Vi glædes og frydes

Mine kære søstre, hvor er vi velsignede! Vi er ikke blot medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men vi er også medlemmer af Hjælpeforeningen – »Herrens organisation for kvinder«.¹ Hjælpeforeningen er et bevis på Guds kærlighed til sine døtre.

Fryder I jer ikke i hjertet, når I mindes beretningen om Hjælpeforeningen og husker vores meget spændende begyndelse? Ved det første hjælpeforeningsmøde den 17. marts 1842 erklærede profeten Joseph Smith, at »Kirken var aldrig fuldstændig organiseret, før kvinderne således var organiseret«.² Han organiserede derpå søstrene »under præstedømmet og efter præstedømmets mønster«.³ Den lille forskelligartede gruppe kvinder, der var forsamlet ved det første hjælpeforeningsmøde, var hengivne kvinder, som ligner medlemmer af Hjælpeforeningen i dag. Der var unge kvinder og ældre kvinder, kvinder med formel uddannelse og kvinder uden formel uddannelse. Der var gifte kvinder, mødre og enlige kvinder. Der var velhavende kvinder og andre, der var meget fattige. De havde hver især kærlighed til hinanden, en kærlighed til Herren og et ønske om at tjene. Ved at huske, hvad hjælpeforeningssøstrene gjorde førhen, kan vi bedre forstå og blive vejledt i dag.

Ved det første hjælpeforeningsmøde bad Joseph Smith søstrene om at bistå brødrene »ved at tilse de fattiges behov – i søgen efter muligheder for at udøve barmhjertighed, og ved at yde den hjælp, der er behov for.«⁴ Han formanede derudover søstrene til at handle »ifølge det medfølende sind, som Gud har plantet i jeres indre.«⁵

Søstrene tog denne opgave til sig og blev en forening, der tjener de fattige og trængende. Søster Emma Smith sagde: »Vi vil udrette noget usædvanligt. Når en båd sidder fast i strømfaldet, med en mængde mormoner om bord, skal vi betragte det som et højt råb om hjælp. Vi forventer ekstraordinære begivenheder og vigtige kald.«⁶

I Kirkens første dage ydede Kirkens søstre hjælp ved at gå fra hus til hus. Søstrene gjorde det, vi nu kalder besøgsundervisning, og gik omkring og virkede blandt alle, havde omsorg for og tog sig af andres behov og sikrede sig, at folk havde mad, tøj, husly og ydede den hjælp, der var brug for. Hvis en søster havde noget at give af, gav hun det til besøgslærerne. Hvis hun led nød, ville søstrene hjælpe hende.⁷

Lad os hellige os selv til Hjælpeforeningen, som præsident Boyd K. Packer rådede til: »Tjeneste i Hjælpeforeningen højner og helliggør hver enkel søster … Når I helliger jer Hjælpeforeningen, organiserer den, holder gang i arbejdet og deltager i den, vil I støtte den sag, som kan velsigne enhver kvinde, I øver indflydelse på.«⁸

Ligesom Emma beskrev, at båden sad fast i strømmen og folk havde brug for hjælp, kan vi sammenligne det med i dag, når vi fx ser en nabo, der er syg, et barn, som har brug for undervisning, en teenager, der har brug for en ven, eller en familie, der har mistet deres indkomst og behøver hjælp til at komme på fode igen. Vi hører om ulykker, storme eller personlige tragedier i vore søstres tilværelse overalt. Vi behøver ikke at styrte rundt for at finde noget at gøre eller sager at tage op.

Husk, at der som oftest er brug for hjælp i vores hjem, nabolag og lokalsamfund. Et venligt og opmuntrende ord, en lille takkeseddel, en telefonopringning, et varmt smil, en god gerning og en påmindelse om, at Gud elsker os er ofte det, der er mest brug for. Vi kan opløfte og velsigne andre på så mange måder.

Hjælpeforeningen er ikke kun en klasse om søndagen. Den er ikke kun et sted, vi tager hen, hvis vi ikke underviser i Primary eller Unge Piger. Det er Herrens organisation for kvinder. Deltagelse i Hjælpeforeningen er en del af vores herlige arv og velsignelse som kvinder i Herrens kirke.

Ved disse første hjælpeforeningsmøder rådede Joseph Smith søstrene til at undervise hinanden i Jesu Kristi evangelium. Han sagde: »Foreningen er ikke blot til for at hjælpe de fattige, men til at frelse sjæle.«⁹ Han sagde endvidere: »Jeg giver jer nu nøglen i Guds navn, og denne forening skal glædes, og kundskab og intelligens skal tilflyde jer fra nu af.«¹⁰ Åh, hvor jeg elsker den udtalelse. Det minder mig om at glæde mig over de velsignelser, Gud har til denne kirkes kvinder.

