Sikkerhedens arme

En familie havde taget billeder ved en udkigspost ved North Rim i Grand Canyon. De hørte skrig og løb hen og fandt en toårig pige, som var faldet ud under et gelænder og landet på en afsats ca. 10 meter længere nede. Det lille nor prøvede at kravle op, men hendes bevægelser forårsagede bare, at hun gled endnu længere ned og kun var halvanden meter fra et frit fald på ca. 60 meter.

En 19-årig ung mand ved navn Ian så, hvor hun var, og vidste fra sin førstehjælpstræning, hvad han skulle gøre i situationen. Dette er hans ord: »›Straks kom det hele til mig, og jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg lagde mit kamera og gik lidt op ad stien, hvor der ikke var så stejlt, kravlede over stakittet og løb over nogle løse sten og gennem noget krat og fandt hende.‹ Ian holdt hende i sine arme en time og ventede, indtil et redningshold kunne fires ned med nogle reb« for at redde dem (»Save her!« New Era, aug. 2007, s. 6). Udtrykket holdt hende i sine arme fangede min opmærksomhed, fordi skriften taler om arme – barmhjertighedens arme, nådens arme og sikkerhedens arme (se 2 Ne 1:15; Mosi 16:12; Alma 5:33; L&P 6:20; og 29:1).

Udtrykket fra skriften omsluttet af sikkerhedens arme stammer fra Amuleks budskab til zoramitterne om den altomfattende og evige forsoning. Han belærte om Guds Søns offer, som gjorde det muligt for mennesket at have tro på Kristus, som kan føre til omvendelse. »Og således kan barmhjertigheden tilfredsstille retfærdighedens krav og omslutter dem i sikkerhedens arme« (Alma 34:16; se også v. 9-15).

For bedre at forstå hvad »sikkerhedens arme« er, er det vigtigt at huske, at Frelseren brugte håndgribelige ting såsom mønter, såsæd, får, brød, fisk og kropsdele til at belære om evangeliske principper.

Arme er håndgribelige, og vi bruger dem til at udtrykke hengivenhed og kærlighed. Når jeg kommer hjem fra kontoret, bliver jeg omsluttet af min kones håndgribelige arme. Jeg har oplevet kærlighedens og sikkerhedens arme i min tjeneste i Latinamerika gennem den udbredte hilsen, un abrazo, eller et knus.

Når jeg har tænkt over, hvordan jeg bedst kunne undervise om forsoningen, har udtrykket »sikkerhedens arme« været nyttig. Da vi blev døbt og modtog Helligånden gennem håndspålæggelse, modtog vi to ordinancer, som præsenterer os for sikkerhedens arme. Ved at komme ydmyg og fuldt omvendt til nadvermøde og deltage værdigt i nadveren, kan vi føle de arme igen og igen.

Indledningen til Lære og Pagter 110 giver baggrunden for et af de mest relevante vers omkring det at blive omsluttet af sikkerhedens arme. På en sabbatsdag under indvielsen af templet i Kirtland, forklarede profeten Joseph Smith, at han og andre præstedømmebærere havde administreret nadver til medlemmerne.

Efter denne hellige ordinance trak Joseph Smith og Oliver Cowdery sig tilbage for at bede. Efter bønnen viste Frelseren sig for disse to mænd og sagde: »Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne; løft derfor hovedet og fryd jer« (L&P 110:5).

Hændelserne i templet i Kirtland i 1836 har relevans for vor tid og kan sammenlignes med os. Sabbat efter sabbat administrerer I unge præstedømmebærere nadveren til de hellige, som bønsomt kommer til nadvermødet, hungrende efter åndelig heling, i håb og bønfaldende om i deres sjæl og sind at høre disse ord: »Se, jeres synder er jer tilgivet; I er rene i mine øjne; løft derfor hovedet og fryd jer« (L&P 110:5).

Ældste Dallin H. Oaks har vidnet om, at der er åndelig renselse og heling forbundet med nadveren. »Herrens nadver er en fornyelse af dåbens pagter og velsignelser. Vi har fået befaling om at omvende os og komme til Herren med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd og deltage i nadveren. Når vi tager brødet, vidner vi om, at vi er villige til at påtage os Jesu Kristi navn og altid erindre ham og holde hans bud. Når vi overholder denne pagt, fornyr Herren vores dåbs rensende virkning. Vi bliver rene og kan altid have hans Ånd hos os« (»Særlige vidner om Kristus«, Liahona, apr. 2001, s. 14).

