Prøven

Det er mit formål at vise, at Herren i vanskelige tider altid har beredt en sikker vej fremad. Vi lever i disse »hårde tider«, som apostlen Paulus profeterede ville komme i de sidste dage.¹ Hvis vi skal være trygge som person, familie og som kirke, vil det være »ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer«.²

Den 24. juli 1849 havde de hellige været præcis to år i dalen. De var endelig fri for års mobning og forfølgelse. Det krævede en stor festlighed.

Blot nogle år tidligere led profeten Joseph Smith i fængslet i Liberty under forfærdelige forhold, mens pøbelen uddrev de hellige fra deres hjem. Ordene frihed (liberty) og fængsel passer ikke særlig godt sammen.

Joseph råbte:

»O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, som dækker dit skjul?

Hvor længe skal din hånd holdes tilbage og dit øje, ja, dit rene øje, skue ned fra de evige himle på den uret, som gøres mod dit folk og dine tjenere, og dine øren gennemtrænges af deres råb?«³

Profeten Joseph Smith havde tidligere søgt vejledning, og Herren sagde til de hellige, at de skulle søge oprejsning hos dommerne, guvernøren og dernæst præsidenten.⁴

Deres appeller til dommerne var forgæves. Joseph Smith blev i løbet af sit liv indkaldt til retten over 200 gange for alle slags opdigtede anklager. Han blev aldrig dømt.

Da de søgte oprejsning fra guvernør Boggs i Missouri, udstedte han en proklamation: »Mormonerne skal behandles som fjender og skal om nødvendigt udryddes eller fordrives fra staten for at sikre den offentlige fred.«⁵ Det udløste en umådelig brutalitet og ondskab.

De appellerede til præsidenten for USA, Martin Van Buren, som sagde til dem: »Jeres sag er retfærdig, men jeg kan ikke gøre noget for jer.«⁶

Jeg læser nu de sidste afsnit i deres tredje begæring til Kongressen i USA:

»Jeres ansøgeres lidelser har allerede været overvældende, for meget for menneskeheden, for meget for amerikanske borgere at udholde uden klage. Vi har stønnet under tyranniets jernhånd og undertrykkelse disse mange år. Vi er blevet frarøvet vore ejendomme til en værdi af to millioner dollars. Vi er blevet jaget som vilde dyr i skoven. Vi har set vore ældre mænd, som kæmpede under revolutionen, såvel som vore uskyldige børn blive slagtet af vore forfølgere. Vi har set de skønne døtre af amerikanske borgere blive krænket og mishandlet på yderst inhuman vis, og endelig har vi set 15.000 sjæle, mænd, kvinder og børn, blive fordrevet med magt midt i den strengeste vinter fra deres hellige hjem og ildsteder, til et fremmed sted, uden penge og beskyttelse. I alle disse svære omstændigheder rækker vi bønfaldende vore hænder frem mod vores nations højeste råd og beder ydmygt om oprejsning og beskyttelse hos de hæderkronede senatorer og repræsentanter for et stort og frit folk.

Hør! O hør mange tusinde amerikanske borgeres bønfaldende røst, som nu stønner i eksil …! Hør! O hør enkernes og de forældreløses gråd og bitre klage, hvis ægtemænd og fædre har lidt en grusom martyrdød i det land, hvor de stolte ørne … svæver! Lad det ikke blive optegnet i nationernes arkiv, at … fordrevne søgte om beskyttelse og oprejsning ved jeres hånd, men søgte det forgæves. Det står i jeres magt at redde os, vore hustruer og vore børn, fra en gentagelse af blodtørstige scener i Missouri og således lette stor frygt hos et forfulgt og mishandlet folk, og jeres ansøgere vil altid bede.«⁷

Der var ingen medfølelse, og de blev afvist.

I 1844 blev profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum, mens de var under Illinois’ guvernør Thomas Fords erklærede beskyttelse, skudt og dræbt i fængslet i Carthage. Ord kan ikke udtrykke den brutalitet og lidelse, de hellige har udholdt.

Nu på denne den 24. juli i 1849, hvor de endelig er fri for forfølgelserne, planlagde de en festligholdelse.⁸

Alt, hvad de hellige ejede, måtte komme tværs over 1600 kilometers ødemark i håndkærrer eller overdækkede vogne. Der skulle gå over 20 år, før jernbanen kom så langt som til Salt Lake City. Med næsten intet at arbejde med besluttede de, at festligholdelsen skulle være et storslået udtryk for deres følelser.

