Vidnesbyrdet som proces

For nogle få år siden, mens jeg tjente som områdehalvfjerdser i Brasilien, var min familie og jeg på ferie i den smukke by Florianópolis. Om søndagen tog vi som sædvanligt til den nærmeste kirke, vi kunne finde. Min hustru og jeg samt vores ældste datter deltog i en søndagsskoleklasse, hvor man drøftede vores personlige vidnesbyrd om evangeliet.

På et tidspunkt under lektionen spurgte læreren deltagerne, om de ville fortælle om en stærk, åndelig oplevelse, som de havde haft, mens de udviklede deres vidnesbyrd om Kirken. Mens nogle søskende fortalte deres beretninger, gennemgik jeg i tankerne mine egne oplevelser som nyomvendt efter noget, jeg kunne fortælle dem, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget særligt bemærkelsesværdigt i min proces med at opnå et vidnesbyrd.

Mens jeg sad og tænkte og lyttede til de andres oplevelser, blev jeg klar over, at læreren forventede, at jeg ville deltage. Hun lyttede til de andre medlemmer, og hun lod mig forstå, at hun ventede på at få fortalt min store oplevelse. Når alt kommer til alt, var jeg områdehalvfjerdser, og jeg burde have noget imponerende at fortælle. Da jeg følte, at tiden gik og hun ventede på mig, prøvede jeg igen at finde noget, som kunne passe ind i kategorien med stærke oplevelser, men til min lærers skuffelse kunne jeg ikke komme i tanke om noget. På trods af mit ønske om at hjælpe kunne jeg ikke imødekomme hendes forventning.

Heldigvis var det fastesøndag, og under faste- og vidnesbyrdsmødet benyttede jeg mig af muligheden for at udtrykke mit vidnesbyrd til forsamlingen og især til den søster og hendes søndagsskoleklasse. Det var ikke en bemærkelsesværdig oplevelse, jeg havde at fortælle, men et oprigtigt vidnesbyrd, som jeg har om det gengivne evangeliums sandheder.

Sommetider tror vi, at vi, for at have et vidnesbyrd om Kirken, skal have en eller anden stærk oplevelse eller at der skal ske noget, som vil fjerne enhver tvivl om, at vi har fået et svar eller en bekræftelse.

Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Åndens røst er i skrifterne beskrevet som værende hverken ›høj‹ eller ›barsk‹. Det er ikke ›en tordenrøst, ej heller … en røst som en tumultagtig larm.‹ Det er snarere en ›stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken,‹ og den kan ›gennembore … helt ind til selve sjælen‹ og få ›hjertet til at brænde‹. (3 Ne 11:3; Hel 5:30; L&P 85:6-7). Husk, at profeten Elias lærte, at Herrens røst ikke var i stormen, ej heller i jordskælvet, ej heller i ilden, men at den var en ›sagte susen‹ (1 Kong 19:12).«

Præsident Packer fortsætter: »Ånden fanger ikke vores opmærksomhed ved at råbe til eller ruske i os. Den hvisker snarere. Den påvirker os så blidt, at er vi forudindtaget, fornemmer vi det måske slet ikke …

Fra tid til anden tilskynder den os blot tilstrækkeligt til, at vi giver agt. Men hvis vi ikke retter os efter denne blide tilskyndelse, trækker Ånden sig for det meste tilbage og venter, indtil vi søger og lytter og på vores egen måde og – ligesom den fordums Samuel – siger: ›Tal, din tjener hører!‹ (1 Sam 3:10)« (»Herrens lys«, Den danske Stjerne, juli 1983, s. 30-31).

Store begivenheder er ingen garanti for, at vores vidnesbyrd vil blive stærkt. Laman og Lemuel er gode eksempler på det. De blev besøgt af engle, og selv der, næsten i selvsamme øjeblik, betvivlede de Herrens vilje. Visse store ledere i disse sidste dage belærer os også om dette princip. De blev undervist fra det høje i genoprettelsens første tid, og alligevel var de ikke stærke nok til at holde ud til enden. Disse oplevelser viser os, at når vi får et vidnesbyrd fra den »stille, sagte røst«, kan den sommetider have en stærkere indvirkning på vores vidnesbyrd end en engels besøg.

Da jeg var en ung mand i Porto Alegre i Brasilien og lærte om Kirken af to søstermissionærer, kan jeg huske, at jeg søgte efter et svar på mine bønner – noget stort og uomtvisteligt. Det skete aldrig. Det betyder ikke, at jeg ikke udviklede vished nok til at tilslutte mig den genoprettede kirke.

Alma underviser om processen med at nære et vidnesbyrd: »Men se, hvis I vil vågne op og vække jeres evner til et forsøg med mine ord og udøve den mindste smule tro, ja, selv om I ikke kan gøre mere end ønske at tro [og det tror jeg gjaldt for mig som undersøger], lad da det ønske virke i jer, indtil I tror på en sådan måde, at I kan give plads til en del af mine ord« (Alma 32:27).

Siden mine dage som undersøger af Kirken og senere hen som missionær og dernæst far og leder, har alle disse oplevelser tilsammen dannet et erfaringsgrundlag og en række følelser, de fleste oftest små, som ingen tvivl efterlader om, at frøet »er et godt frø« (Alma 32:30).

Alma fortsætter sin undervisning om et vidnesbyrd: »Se, vi vil sammenligne ordet med et frø. Se, hvis I giver plads til, at et frø kan blive sået i jeres hjerte, se, hvis det er et sandt frø eller et godt frø, og hvis I ikke kaster det ud ved jeres vantro, så I modsætter jer Herrens Ånd, se, da vil det begynde at svulme i jeres bryst, og når I føler disse svulmende bevægelser, begynder I at sige til jer selv: Det må nødvendigvis være sådan, at det er et godt frø, eller at ordet er godt, for det begynder at udvikle min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig lifligt« (Alma 32:28).

Altså kan et vidnesbyrd for nogle mennesker komme ved en enkel og uigendrivelig begivenhed. Men for andre kan det komme gennem en række oplevelser, som måske ikke er så bemærkelsesværdige, men tilsammen vidner de på ubestridelig vis om, at det, vi har lært og efterlevet, er sandt.

I dag, efter mange år som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er jeg måske ikke i stand til at huske de fleste af alle de oplevelser, der har formet mit vidnesbyrd. Men alligevel har alle disse oplevelser gjort indtryk og bidraget til mit vidnesbyrd om den genoprettede kirke. I dag har jeg en absolut vished om Jesu Kristi evangeliums sandheder.

Jeg vil gerne afslutte med at bære dette vidnesbyrd, ikke kun for den søster, som underviste i søndagsskoleklassen, men også for alle jer. Jeg ved, at vor himmelske Fader lever. Jeg ved, at han elsker os. Vi er hans børn. Han lytter til vore bønner. Jeg ved, at Jesus Kristus er vor Frelser. Han døde, opstod og sonede for vore synder. Hans forsoning har velsignet mig hver eneste dag i mit liv.

Jeg vidner om, at Jesu Kristi kirke blev genoprettet i disse sidste dage af profeten Joseph Smith. Han var Guds profet. Jeg ved, at vi i dag bliver ledt af en levende profet, præsident Thomas S. Monson. Jeg ved, at han er profet i vor tid, ligesom Moses, Abraham og Esajas var det på deres tid.

Mormons Bog er Guds ord såvel som Bibelen, og den er endnu et vidnesbyrd om Frelseren. Jeg ved, at præstedømmets kraft blev gengivet og har velsignet mange hellige over hele verden. Og det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn.