Guds sandhed skal gå frem

Mine brødre og søstre, den 19. juli i år afslørede »Sons of the Utah Pioneers« i »This is the Place Heritage«-parken i Salt Lake City en statue af profeten Joseph Smith og hans efterfølger præsident Brigham Young. Statuen med titlen Eyes Westward (med øjnene rettet mod vest) viser de to store profeter med et kort over de vestlige territorier.

Mange mennesker, inklusive sidste dages hellige, glemmer, at Joseph Smith var meget bevidst om, at Kirken på et tidspunkt ville flytte mod det vestlige USA. I august 1842 profeterede han, »at de hellige fortsat ville lide mange trængsler og ville blive fordrevet til Rocky Mountains, mange ville falde fra, andre ville blive slået ihjel af forfølgere eller miste livet som følge af strabadserne eller sygdom, og nogle skulle leve længe nok til at drage af sted og hjælpe til med at oprette bosættelser og opbygge byer og se de hellige blive et prægtigt folk midt i Rocky Mountains« (se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 206).

Selv Josephs nærmeste i de tidlige år forstod ikke fuldt ud de trængsler, som de sidste dages hellige skulle igennem, efterhånden som Kirken gik frem fra sin spæde begyndelse først i 1800-tallet. Men Joseph Smith vidste, at ingen fjende, hverken da eller siden, ville have tilstrækkelig kraft til at forpurre eller standse Guds hensigter. Vi kender alle hans profetiske ord: »Sandhedens banner er blevet rejst. Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang. Forfølgelser kan rase, pøbelhobe kan forene sig, hære kan samles, og bagvaskelse kan smæde, men Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt« (History of the Church, 4:540).

Næsten 18 årtier er gået, siden Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret i 1830. Vi har haft 178 år til at se opfyldelsen af profetien og se »Guds sandhed … gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt«.

Kirken begyndte sit første årti med få medlemmer. Trods intens forfølgelse blev der kaldet 597 missionærer i 1830’erne og flere end 15.000 blev døbt ind i Kirken. USA, Canada og Storbritannien blev åbnet for forkyndelsen af evangeliet.

Mange omvendte kom til i 1840’erne, mens forfølgelsen fortsatte med at rase mod Kirken og særlig mod profeten Joseph. Midt i alle disse vanskeligheder og til trods for besværet med rejserne fortsatte Jesu Kristi gengivne evangelium med at spredes på jorden takket være 1.454 trofaste missionærer, der blev kaldet i 1840’erne, og Kirkens medlemstal voksede til flere end 48.000. Den 27. juni 1844 kulminerede forfølgelsen af Joseph Smith, da han og hans bror, Hyrum Smith, blev myrdet af en pøbelhob i fængslet i Carthage.

Kort efter martyriet og i overensstemmelse med Josephs vision begyndte Brigham Young og Kirken at forberede sig på at flytte til Rocky Mountains. Modgang, prøvelser, død og frafald fandtes overalt. Alligevel gik værket fremad. I 1850’erne blev der kaldet omkring 705 missionærer til at tjene i blandt andet Skandinavien, Frankrig, Italien, Schweiz og Hawaii. Missionering begyndte også på så forskellige steder som Indien, Hong Kong, Thailand, Burma, Sydafrika og Vestindien.

Blandt de trofaste omvendte fra Skandinavien og England, der blev døbt i 1850’erne, var der dem, der led og døde til lands og til vands på deres rejse for at slutte sig til de hellige her i Rocky Mountains.

I 1875 blev de første syv missionærer kaldet til Mexico, og værket blomstrede der trods revolution og andre udfordringer. Det er kun fire år siden, at Kirken i 2004 rundede en million medlemmer i Mexico.

De helliges tro blev prøvet i hvert et trin, da Brigham Young førte dem frem til at bygge templer og grundlægge mere end 350 kolonier vestpå. Da Brigham Young døde i 1877 var medlemstallet på verdensplan oppe på flere end 115.000. Trods al forfølgelsen gik Guds sandhed fortsat frimodigt og ædelt frem.