Kvinder i Hjælpeforeningen har altid stræbt efter at lære og vokse. Vi ved, at »Guds herlighed er intelligens«.¹¹

I 1830 erklærede Herren i en åbenbaring gennem profeten Joseph til hans hustru Emma, at hun skulle »udlægge skrifterne og … formane kirken, sådan som det skal blive givet dig ved min Ånd«.¹² Denne opgave blev ikke kun givet til Emma, men Joseph præciserede, at alle søstrene skulle stræbe efter denne gave.¹³ Kvinder underviste i Jesu Kristi evangelium og fulgte Frelseren i ord og gerning. Søstrene gav hinanden næring ved Guds gode ord.¹⁴

Nogle kvinder har sagt, at det er skræmmende at undervise en klasse eller at stå og tale foran en gruppe mennesker. Jeg kan forsikre jer om, at jeg af erfaring ved, at det kan være temmelig skræmmende. Lad os huske det, Eliza R. Snow engang sagde til sin niece, som blev bedt om at tale foran en gruppe mennesker. Da hendes niece rejste sig, var hun ude af stand til at sige noget, fordi frygten greb hende. Til sidst satte hun sig bare ned. Eliza rådede hende venligt og blidt: »Pyt med det, men når du bliver bedt om at tale igen, så prøv at have noget at sige.«¹⁵

Vi har noget at sige, når vi forbereder os, sådan som Herren har anvist. Han beder os om at »prædike [sit] evangelium ved Ånden«, og de, der prædiker, og de, der modtager, forstår »hinanden, og begge bliver opbygget og fryder sig sammen«.¹⁶ Når vi ivrigt forbereder os, bruger skrifterne og godkendte kirkematerialer og beder Herren om hjælp, vil han give os »den ubeskrivelige gave, som Helligånden er«,¹⁷ og vi vil vide, hvad vi skal sige, så alle bliver opbygget.

Ved et vidunderligt hjælpeforeningsmøde skrev Eliza R. Snow i referatet, at »næsten alle de tilstedeværende rejste sig og talte, og som en rensende strøm fornyede Herrens ånd hvert hjerte.«¹⁸ Vi håber, at vore søstre i dag føler sig næret, opbygget og opløftet, hver gang de overværer Søndagsskolen, går ud som besøgslærere, deltager i en aktivitet eller udfører en hvilken som helst tjenestegerning.

Søstre, vi har nu, mere end nogensinde, brug for kvinder, der står frem og er stærke. Vi har brug for kvinder, der bekendtgør sandheden med styrke, tro og ligefremhed. Vi har brug for kvinder, der er et eksempel på retskaffenhed. Vi har brug for kvinder, der er »ivrigt engageret i en god sag«.¹⁹ Vi har brug for at leve således, at vores liv bærer vidnesbyrd om, at vi elsker vor himmelske Fader og Frelseren Jesus Kristus, og at vi vil gøre det, de har bedt os om at gøre. Vi har brug for at redde »alt det ædle og gode i [os]«,²⁰ så vi som Guds døtre kan gøre vores del til at opbygge Guds rige. Vi vil få hjælp til at gøre dette. Som Joseph Smith sagde: »Hvis I lever op til jeres privilegier, kan end ikke englene holdes tilbage fra at pleje omgang med jer.«²¹

Lad os bære hinandens byrder, sørge med dem, der sørger, trøste dem, der står i behov for trøst og således holde de pagter, vi har indgået.²²

Vi er yderst velsignede. Jesus Kristus er denne kirkes overhoved. Vi bliver ledt af levende profeter, seere og åbenbarere. Vi har de hellige skrifter at læse i, studere og få svar fra til vores daglige liv. Vi har hellige templer rundt om i hele verden, hvor vi kan opnå de ordinancer, der er nødvendige for at hjælpe os med at vende tilbage til vor himmelske Fader. Og vi har hinanden.

Jeg ser »Guds billede aftegnet i [jer gode kvinders] ansigtsudtryk«,²³ når jeg rejser rundt mange steder i verden. Jeg hører om jeres gode gerninger og bemærkelsesværdige hengivenhed. Jeg ser Kristi lys afspejle sig i jeres øjne.

Jeg ved, at vi, således som Emma opfordrede til, kan gøre noget ekstraordinært i dag. Vi kan være en retfærdig hær af kvinder bevæbnet med kærlighed, medfølelse, venlighed, tjeneste og tro. Vi kan være en mægtig styrke på det godes vegne i denne verden. Så bliver vi det, som præsident Packer beskrev: »Hjælpeforeningen kan sammenlignes med et tilflugtssted – et trygt sted, hvor man kan være beskyttet … I kan føle jer trygge der. Den omgiver alle søstre i kredsen som en beskyttende mur.«²⁴ Vi må have dette trygge sted, hvor man kan være beskyttet!

Bliver I ikke bare begejstrede over at tilhøre Hjælpeforeningen? Når vi husker det, som disse ædle kvinder gjorde i fortiden, bliver vi vejledt i dag og i fremtiden.

Jeg vidner om, at Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus, lever og elsker os. Jeg vidner om, at vi bliver ledt af en Guds profet. Jeg vidner om, at når vi holder vore pagter, bliver vi velsignet umådeligt. I Jesu Kristi navn. Amen.