De byggede en løvhytte på tempelpladsen. De rejste en knap 32 meter høj flagstang. De syede et enormt 20 meter langt flag og lod det folde sig ud på toppen af denne frihedsstang.

Det kan synes som en gåde, næsten utroligt og ufatteligt, at de som tema for denne første festligholdelse valgte fædrelandskærlighed og loyalitet over for den samme regering, som havde afvist og svigtet dem. Hvad måtte de dog tænke? Hvis I kan forstå hvorfor, forstår I kraften i Kristi lærdomme.

Deres hornorkester spillede, mens præsident Brigham Young ledte en storslået procession hen til tempelpladsen. Han blev fulgt af De Tolv Apostle og De Halvfjerds.

Dernæst fulgte 24 unge mænd klædt i hvide bukser, sorte jakker, hvide tørklæder på deres højre skulder, kroner på deres hoved og et sværd stukket i skeden på deres venstre side. Meget overraskende bar de hver især i deres højre hånd et eksemplar af USA’s uafhængighedserklæring og forfatning. Uafhængighedserklæringen blev læst op af en af de unge mænd.

Derefter kom 24 unge kvinder klædt i hvide og blå tørklæder på deres højre skulder og hvide roser på hovedet. De bar alle en bibel og en Mormons Bog.

Ikke helt, men næsten ligeså forbløffende som deres valg af fædrelandskærlighed som tema, var dét, der nu fulgte: 24 ældre herrer (som de blev kaldt) ledt af patriarken Isaac Morley. De var kendt som de »sølvgrå« – alle 60 år eller derover. Alle bar en rødmalet stang med hvide bånd, der vajede i toppen. En bar det amerikanske flag. Disse mænd var et symbol på præstedømmet, som var »fra begyndelsen, førend verden blev til«,⁹ og som var blevet gengivet i denne uddeling.

De hellige vidste, at Herren havde bedt dem om at »indordne [sig] under konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner med hensyn til at adlyde, ære og holde loven«.¹⁰ Den befaling, der blev åbenbaret dengang, er sand nu for vore medlemmer i alle nationer. Vi skal være lovlydige, agtværdige borgere.

Herren fortalte dem: »Jeg [har] lagt grunden til dette lands forfatning ved hænderne på vise mænd, som jeg har ladet fremstå med netop dette formål.«¹¹

Og i et andet vers fortalte Herren dem, at »det ikke [er] rigtigt, at noget menneske skal være i trældom i forhold til et andet«.¹² De var følgelig imod slaveri. Det var et meget ømt punkt hos indbyggerne i Missouri.

Og på denne festdag i 1849 »trådte ældste Phineas Richards frem som repræsentant for de 24 ældre herrer og oplæste deres loyale og fædrelandskærlige tale«.¹³ Han talte om, hvor nødvendigt det var for dem at undervise deres børn i fædrelandskærlighed og at elske og ære frihed. Efter at han kort havde nævnt de farer, de havde gennemgået, sagde han:

»Brødre og venner, vi, der har levet i tre snes år, har set USA’s regering i sin glans og ved, at de uhyrlige grusomheder, vi har lidt, kom fra en korrupt og degenereret administration, mens de rene principper, som vores forfatning kan bryste sig af, forbliver uændrede …

Eftersom vi har arvet frihedens ånd og vore forfædres brændende fædrelandskærlighed, så lad dem [uforandrede] gå i arv til vore efterkommere.«¹⁴

Man skulle tro, at de hellige, fremtvunget af menneskets stærke natur, ville søge hævn, men noget meget stærkere end den menneskelige natur sejrede.

Apostlen Paulus forklarede:

»Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok …

Men vi har Kristi tanker.«¹⁵

Denne ånd karakteriserede disse første medlemmer af Kirken som Kristi tilhængere.

Hvis I kan forstå et så langmodigt, så tolerant, så tilgivende, så kristent folk, efter det, de havde lidt, har I fundet nøglen til, hvad en sidste dages hellig er. Frem for at blive opslugt af hævn fæstnede de sig til åbenbaring. Deres kurs var sat efter de lærdomme, der stadig findes i dag i Det Gamle og Det Nye Testamente, Mormons Bog, Lære og Pagter samt Den Kostelige Perle.

