Ligeledes har han i kraft af sin intelligens herredømme over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden.⁶

[Mennesket] står stolt og rankt som hersker over al skabning og som Guds repræsentant på jorden. Men selv om han har denne ophøjede stilling og er skabt i Guds billede, besidder han dog blot som menneske de evner, som hører mennesket til, og er underkastet svaghed, sygdom og død. Og når han dør, ligger denne ædle skabning, medmindre han får hjælp vedrørende fremtiden, ja, så ligger denne ædle skabning tavs og hjælpeløs, og dets organer, som før var aktive, levende og virksomme, er nu passive, inaktive og kraftesløse. Og hvad med den ånd, som før kunne tænke på de evigheder, og på de kommende evigheder? Og hvad med dens kapacitet? Og hvad med den ånd, som med sin guddommelige energier, sin forudviden og kraft kunne begribe evighederne? Hvad med den, og hvor er den? …

Hvis … der findes en ånd i mennesket, som vil eksistere i fremtiden, og som kan forstå begrebet om evig udvikling, evig lykke og evig ophøjelse, så må disse herligheder, disse ophøjelser, disse evner og denne kraft være en gave fra en højere skabning, magt eller myndighed, end mennesket besidder … Det er denne gave, som vi taler om nu. Det er om et princip, som udspringer fra Gud, som stammer fra en højere intelligens, hvis planer, magt og evner overgår det jordiske menneskes, ligesom himlen er over jorden, eller ligesom den store Skabers majestætiske værk i det uendelige rum er større end menneskebørnenes sølle værk.

Det er for menneskets ophøjelse til en tilstand af højere intelligens og guddommelighed, at Jesu Kristi formidling og forsoning er blevet indstiftet. Og dette ædle væsen, mennesket, som er skabt i Guds billede, har ikke kun fået evnen til at være en menneskesøn, men også til at være en af Guds sønner … og det har fået evnen til at blive en gud, som besidder den samme magt, majestæt, ophøjelse og stilling som Gud. Der står skrevet: »Mine Kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er« (1 Joh 3:2).

Som et menneske kan det via sit legemes kraft opnå et menneskes ophøjethed og fuldkommenhed, men kan ikke nå videre. Som et menneske fødes det, som et menneske lever det, og som et menneske dør det. Men ved Guddommens væren og kraft, som er i det, og som er sendt ned til det som en gave fra Gud, fra dets himmelske Fader, har det evnen til at hæve sig over menneskets snævre grænser til en guds ophøjelse; og ved Jesu Kristi forsoning … har det således evnen til at opnå evig frelse, evigt liv og evig fremgang. Men denne overgang fra dets tilstand som menneske til at blive gud kan kun opnås ved hjælp af en kraft, som er større end menneskets - en uendelig kraft, en evig kraft, ja, Guddommens kraft. For ligesom alle dør med Adam, således kan alle kun gøres levende i Kristus [se 1 Kor 15:22].

Menneskeheden kan rådføre sig med og kommunikere med Gud ved hjælp af [Kristus]. Ved hans forsoning kan de, ligesom han, overvinde døden. Ved denne forsoning og præstedømmets kraft, som er forbundet dermed, bliver de Guds arvinger og Kristi medarvinger og skal arve troner, riger, fyrstendømmer og magter i de evige verdner. Og i stedet for at være underkastet døden, når denne sidste fjende er tilintetgjort og døden er opslugt og besejret, kan de ved denne forsoning blive fædre og mødre til evige efterkommere og vil kunne opnå bestandig og evig fremgang.⁷

Gud har ordineret, præsidenter, apostle, profeter, højpræster, halvfjerdsere, biskopper og andre ledere blandt jer. De er udvalgt, bemyndiget og ledes af ham, og under hans indflydelse underviser de i hans lov og udlægger livets principper, og de organiseres og ordineres udelukkende for at lede folket på ophøjelsens og den evige herligheds sti.⁸

Vi var lige så uvidende som andre mennesker om frelsens principper og vores forhold til hinanden og Gud, indtil dette blev åbenbaret os ved Joseph Smith.⁹

Vi er Guds børn, og Gud har i disse sidste dage fundet det formålstjenligt, at vi kan kommunikere med ham personligt. Ved hjælp af åbenbaringer fra ham selv og fra hans Søn Jesus Kristus har han ved hellige engles betjening og ved genoprettelse af det hellige præstedømme, som kommer fra Gud, og ved hvilket han selv ledes, gjort det muligt for os at opfylde formålet med vores skabelse.¹⁰

Vi ønsker at forstå og værdsætte vores forhold til Gud og de store velsignelser og privilegier, som er inden for vores rækkevidde. Vi er så at sige lige begyndt i dette store værk … Vi fatter ikke altid dette, og derfor slider vi under vanskeligheder i forbindelse hermed, fordi vi ikke ser, og vi ikke fatter den position og det forhold, som eksisterer mellem os og vor Gud.

