Lad ham være rundhåndet

De af os, som har været med et stykke tid – og ældste Wirthlin og jeg har været med i lang tid – har genkendt visse mønstre i livets prøve. Gode og dårlige tider har deres cyklus, op og ned, perioder med glæde og sorg og tider med overflod såvel som knaphed. Når livet drejer sig i en uventet og uønsket retning, oplever vi nogle gange stress og uro. En af udfordringerne i dette jordeliv er, at vi ikke lader livets pres og belastninger gøre has på os – at vi udholder de forskellige perioder i livet, mens vi forbliver positive endog optimistiske. Når vanskeligheder og udfordringer rammer os, burde vi måske ætse disse håbefulde ord af Robert Browning ind i vores sind: »Det bedste venter forude« (»Rabbi Ben Ezra«, i Charles W. Eliot, red., The Harvard Classics, 50 bd., 1909-1910, 42:1103). Vi kan ikke forudsige alle livets kampe og storme, end ikke de nærmest forestående, men som personer med tro og håb ved vi fuldstændig uden tvivl, at Jesu Kristi evangelium er sandt, og at det bedste venter forude.

Jeg kan huske en bestemt periode i mit liv, hvor jeg var særligt presset. Jeg havde problemer med mit arbejde, og samtidigt blev min hustru diagnosticeret med en livstruende sygdom. Det var et af de tidspunkter, hvor det føltes, som om modstanderen havde sat frontalt ind mod mig og min familie. På sådanne dage, hvor livets genvordigheder og stress var ved at gøre has på os, havde min hustru og jeg en måde, hvorpå vi kom lidt til kræfter igen.

Vi kørte hen til et sted, nogle få kilometer fra vores hjem, for at komme lidt væk fra problemerne og tale sammen og trøste hinanden. Vores sted hed Walden Pond. Det var en smuk lille sø omkranset af skovens træer. Når min hustru følte sig stærk nok til det, gik vi rundt om søen. De gange, hvor hun ikke orkede gåturen, sad vi bare i bilen og snakkede. Walden Pond var vores specielle sted til lige at stoppe op, tænke og heles. Måske skyldtes det delvist stedets historie – forbindelsen til Henry David Thoreaus forsøg på at frigøre sig fra verdslighed i nogle år – at Walden Pond gav os så stort et håb om enkelthed og blev et fornyende tilflugtssted i vores overkomplicerede liv.

Det var i marts 1845, at Thoreau besluttede sig for at flytte ud til Walden Pond og tilbringe to år der i et forsøg på at finde ud af, hvad meningen med livet var. Han slog sig ned på et stykke jord, som var ejet af hans gode ven Ralph Waldo Emerson. Han købte et gammelt skur af en jernbanearbejder og rev det ned. Af brædderne fra skuret og af tømmer fra nogle træer i skoven byggede han sin egen hytte. Han førte et nøje regnskab, og han konkluderede, at for et hus og frihed havde han kun spenderet $28,12. Han anlagde en have, hvor han såede ærter, kartofler, majs, bønner og kålroer til at opretholde sit beskedne liv. Han tilsåede en hektar med bønner med det formål at bruge den mindre fortjeneste på at dække sine behov. Det blev virkelig en mindre fortjeneste: $8,71.

Thoreau levede ret uafhængigt af tiden. Han havde hverken et ur eller en kalender i sin lille hytte. Han brugte sin tid på at skrive og iagttage naturens skønhed og under, som omgav ham, deriblandt de lokale planter, fugle og dyr. Han levede ikke som en eneboer– han tog til byen Concord de fleste dage og inviterede gæster til sin hytte for at føre oplyste samtaler. Da de to år var forbi, forlod han sin hytte uden at se sig tilbage. Han anså den tid, han havde tilbragt der, for at være passende til at nå sit mål – at opleve de åndelige fordele, der knytter sig til en enkel livsstil. Han følte også, at andre erfaringer ventede ham forude. Det var tid til at komme videre og udforske andre muligheder.