Hvis I kan forstå, hvorfor de ville fejre det, de gjorde, kan I forstå, hvorfor vi har tro på Herren Jesus Kristus som et af evangeliets principper.

Mormons Bog lærer os: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, vi profeterer om Kristus, og vi skriver i overensstemmelse med vore profetier, for at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder.«¹⁶

Og således underviser og efterlever vi i dag i disse mærkelige og hårde tider i Jesu Kristi sande kirke¹⁷ principperne i hans evangelium.

Tre ting ved den mindefest i 1849 var både symbolske og profetiske: For det første ved, at de unge mænd bar forfatningen og uafhængighedserklæringen, dernæst ved, at hver ung kvinde bar på Bibelen og Mormons Bog, og til sidst ved, at de ældre mænd – de sølvgrå – blev æret i processionen.

Ifølge programmet holdt de en fest ved midlertidige borde. Adskillige hundrede guldgravere på gennemrejse og 60 indianere blev inviteret.

Så vendte de tilbage til arbejdet.

Præsident Young sagde. »Hvis USA’s indbyggere vil lade os være i 10 år, vil vi ikke bede dem om nogen andre begunstigelser.«¹⁸

Otte år efter dagen for festligholdelsen i 1849 var de hellige samlet i Big Cottonwood Canyon for atter at fejre den 24. juli. Fire ryttere red ind for at rapportere, at en hær på 2.500 mand var ude på sletterne. USA’s hær under ledelse af oberst Albert Sydney Johnston blev af præsident James Buchanan beordret til at knuse et ikke-eksisterende mormon-oprør.

De hellige brød op og tog hjem for at forberede sig på at forsvare sig. Frem for at flygte erklærede præsident Young denne gang: »Vi har ikke overtrådt nogen lov, og vi har ingen anledning til at gøre det, ej heller har vi til hensigt at gøre det, men hvad angår enhver nation, der kommer for at ødelægge dette folk, kan de med Gud den Almægtige som min hjælper ikke komme her.«¹⁹

Mine oldeforældre begravede et barn på rejsen fra Far West, da de blev drevet ud af Nauvoo, og endnu et ved Winter Quarters, da de blev jaget vestpå.

En anden oldemor, en teenager, skubbede en håndkærre langs med Platte-flodens sydlige bred. De sang:

På den anden side af floden kunne de se solen glimte i soldaternes bajonetter.²¹

I St. Louis købte min oldemor en lille emaljeret broche med det amerikanske flag. Hun bar den på sin kjole resten af livet.

Hverken pøbelen eller hæren kunne vende de hellige bort fra det, de vidste, var sandt. En aftale blev forhandlet på plads, og Utah-krigen (senere kaldt Buchanans bommert) var overstået.

Vi bliver ledt af de samme åbenbaringer og ledt af en profet. Da profeten Joseph Smith døde, overtog en anden hans plads. Den orden i rækkefølgen fortsætter i dag.

Ved konferencen for et halvt år siden blev Thomas S. Monson opretholdt som Kirkens 16. præsident, blot fem måneder før hans 81-års fødselsdag. Han efterfulgte præsident Gordon B. Hinckley, som døde 97 år gammel.

Kirkens seniorledere vil praktisk talt altid have oplevet årtiers forberedelse.

Præsident Monson er ideel til vore dages udfordringer. Han bliver støttet af to rådgivere og De Tolv Apostles Kvorum – alle profeter, seere og åbenbarere.

Den samme Lucifer, som blev kastet ud fra vor Faders nærhed, arbejder stadig på sagen. Han vil, sammen med de engle, der fulgte ham, besvære Herrens værk og ødelægge det, hvis han kan.

Men vi holder kursen. Vi forankrer os som familier og som kirke til disse principper og ordinancer. Uanset de prøver, der ligger forude, og de vil være mange, må vi forblive trofaste og sande.

Jeg vidner om Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, at de lever, at Thomas S. Monson er kaldet af Gud ved profeti.

»Sandhedens banner er blevet rejst. Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang« (History of the Church, 4:540). I dag går solen aldrig ned over de sidste dages helliges forsamlinger. I Jesu Kristi navn. Amen.