I ved tilstrækkeligt

Jeg glæder mig sammen med jer over at være medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da præsident Monson fortalte den vidunderlige nyhed om fem nye templer, tænkte jeg på, hvordan vi overalt i verden, på hvert kontinent, i store byer og i små byer har en storslået familie af troende. Sammen er vi begyndt på vores vandring mod evigt liv. Det er rejsernes rejse. Vi går fremad og påtager os »Kristi navn og [har] en fast beslutning om at ville tjene ham til enden.«¹

Selv om der er mange oplevelser ligesom den, vi har i dag, fyldt med åndelig kraft og bekræftelse, er der også mange dage, hvor vi føler os utilstrækkelige og uforberedte, hvor tvivl og forvirring trænger ind i vores sjæl, hvor vi har vanskeligt ved at finde vores åndelige fodfæste. En del af vores sejr som Kristi disciple er, hvad vi gør, når disse følelser kommer.

For næsten 40 år siden, da jeg overvejede udfordringen ved en mission, følte jeg mig meget utilstrækkelig og uforberedt. Jeg husker, at jeg bad: »Himmelske Fader, hvordan kan jeg tjene på en mission, når jeg ved så lidt?« Jeg troede på Kirken, men jeg følte, at min åndelige kundskab var meget begrænset. Mens jeg bad, kom denne følelse: »Du ved ikke alt, men du ved tilstrækkeligt!« Den forsikring gav mig mod til at tage det næste skridt ud i missionsmarken.

Vores åndelige rejse er en livslang proces. Vi ved ikke alt fra begyndelsen af vejen eller endog undervejs. Vores omvendelse kommer trin for trin, linje på linje. Først bygger vi en grundvold af tro på Herren, Jesus Kristus. Vi værdsætter principperne og ordinancerne for omvendelse, dåb og modtagelse af Helligåndsgaven. Vi inkluderer en fortsat forpligtelse til bøn, en villighed til at være lydig og et vedvarende vidne om Mormons Bog. (Mormons Bog er stærk, åndelig næring).

Så forbliver vi standhaftige og tålmodige, mens vi går frem gennem jordelivet. Til tider vil Herrens svar være: »I ved ikke alt, men I ved tilstrækkeligt« – tilstrækkeligt til at holde befalingerne og gøre det rette. Husk Nefis ord: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«²

Engang besøgte jeg en mission i Sydeuropa. Jeg ankom den dag, en ny missionær forberedte sig på at tage hjem efter eget ønske. Han havde en billet og skulle rejse næste dag.

Vi sad sammen i missionspræsidentens hjem. Missionæren fortalte mig om sine udfordringer i barndommen, om at opleve uro i hjemmet, om at flytte fra den ene familie til den anden. Han talte oprigtigt om sin manglende evne til at lære et nyt sprog og tilpasse sig en ny kultur. Så tilføjede han: »Bror Andersen, jeg ved ikke engang, om Gud elsker mig.« Da han sagde de ord, kom en sikker og kraftfuld følelse til min ånd: »Han ved, at jeg elsker ham. Det ved han.«

Jeg lod ham fortsætte i nogle minutter endnu, og så sagde jeg: »Ældste, jeg føler sympati for meget af det, du har sagt, men jeg må rette dig i én ting: Du ved godt, at Gud elsker dig. Det ved du, han gør.«

Da jeg sagde de ord til ham, talte den samme ånd, der havde talt til mig, til ham. Han bøjede sit hoved og begyndte at græde. Han undskyldte. »Bror Andersen,« sagde han, »jeg ved godt, at Gud elsker mig, jeg ved det godt.« Han vidste ikke det hele, men han vidste tilstrækkeligt. Han vidste, at Gud elskede ham. Den uvurderlige bid af åndelig kundskab var tilstrækkelig til, at hans tvivl blev erstattet med tro. Han fandt styrken til at blive på sin mission.