Gud er vor Fader; vi er hans børn. Han har bragt os ind i sin pagt, og det er vores privilegium at gå fra visdom til visdom, fra intelligens til intelligens, fra forståelse af et princip til et andet, at gå frem og udvikle os i sandheden, indtil vi kan forstå Gud. For vi er hans børn, vi er hans sønner og døtre, og han er vor Fader. Han har organiseret denne Kirke, så at vi kan belæres om livets principper, så vi kan forstå disse principper, som findes i Guds skød, så vi kan belære vore børn om de rette principper, og så vi kan være i en position, hvor vi kan blive ligesom vor himmelske Fader.¹¹

Herren har åbenbaret os mange Velsignelser, og nogle gange synes jeg, at vi knap nok påskønner sandhedens lys, som er udviklet, det lys, som er forbundet med det evangelium, der er blevet genoprettet, åbenbaringens lys, der er blevet os givet, det forhold, vi har til Gud, engle, vore efterkommere og forfædre, det håb, som evangeliet har sået i hjertet hos enhver trofast sidste dage hellige, som bærer udødelighedens og det evige livs blomster …

Nogle gange glemmer vi vore bønner, ansvar, pligter og pagter, og vi giver under mange forhold efter for noget, som har tendens til at formørke sindet, forplumre forståelsen, svække vores tro og berøve os Guds Ånd. Vi glemmer den brønd, som vi er gravet op af, og den klippe, som vi er hugget ud af, og det er nødvendigt, at vi tænker over den stilling, som vi har, over det forhold, som vi har til Gud, til hinanden og til vores familie, så vores tanker kan føres tilbage til den Gud, som har skabt os - vor Fader i himlene, som hører vore bønner, og som til enhver tid er rede til at sørge for sine trofaste helliges behov. Og nogle gange er det nødvendigt, at vi tænker over den position, som vi har i forhold til den jord, som vi lever på, og den eksistens, som vi havde, inden vi kom hertil, samt de kommende evigheder.

Vi må ikke være dovne og træge, skødesløse og ligegyldige. Men ligesom de første hellige blev formanet, således formaner vi jer i dag: Kæmp ihærdigt for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige [se Jud 1:3] …

… Som evige væsener, der står i kontakt med en evig Gud og har en religion, som fører til denne Gud, ønsker vi ligesom fordums hellige at vide noget om ham, at kommunikere med ham, opfylde formålet med vores skabelse og vores skæbne på jorden og hjælpe Herren med at tilvejebringe det, som er planlagt, fra verden blev grundlagt, med hensyn til menneskeslægten … Den Almægtige har aldrig ændret sin hensigt og aldrig lavet om på sine planer og heller ikke ophævet sine love … Hans veje er ét evigt kredsløb. Han har kun ét mål for øje, og dette mål vil blive nået, hvad angår mennesket og den jord, som det lever på.

Det eneste spørgsmål, som vi bør stille os selv, er, om vi vil arbejde sammen med Gud, eller om vi hver for sig vil udarbejde vores egen frelse eller ej, om vi hver især vil leve op til de forskellige ansvar, som påhviler os eller ej, om vi vil udføre de Ordinancer, som Gud har indført eller ej - først for os selv, så for vores familie, for de levende og for de døde; om vi vil arbejde for at bygge templer og tjene deri, om vi vil forene os med den Almægtige under hans hellige præstedømmes ledelse for at tilvejebringe det, som er forkyndt af de hellige profeter fra verdens begyndelse, om vi vil kæmpe ihærdigt for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. Dette er til en vis grad op til os …

… Han ønsker, at hans folk skal kæmpe ihærdigt for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige, så de som udødelige væsener kan arbejde sammen med den Almægtige i enighed, så de kan inspireres af åbenbaringens princip, så de kan forstå en del af deres ophøjethed og situation som mennesker, deres situation i evighederne, i den verden, som vi lever i, som den er, og som den vil blive, og i de kommende verdner …

Menneskets ånd, som besidder et legeme, vil blive ophøjet ved det evige evangelium. Og mennesket, vil, i og med at han er trofast, engang forenes med guderne i de evige verdner. Og det største mål med vores arbejde for at plante og så og høste og beskæftige os med livets almindelige sysler, ligesom andre mennesker, gør, er evigt liv og ophøjelse. Vores største mål er at forberede os, vore efterkommere og forfædre til troner, fyrstendømmer og magter i de evige verdner.

Det er det, som vi er her for at opnå, og det som de hellige fordums søgte at opnå. Det er det, som Adam, Noa, Enok, Abraham og profeterne søgte at opnå, så de kunne opfylde deres skæbne på jorden og, som en af fordums profeter sagde, »stå op til [deres] lod ved dagenes ende« [se Dan 12:13], hvor bøgerne vil blive åbnet, hvor den store, hvide trone kommer til syne og han, som sidder på den, for hvis ansigt både himmel og jord må flygte, så vi og de kan være beredte og have fuldført formålet med vores skabelse på jorden og være sammen med de intelligenser, som lever i de evige verdner og atter blive lukket ind i vor Faders nærhed, hvor vi kommer fra og få del i evige sandheder, som mennesket intet kender til uden åbenbaring. Vi er her med dette formål… vi bygger templer med dette formål, vi modtager vores tempelbegavelse med dette formål, vi indgår pagter med dette formål, vi betjener de levende og de døde med dette formål, og alle vore mål og alle vore hensigter har, ligesom inspirerede mænds mål og hensigt i gamle dage, alle at gøre med evige sandheder såvel som med tiden her …

Det er det, vi er her for at opnå, og vi vil nå det. Intet menneske, ingen organisation og ingen magt kan hindre det, for Gud står ved roret, og hans rige går frem, frem, frem og det vil fortsætte og vokse og udvikle sig, indtil verdens riger skal være Guds og vor Herres.¹²