Opfyldelsen af formålet med Hjælpeforeningen

Det er umuligt at forstå, hvorfor vi har en organisation for kvinder i Kirken uden at have en forståelse af gengivelsen af Jesu Kristi evangelium. Herren, som kendte til de ulykker, der ville ske i disse sidste dage, talte til sin tjener Joseph Smith jun. og »[gav] ham befalinger

for at tro … må tage til på jorden;

for at [hans] evigtvarende pagt må blive stadfæstet;

for at [hans] evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender«.¹

Herrens værk bliver fuldført, når hans evangelium bliver »prædike[t] for hvert folkeslag og stamme og tungemål og folk«,² og når hans evigtvarende pagt bliver forrettet gennem templets ordinancer.

Ligesom Frelseren på Det Nye Testamentes tid³ indbød Maria og Martha til at deltage i hans værk, har kvinder i denne uddeling et officielt hverv med at deltage i Herrens værk. Siden genoprettelsens tidligste dage var kvinder aktive med at hjælpe med at opbygge Kirken ved at støtte missionering, bidrage til opførelsen af templer og grundlægge samfund, hvor de hellige sammen kunne tilbede. Organiseringen af Hjælpeforeningen i 1842 mobiliserede kvindernes fælles styrke og deres særlige opgaver med at opbygge Herrens rige, ligesom organiseringen af præstedømmekvorummerne gav mændene særlige ansvar.

Siden Hjælpeforeningen blev organiseret, har den spredt sig over hele verden og er blevet kaldt »den største, og efter enhver målestok mest storslåede kvindeorganisation på jorden«.⁴ Vi ved gennem profeten Joseph Smith, at Hjælpeforeningen var en formel del af genoprettelsen, og at en lignende organisation for kvinder eksisterede i den fordums kirke.⁵ Præsident Joseph F. Smith sagde, at Hjælpeforeningen var »guddommeligt skabt, guddommeligt bemyndiget, guddommeligt indstiftet, guddommeligt forordnet af Gud«,⁶ »i overensstemmelse med himlens lov«,⁷ for at hjælpe Herren med at »tilvejebringe … evigt liv for mennesket«.⁸

På grund af Hjælpeforeningen spiller kvinder en officiel rolle i Kirken med store ansvar, »herunder at arbejde i templet og undervise i evangeliet«.⁹ Derudover er Hjælpeforeningen til for at hjælpe kvinder med at »så og få et … vidnesbyrd om [Jesus] Kristus og evangeliet til at vokse«,¹⁰ »styrke familien og hjemmet«¹¹ og »varetage alle familiemæssige pligter«.¹² Den har ansvar for at sørge for »de fattiges behov og de syge og nødlidende«, men præsident Joseph F. Smith sagde, at den største del af dens arbejde »er at tage sig af … [den] åndelige velfærd og frelse … [hos] alle Kirkens kvindelige medlemmer«.¹³

For at opsummere Hjælpeforeningens formål, som det er forordnet af Herren, er det at organisere, undervise og inspirere hans døtre for at forberede dem på det evige livs velsignelser. Det vil jeg gerne sige igen. Hjælpeforeningens formål, som det er forordnet af Herren, er at organisere, undervise og inspirere hans døtre for at forberede dem på det evige livs velsignelser.

For at opfylde Hjælpeforeningens formål har Herren pålagt hver hjælpeforeningssøster og organisationen som helhed at -

1. øge tro og personlig retskaffenhed.

2. styrke familie og hjem.

3. tjene Herren og hans børn.

Hvert af disse ansvar understøtter og forstærker de to andre. Når vi øger vores tro, styrker udfaldet af denne indsats vores familie. Når vi tjener Herren og hans børn, øges vores tro og evne til retskaffenhed. De tre ansvar er uadskilleligt forbundet. Lad os begynde med det første ansvar.