Ud fra sine oplevelser ved Walden Pond, afgjorde Thoreau, at der faktisk kun var fire ting, som et menneske virkelig havde behov for: Mad, tøj, husly og brændsel. Jeg vil gerne tale mere om hver af disse fire livsfornødenheder, såvel som om de åndelige fordele ved en enkel livsstil.

Det første behov er mad. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi gennem sand åbenbaring fået hellig viden om forholdet mellem legeme og ånd. I Lære og Pagter 88:15 står der: »Ånden og legemet udgør menneskets sjæl.« For at velsigne os såvel fysisk som åndeligt, har Herren også åbenbaret sundhedsregler og sagt, hvilke fødevarer og substanser der er gode for kroppen, og hvilke der ikke er. Med disse anvisninger følger løftet, som findes i afsnit 89 af Lære og Pagter:

»Og alle hellige, der husker at holde og efterkomme disse ord og vandrer i lydighed mod befalingerne, skal få sundhed i navlen og marv i knoglerne

Og skal finde visdom og store skatte af kundskab, ja, endog skjulte skatte,

og skal løbe og ikke blive trætte, og skal gå og ikke blive matte.

Og jeg, Herren, giver dem et løfte om, at dødens engel skal gå forbi dem, ligesom Israels børn, og ikke slå dem ihjel« (v. 18-21).

Der findes ikke noget bedre råd, end det vi finder om visdomsordet i hæftet Til styrke for de unge. Det lyder:

»Herren har befalet dig at passe godt på dit legeme. Gør dette ved at efterleve visdomsordet, som står i Lære og Pagter 89. Spis nærende mad, motionér regelmæssigt og få tilstrækkelig søvn. Når du gør alt dette, forbliver du fri for skadelig afhængighed og har kontrol med din tilværelse. Du opnår velsignelserne ved en sund krop, et vågent sind og Helligåndens vejledning …

Ethvert narkotikum, kemisk stof eller farlig vane, der bruges til at fremkalde spænding eller et ›sus‹, kan ødelægge dit fysiske, mentale og åndelige velbefindende. Det omfatter hårde stoffer, receptpligtig medicin eller håndkøbsmedicin, som misbruges, og husholdningskemikalier« (2001, s. 36-37).

Vi ønsker ikke at skade vores krop, for den er en gave fra Gud, og en del af vor himmelske Faders store plan for lykke er at genforene vores udødelige legeme med vores ånd.

Et andet grundlæggende behov er tøj. En enkel livsstil, som kan give åndelige velsignelser, kræver en enkel og beskeden påklædning. Vores tøj og personlige pleje sender et signal til andre om, hvem vi er, og de påvirker også måden, som vi opfører os på. Når vi er sømmeligt klædt, indbyder vi også Herrens Ånd til at skærme og beskytte os.

Verdslige tendenser inden for mode til kvinder går altid til yderligheder. Med den nyeste mode virker det som om, at mange designere prøver at lave to eller tre kjoler ud af det samme stykke stof, som er nødvendigt til en. Almindeligvis skærer de for meget af foroven og for meget forneden på kvinders tøj, og af og til krymper det også på midten. Mode til mænd tager også yderlighederne til sig. I min tid blev det kaldt sjusket eller upassende. Jeg tror på, at meget afslappet tøj næsten altid følges op af meget afslappede manerer.

Mange af jer prøver alt for hårdt på et være unikke i jeres påklædning og udseende for at tiltrække det, som Herren anser for en forkert form for opmærksomhed. I lignelsen om livets træ i Mormons Bog var der folk, hvis »måde at klæde sig på var overordentlig fornem,« som spottede dem, der spiste af frugten på træet. Det er tankevækkende, at de modebevidste spottere i den store og rummelige bygning, var ansvarlige for at genere mange, og de, som skammede sig, »faldt fra, ind på forbudne stier, og blev væk« (1 Ne 8:27-28).