Brødre og søstre, vi har alle øjeblikke med åndelig kraft, øjeblikke med inspiration og åbenbaring. Vi må lade dem bundfælde sig dybt i vores sjæl. Når vi gør det, forbereder vi vores åndelige lager til tider med personlige vanskeligheder. Jesus sagde: »Læg jer dette på sinde, så I gør det, som jeg vil belære og befale jer.«³

For flere år siden døde en af mine venners lille datter i en tragisk ulykke. Håb og drømme blev knust. Min ven følte en uudholdelig sorg. Han begyndte at betvivle det, han havde lært, samt det han havde undervist om som missionær. Moderen til min ven skrev et brev til mig og spurgte, om jeg ville give ham en velsignelse. Da jeg lagde mine hænder på hans hoved, følte jeg, at jeg skulle fortælle ham noget, jeg ikke før havde tænkt over på nøjagtig den måde. Den tanke, der kom til mig, var: Tro er ikke blot en følelse, det er en beslutning. Han ville være nødt til at vælge tro.

Min ven vidste ikke alt, men han vidste tilstrækkeligt. Han valgte troens og lydighedens vej. Han knælede ned. Han genfandt sin åndelige balance.

Der er gået adskillige år siden den begivenhed. For kort tid siden fik jeg et brev fra hans søn, som nu tjener på en mission. Det var fuld af overbevisning og vidnesbyrd. Da jeg læste hans smukke brev, så jeg, hvordan en fars valg af tro på et meget vanskeligt tidspunkt i høj grad havde velsignet den næste generation.

Udfordringer, vanskeligheder, spørgsmål, tvivl – de er en del af jordelivet. Men vi er ikke alene. Som Herren Jesu Kristi disciple har vi enorme, åndelige reservoirer af lys og sandhed til rådighed. Frygt og tro kan ikke eksistere i vores hjerte på samme tid. På vore vanskelige dage vælger vi troens vej. Jesus sagde: »Frygt ikke, tro kun!«⁴

Gennem årene foretager vi disse vigtige, åndelige skridt igen og igen. Vi begynder at se, at »den, der modtager lys og forbliver i Gud, modtager mere lys; og det lys vokser sig klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.«⁵ Vore spørgsmål og tvivl forsvinder eller bekymrer os mindre. Vores tro bliver enkel og ren. Vi erkender, hvad vi allerede vidste.

Jesus sagde: »Hvis I ikke … bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«⁶

Hadley Peay er nu syv år. Hadley blev født med en meget alvorlig hørenedsættelse, der krævede en omfattende operation for at tilvejebringe blot en begrænset hørelse. Hendes forældre fulgte op med utrættelig træning for at hjælpe hende med at lære at tale. Hadley og hendes familie har med godt humør tilpasset sig udfordringen ved, at hun er døv.

Engang, da Hadley var fire år, stod hun i kø i et supermarked sammen med sin mor. Hun kiggede bagud og så en lille dreng sidde i en kørestol. Hun bemærkede, at drengen ingen ben havde.

Selv om Hadley havde lært at tale, havde hun svært ved at kontrollere sin stemmestyrke. Med høj stemme spurgte hun sin mor, hvorfor den lille dreng ingen ben havde.

Hadleys mor forklarede hende stille og enkelt, at »vor himmelske Fader skaber alle sine børn forskelligt«. »Okay,« svarede Hadley.

Så vendte Hadley sig uventet om mod den lille dreng og sagde: »Vidste du, at da vor himmelske Fader skabte mig, virkede mine ører ikke? Det gør mig til noget særligt. Han skabte dig uden ben, og det gør dig til noget særligt. Når Jesus kommer, vil jeg kunne høre, og du vil få dine ben. Jesus vil sætte alt i orden.«

»Hvis I ikke … bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«

Hadley vidste tilstrækkeligt.

Jesus er Kristus. Han er opstået. Han er vor Frelser og Forløser. Alt vil blive i orden, når han kommer tilbage. Dette er hans hellige værk. Gennem profeten Joseph Smith blev hans præstedømme gengivet på jorden, og hans profet i dag er præsident Thomas S. Monson. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.