For at hjælpe medlemmer til at opnå den renselse eller at føle sikkerhedens arme, bør de, som har myndighedsnøgler, og de, som administrerer nadveren sikre, at de generelle retningslinjer i Kirkens håndbøger vedrørende forberedelse, velsignelse og omdeling af nadveren, overholdes. Hver enkelt præstedømmebærer bør huske, at han handler på vegne af Herren, og bør være ærbødig og værdig. Generelt er vore unge eksemplariske. Dog ser vi af og til i administrationen af nadveren en foruroligende tendens mod at være for uformel og afslappet i påklædning og fremtoning.

Unge mænd, vil I ikke, inden I går i kirke, lige standse op foran spejlet en ekstra gang og spørge jer selv, om alt ved jeres fremtoning er i orden? Eller endnu bedre, bed en, som I elsker, for eksempel en forælder, om at se på jer endnu engang og sige det, hvis der er noget, som ikke stemmer, og lyt til dem.

Jesu Kristi sande disciple er passende plejet og påklædt og afspejler altid hans standarder og ikke den verdslige tendens til skødesløshed. At sørge for hver enkel detalje sikrer, at Herrens Ånd kan være til stede. Tøjet eller fremtoningen hos dem, der administrerer nadveren, bør ikke distrahere dem, som oprigtigt søger efter den uendelige forsonings velsignelser.

Et tema i præsident Monsons budskab til os præstedømmebærere er, at det er et privilegium at bære præstedømmet: Det »er en forpligtelse til at tjene … et privilegium til at løfte og en mulighed for at velsigne andre« (»Vores hellige embede i præstedømmet«, Liahona, maj 2006, s. 57). Jeg vidner om, at dette også gælder administration af nadveren.

Da jeg tjente som biskop, så jeg forsoningens velsignelser i de medlemmers liv, som havde begået alvorlige overtrædelser. Som dommer i Israel lyttede jeg til deres bekendelser og pålagde dem om nødvendigt visse restriktioner, såsom ikke at deltage i nadveren for en tid.

En ung voksen i menigheden datede en ung kvinde. De lod deres følelser løbe af med dem. Han søgte råd og hjælp hos mig. Bl.a. på grundlag af det, der blev bekendt, og Åndens tilskyndelser til mig, fik han ikke lov til at deltage i nadveren i et stykke tid. Vi mødtes regelmæssigt for at sikre, at han omvendte sig og efter en passende tid, gav jeg ham igen lov til at deltage i nadveren.

Da jeg sad på forhøjningen ved det nadvermøde, søgte mine øjne ham, da han nu værdigt modtog nadveren. Jeg var vidne til arme af nåde, kærlighed og sikkerhed, der omsluttede ham, mens forsoningens helende kraft varmede hans sjæl og lettede hans byrde, hvilket resulterede i den lovede tilgivelse, fred og glæde.

Jeg har oplevet og har et vidnesbyrd om sandheden af det, præsident Packer sagde: »Af en eller anden grund tror vi, at Kristi forsoning kun gælder ved slutningen af det jordiske liv for at forløse fra faldet, fra åndelig død. Men det er meget mere end det. Det er en altid tilstedeværende kraft, man kan påkalde i hverdagen. Når vi pines og plages eller føler oprør på grund af skyld eller bliver bebyrdede af sorg, kan han helbrede os. Selvom vi ikke fuldstændigt forstår, hvordan Kristi forsoning blev udvirket, kan vi opleve ›Guds fred, som overgår enhver forstand‹« (»Mesterens berøring«, Liahona, juli 2001, s. 26).

Jeg elsker min himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus. Jeg lægger min tro, min kærlighed, min trofasthed og hengivenhed hos dem. Jeg vidner om, at Gud er vor himmelske Fader, og vi er hans børn. Jeg vidner om, at forsoningen er virkelig og kan virke med kraft i vores liv. Jeg vidner om, at det gengivne evangelium er sandt. Disse sandheder findes i den hellige skrift, især i Mormons Bog. I Jesu Kristi navn. Amen.