Tiden tillader ikke en detaljeret gennemgang af Kirkens vækst i de følgende årtier. Men det skal bemærkes, at i de 40 år fra 1890 til 1930, var Kirken og dens lære fortsat udsat for offentlige angreb. Ældste Reed Smoot blev valgt til kongressen i USA, men måtte kæmpe hårdt for at få sit sæde. Der blev sagt meget om Kirken og dens lære på den tid – meget var sårende og direkte henvendt på præsident Joseph F. Smith og andre ledere i Kirken. Men nogle avisartikler begyndte dog at tale om Kirkens medlemmer som ansvarlige borgere og gode mennesker.

Den 3. september 1925 bekendtgjorde præsident Heber J. Grant, at Kirken ville sende missionærer til Sydamerika. Som følge af Herrens plan om at bringe det gengivne evangelium ud til alle nationer blev et medlem af De Tolv Apostles Kvorum – min farfar, ældste Melvin J. Ballard – og andre sendt til Sydamerika for at indvie det til forkyndelse af evangeliet.

Julemorgen 1925 indviede ældste Ballard i Argentina de sydamerikanske lande og begyndte at missionere. Inden han forlod stedet den følgende juli, profeterede han: »Herrens værk vil vokse langsomt frem her, akkurat som et egetræ vokser langsomt op fra et agern. Det skyder ikke bare op på en dag som en solsikke, der vokser hurtigt op for så at dø. Men tusindvis vil tilslutte sig Kirken her. Den vil blive delt op i mere end en mission og blive en af Kirkens stærkeste. Værket her er nu det mindste, det nogensinde bliver« (Melvin J. Ballard: (i Melvin J. Ballard: … Crusader for Righteousness, [1966] s. 84).

Alle, som kender til Kirkens vækst i Sydamerika, kender til opfyldelsen af den profeti. I dag har Brasilien alene en million medlemmer.

I de fire årtier fra 1930 til 1970 blev mere en 106.000 missionærer kaldet til at tjene. Kirkens medlemstal firedobledes til flere end 2,8 millioner. Alene i 1960’erne kom der en million flere medlemmer til. I 1970 var der missionærer i 43 lande og 9 territorier. I denne 40-årige periode blev de sydamerikanske nationer Chile, Brasilien, Uruguay, Paraguay, Ecuador, Colombia, Peru og Venezuela åbnet for missionering. I Centralamerika åbnede Herrens tjenere nationerne Panama, Costa Rica, Guatemala, El Salvador, Honduras og Nicaragua. I Asien bar en stor indsats frugt i Korea, Taiwan, Singapore og Filippinerne.

Intet af det var let. Udfordringer, forhindringer og forfølgelse ledsagede ethvert forsøg på at føre »Guds sandhed frem« på ethvert kontinent, så det kunne »lyde i hvert øre«. Alligevel gik vi fremad i tro; udfordringerne blev stået imod og forhindringerne overvundet.

Præsident Spencer W. Kimball bad Kirkens medlemmer om at øge deres bestræbelser på at sprede evangeliet og forkynde dets sandhed. Han bad hver eneste stav i verden om at øge antallet af missionærer, og han førte an i Kirkens brug af medierne til at sprede budskabet ud til millioner af mennesker over hele jorden.

I de 12 år han var præsident for Kirken, tjente hen ved 200.000 missionærer på en fuldtidsmission. På verdensplan blev medlemstallet i Kirken fordoblet og antallet af stave næsten tredoblet. Der blev åbnet eller genåbnet for missionering i mange lande, og omvendelsens mirakel fandt sted i mange lande, til trods for modstanderens forsøg på at forpurre Herrens værk eller tage modet fra Herrens tjenere.

Der er gået lidt mere end to årtier siden præsident Kimballs jordiske tjenestegerning. I den periode har vi nydt en hidtil uset anseelse blandt andre verdensomspændende trossamfund. Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi i samme periode også har oplevet hidtil usete, hårde ideologiske angreb mod vores folk, vores historie og vore læresætninger i medierne.

Alligevel fortsætter Kirken med at vokse. Medlemstallet er fordoblet igen – fra omtrent 5,9 millioner i 1985 til mere end 13 millioner i dag. Og sidste år blev missionær nr. en million i denne uddeling kaldet til at tjene.