1. Øge tro og personlig retskaffenhed. For at gøre vores del ifølge Herrens plan skal vi øge vores tro og personlige retskaffenhed. Medlemskab af Kirken kræver tro, som vi livet igennem nærer med stor »flid og tålmodighed og langmodighed«.¹⁴ I den arv, vi deler, har vi bemærkelsesværdige eksempler på tro blandt Kirkens første kvinder. De første pionerkvinder blev drevet ud af deres hjem og forfulgt på grund af deres tro. Andre overlevede ildebrande og oversvømmelser. De krydsede have og vandrede tusinder af kilometer, udholdt snavs, sygdom og sult for at hjælpe med at opbygge Herrens rige på jorden. Mange af dem begravede deres mand, børn, forældre og søskende undervejs. Hvorfor gjorde de det? Det gjorde de, fordi troens ild brændte i deres sjæl. Disse bemærkelsesværdige kvinder stræbte ikke efter fint tøj, mere fritid, store jordiske palæer eller flere ejendele. Ligesom jer havde de en overbevisning og et vidnesbyrd om, at Jesu Kristi gengivne evangelium var sandt, og at Herren havde brug for dem til at udrette deres del i grundlæggelsen af hans rige på jorden. Deres stræben efter personlig retskaffenhed var en daglig indsats for at blive mere som Frelseren gennem omvendelse, skriftstudium, lydighed mod befalingerne og ved at tragte efter alt, hvad der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt«.¹⁵

2. Styrke familie og hjem. Vores andet ansvar er at styrke familien og hjemmet. Familier verden over bliver angrebet og svækket af fordærvende skikke og falske lærdomme. Derfor har vi, hvad enten vi er gifte eller enlige, gamle eller unge, pligt til at forsvare og praktisere sandhederne i »Familien: En proklamation til verden«

Det Første Præsidentskab har rådet til, at »uanset hvor værdige og passende andre krav og aktiviteter måtte være, må man aldrig tillade, at de erstatter de guddommeligt anviste pligter, som kun forældre og familie kan varetage.«¹⁶ Børn, der fødes nu, vokser op i en stadigt mere syndig verden. Vore hjem skal være deres tilflugtssted for de daglige sammenstød, de har med det onde.

Hjælpeforeningen bør organiseres, rettes ind efter og mobiliseres for at styrke familien og hjælpe vores hjem med at være et helligt tilflugtssted fra verden. Det lærte jeg for år tilbage, da jeg var nygift. Mine forældre, som var mine naboer, meddelte, at de skulle flytte til en anden del af verden. Jeg var afhængig af min mors omsorgsfulde, kloge og opmuntrende eksempel. Nu skulle hun være væk i lang tid. Det var før, der fandtes e-mail, fax, mobiltelefoner og webkameraer, og posten var vitterlig langsom. En dag før hun tog af sted, sad jeg og græd sammen med hende og spurgte: »Hvem skal nu være min mor?« Mor tænkte sig godt om, og med Ånden og åbenbaringens kraft, som kommer til den slags kvinder, sagde hun til mig: »Hvis jeg aldrig kommer tilbage, hvis du aldrig ser mig igen, hvis jeg aldrig vil være i stand til at lære dig noget mere, så knyt dig til Hjælpeforeningen. Hjælpeforeningen vil være din mor.«

Mor vidste, at hvis jeg var syg, ville søstrene tage sig af mig, og når jeg fik mine børn, ville de hjælpe mig. Men min mors største håb var, at søstrene i Hjælpeforeningen ville være stærke, åndelige ledere for mig. Jeg begyndte fra da af at lære til overflod af kvinder med statur og tro.

Tre forskellige kvinder havde kaldelsen som Hjælpeforeningspræsident i mine menigheder i de år, mine forældre var væk. Alta Chamberlain spurgte, om jeg ville undervise de andre søstre i forvaltning af tid og organisering af hjemmet, måske fordi hun så, at jeg havde brug for at forbedre disse færdigheder. Jeanne Horne opmuntrede mig til at fuldføre mit første alvorlige, personlige studium af Mormons Bog. Norma Healey gav mig mine første opgaver i konservesfabrikken og lærte mig meget om tjeneste. Disse vidunderlige kvinder forstod Hjælpeforeningens formål.

3. Tjene Herren og hans børn. Et tredje ansvar alle Kirkens kvinder har, er at tjene Herren og hans børn. Det er interessant for mig, at i de mange år, min mor var væk, tjente jeg som primarypræsident i menigheden og senere som Unge Pigers præsident i menigheden. Jeg var medlem af menighedsrådet og arbejdede under biskoprådets vejledning. Præsident Boyd K. Packer lærte os, at »på samme måde som [mange brødres tjeneste i Det Aronske Præstedømme] styrker det højere præstedømme … viser I ved uselvisk tjeneste [i Unge Piger og Primary] Hjælpeforeningen hengivenhed.«¹⁷ Når vi tjener i en anden organisation, bliver vi ikke afløst fra Hjælpeforeningens søsterfællesskab. Eftersom vi ikke går ind og ud af Hjælpeforeningen, er vi altid forbundet til Hjælpeforeningens formål og ansvar og bliver velsignet ved enhver lejlighed for at være eksempler og troende fårehyrder for vor Faders børn.