Præsident N. Eldon Tanner advarede os engang med disse ord: »Sømmelighed er en egenskab i sind og hjerte, affødt af respekt for en selv, sine medmennesker og Skaberen af os alle. Sømmelighed afspejler en ydmyg, anstændig og passende indstilling. I overensstemmelse med disse principper og under ledelse af Helligånden, må forældre, lærere og unge tale sammen om detaljer ved påklædning, personlig pleje og fremtoning og af egen fri vilje acceptere ansvaret og vælge rigtigt« (Friend to Friend, Friend, juni 1971, s. 3).

Lad os vende os til Thoreaus tredje behov om husly. Aviserne bugner med beretninger om den nuværende krise på boligmarkedet. Vi er ved næsten alle de generalkonferencer i Kirken, jeg kan huske, blevet opfordret til at sætte tæring efter næring. Vores indkomst bør være afgørende for, hvilken bolig vi har råd til, ikke naboens store hus på den anden side af gaden. Præsident Heber J. Grant sagde: »Lige så langt tilbage jeg kan huske, helt fra Brigham Youngs tid og til nu, har jeg lyttet til dem, der har stået på denne talerstol … de har opfordret folk til ikke at sætte sig i gæld, og jeg er af den opfattelse, at mange af vore problemer i dag skyldes, at vi ikke giver agt på dette råd« (Conference Report, okt. 1921, s. 3).

En af de bedre måder at forenkle vores liv på er ved at følge de råd, vi så ofte har fået: Brug mindre end man tjener, undgå gæld og spar op til dårlige tider. Vi bør udøve og udvikle vore vaner, hvad angår sparsommelighed, flid, økonomi og beskedenhed. En velfungerende familie betaler ikke renter, de tjener dem.

Thoreaus sidste behov var brændsel. Vi har hørt meget om brændstof og energi – om de høje priser og knappe ressourcer, vores usikre og uforudsigelige afhængighed af leverandører og om behovet for nye og vedvarende energikilder. Jeg overlader diskussionen af disse komplicerede spørgsmål til regerings- og virksomhedsledere. Det brændsel, jeg vil tale om, er åndeligt brændsel.

Herren har givet os en smuk plan for, hvordan vi kan vende tilbage til ham, men fuldførelsen af vores jordiske rejse kræver åndeligt brændstof. Vi vil gerne ligne de fem vise brudejomfruer, som havde tilstrækkeligt med olie på lampen til at ledsage brudgommen, da han kom (se Matt 25:6-10). Hvad kræves der for at have et tilstrækkeligt lager af åndeligt brændstof? Vi må tilegne os viden om Guds evige plan og vores rolle i den, og derefter leve retfærdigt og underkaste vores vilje Herrens vilje, så modtager vi de lovede velsignelser.

Som ældste William R. Bradford sagde fra denne talerstol: »Retskaffenheden er meget enkelt. I alle de ting, som møder os i livet, kan man enten følge en rigtig vej eller en forkert vej. Hvis vi vælger den rigtige vej, støttes vi i vore handlinger af retskaffenhedens principper, hvori der findes kraft fra himlen. Hvis vi vælger den forkerte vej og handler ud fra dette valg, er der intet sådan himmelsk løfte eller nogen himmelsk kraft, og vi står alene og er dømt til at fejle« (»Retskaffenhed«, Liahona, jan. 2000, s. 103).

Lige inden Thoreau døde, blev han spurgt, om han havde sluttet fred med Gud. Han svarede: »Jeg var ikke klar over, at der havde været ufred mellem os« (i Mardy Grothe, saml.,Viva la Repartee, 2005, s. 181).

Må vi i vores stræben efter at opnå fred i en stresset tilværelse oprigtigt forsøge at forenkle vores liv. Må vi imødekomme de inspirerede råd og retningslinjer, som Herren har givet os i den store plan for lykke. Må vi være værdige til at have Helligåndens ledsagelse, og følge Åndens vejledning på kursen over livets hav. Må vi forberede os på at nå det ypperste mål med denne jordiske prøvestand – at vende tilbage til og leve med vor himmelske Fader – det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.