Mine brødre og søstre, mit formål med denne korte gennemgang af Josephs profetiske vision for Kirken, og den bogstavelige opfyldelse af den gennem årtierne, er at minde os om denne enkle sandhed:

»Guds gerninger og forehavender og hensigter kan ikke forpurres, ej heller kan de blive til intet.

For Gud vandrer ikke på krogede stier, ej heller vender han sig, hverken til højre eller til venstre, ej heller afviger han fra det, som han har sagt, derfor er hans stier rette, og hans vej er ét evigt kredsløb.

Husk, husk, at det ikke er Guds værk, der forpurres, men menneskers værk« (L&P 3:1-3).

Gud har talt gennem sine profeter og sagt til verden, at »sandhedens banner er blevet rejst«, og at »ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang«. Denne sandhed kan ikke benægtes eller betvivles. Vi har selv set det ske, årti efter årti fra profeten Joseph Smiths tid til præsident Thomas S. Monson. Forfølgelser har raset. Bagvaskelse, løgne og fordrejelser har forsøgt at bringe os i miskredit. Men i hvert årti siden genoprettelsen fandt sted, er Guds sandhed fortsat med at gå frimodigt, ædelt og uafhængigt frem. Den lille kirke, der blev grundlagt i 1830 af en håndfuld medlemmer, er vokset til flere end 13 millioner sidste dages hellige i mange forskellige nationer jorden over, og vi er godt på vej imod at gennemtrænge hvert et kontinent, besøge hvert et himmelstrøg, feje gennem alle lande og lyde i hvert et øre.

Dette er Guds værk, og Guds værk lader sig ikke standse. Men der er stadig meget at gøre, inden den store Jahve kan erklære værket for fuldført. Selv om vi hylder og priser de trofaste hellige, som har ført os frem til dette punkt, hvad angår offentligt anseelse, kan vi, søskende, ikke tillade os at blive bekvemme eller tilfredse.

Der er brug for os alle til at fuldende dette værk, som blev sat i gang af de hellige pionerer for mere end 175 år siden, og som gennem årtier er blevet ført frem af trofaste hellige i enhver generation. Vi må tro, som de troede. Vi må arbejde, som de arbejdede. Vi må tjene, som de tjente. Vi må udholde, som de udholdte.

Selvfølgelig har vi andre udfordringer i dag, men de er ikke mindre krævende. I stedet for vrede pøbelhobe, står vi over for konstante forsøg på bagvaskelse. I stedet for ekstrem udhængning og modgang, står vi overfor alkohol- og stofmisbrug, pornografi, alle former for smuds og snuskethed, grådighed og åndelig apati. I stedet for at familier bliver revet ud af og fordrevet fra deres hjem, ser vi familien og ægteskabet som institution og i sin guddommelige indstiftelse blive udsat for angreb af grupper og personer, som forsøger at nedgøre familiens guddommelige rolle i samfundet.

Hermed ikke være sagt, at udfordringerne i dag er værre end dem, som tidligere generationer stod overfor. De er bare anderledes. Herren beder os ikke om at trække en håndkærre; han beder os om at styrke vores tro. Han beder os ikke om at vandre over et kontinent, han beder os om at gå over gaden for at svare på naboens spørgsmål om Kirken. Han beder os ikke om at give alle vore jordiske ejendele for at bygge et tempel; han beder os om at give af vore midler og tid trods presset fra et moderne liv og fortsat bygge templer og komme regelmæssigt i de templer, der allerede er bygget. Han beder os ikke om at lide martyrdøden, han beder os om at leve som hans disciple.

Det er en skøn tid at leve i, brødre og søstre, og det er op til os at videreføre den fornemme tradition med det hengivne engagement, som var kendetegnende for tidligere generationer af sidste dages hellige. Det er ikke tid til at blive åndeligt afmattede. Vi har ikke råd til kun at være retskafne på overfladen. Vores vidnesbyrd må stikke dybt med åndelige rødder, som har fast greb om åbenbaringens klippe. Og vi må fortsætte med at skubbe værket fremad som et helligt pagtsfolk, med tro i hvert trin »indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt«. At det må være således for os er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.