Hjælpeforeningens formål omfatter nogle af de mest bemærkelsesværdige muligheder for at tjene på jorden, som er tilgængelige for alle søstre. På mine rejser over hele verden har jeg set, at tusinder og atter tusinder af jer, som ikke for øjeblikket har mand eller børn, er et sandt lager af tro, talent og hengivenhed. Ingen står sig bedre end jer til at tjene i templer, tjene på en mission, undervise den opvoksende slægt og hjælpe de, der er tyngede. Herren har brug for jer.

Jeg er også blevet forundret over den ungdommelighed og energi hos jer, der netop er kommet til Hjælpeforeningen fra de Unge Pigers program. Jeg har set, hvordan jeres hjerte længes efter at gøre en forskel for det gode i verden. Jeg forestiller mig ofte, hvilke muligheder, der fx kunne forekomme med slægtsforskning, hvis I delte jeres tekniske færdigheder med ældre søstre (som mig!). Vi har simpelthen ikke råd til at formøble jeres ungdommelige og energiske kraft ved at foreslå, at I sidder ved siden af og ser ældre og mere erfarne kvinder foretage al planlægningen, organiseringen og arbejdet i Hjælpeforeningen.

Vi kan udføre Herrens værk på hans måde, når vi søger, modtager og handler på personlig åbenbaring. Uden personlig åbenbaring vil det ikke lykkes for os. Hvis vi giver agt på personlig åbenbaring, kan det ikke gå galt for os. Profeten Nefi lærte os, at Helligånden vil vise os »alt det, som [vi] skal gøre«.¹⁸ Det blev profeteret, at i de sidste dage ville Herren udgyde sin Ånd over sine trælkvinder.¹⁹ Det vil ske, når vi tillader os selv at være stille nok og tyste nok til at lytte til Åndens røst. Ældste Neal A. Maxwell lærte os, at når vi modtager åbenbaring på vegne af vores kaldelse og i vores eget liv, »kræver [det] en alvorlig, mental indsats fra vores side … åbenbaring opnås ikke ved at trykke på knapper, men ved at presse os selv; ofte hjulpet af faste, skriftstudium og personlige overvejelser.

Men vigtigst af alt, så kræver åbenbaring, at vi har en tilstrækkelig grad af personlig retskaffenhed, så åbenbaring til tider kan komme til den retskafne, uopfordret.«²⁰

Præsident Spencer W. Kimball sagde for en del år siden, at »der ligger en kraft i den organisation, som endnu ikke fuldt ud er blevet udøvet, til at styrke Zions hjem og opbygge Guds rige – og det vil ikke ske, før både søstrene og præstedømmet forstår Hjælpeforeningens vældige muligheder«.²¹ Hjælpeforeningen blev oprettet af Herren for at organisere, lære og inspirere hans døtre til at forberede sig til det evige livs velsignelser. Det er vores mål at støtte Kirkens kvinder i deres personlige ansvar ved at sikre, at alle de møder, alle de lektioner og alle de aktiviteter, vi foretager, hjælper dem med at øge deres tro og personlige retskaffenhed, styrke deres familier og hjem samt tjene Herren og hans børn.

Den eneste måde vi kan opnå det på, er ved at stræbe efter, modtage og handle på personlig åbenbaring. Den virkelige styrke i dette store verdensomspændende søsterfællesskab ligger i hver eneste kvinde. Selv om vi måske anser os selv for at være svage og almindelige, deler vi alle en ædel arv og kan udvikle en tro, der er lig de bemærkelsesværdige, trofaste kvinders, som er gået forud for os. Vi har en afgørende rolle at spille med at hjælpe til at opbygge Guds rige og forberede os til Herrens komme. Faktisk kan Herren ikke fuldføre sit værk uden hjælp fra sine døtre. På grund af det forventer Herren af os, at vi øger vores indsats. Han forventer, at vi opfylder Hjælpeforeningens formål mere end nogensinde. Jeg er taknemlig for at kunne vidne om sandfærdigheden af Jesu Kristi gengivne evangelium og om en levende profet i dag, som leder hans værk. I Jesu Kristi navn. Amen.