Gør altid en indsats

Inden jeg fortæller jer to historier fra mit liv, vil jeg gerne påpege noget, som jeg ofte fortalte mine missionærer, da jeg tjente som missionspræsident. I Forkynd mit evangelium citeres præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) for følgende: »Jeg har ofte sagt, at en af de største hemmeligheder bag missionering er arbejde! Hvis en missionær arbejder, får han Ånden; hvis han får Ånden, underviser han ved Ånden; og hvis han underviser ved Ånden, når han ind til menneskers hjerte og er lykkelig. Han har ikke hjemve, bekymrer sig ikke om familien, for al tid og alle talenter og tanker er fokuseret på missionærgerningen. Arbejde, arbejde, arbejde – der er ingen tilfredsstillende erstatning, især ikke hvad missionering angår.«¹

I den spanske udgave af Missionærvejledningen, som vi benyttede før Forkynd mit evangelium, blev ordet arbejde oversat som indsats. Ud over at yde en indsats må man koncentrere al sin tid, sine talenter og sine interesser på det. Dette fokus er nødvendigt for at opnå succes. Og hvis man er glad i stedet for vred og hadefuld, så fører ens arbejde til noget godt.

Jeg har erfaret dette i mit eget liv. Jeg begyndte at arbejde for at stort oliefirma, kort efter min dåb. Jeg modtog disse sandheder om arbejde, og de førte til min fremgang i firmaet.

Der var især en leder i firmaet, som havde stor magt. Han forlangte, at hver afdeling sendte to personer, som kunne hjælpe ham med en statusopgørelse. Og han sagde, at det eneste krav var, at de mennesker vidste noget om regnskaber.

Jeg havde gået på handelsskole og havde taget eksamen i regnskabsføring. Min afdelingsleder sagde: »Gå hen og fortæl ham, at du kan hjælpe ham med den statusopgørelse, og at du er revisor.« Han ville gerne se den andens reaktion, fordi jeg var så ung.

Da jeg kom derhen, spurgte lederen, hvad jeg ville. Jeg svarede: »Jeg skal hjælpe med statusopgørelsen.« Jeg gjorde, som min chef havde instrueret mig i og sagde, at jeg var revisor. Han lo.

Så sagde han: »Nå, hr. revisor, sæt dig herhen. Tag den her regnemaskine og læg tallene i de forskellige kolonner sammen, så hurtigt du kan.«

Jeg begyndte med en finger, meget langsomt. Han skubbede mig ud af stolen og sagde: »Du kan jo ikke noget. Nu må jeg straffe dig. Du skal sidde i en stol foran mig i to uger og se, hvordan jeg gør det.«

Jeg flyttede mig hen til en anden stol. Han sagde: »Se nu godt efter.« Han begyndte at lægge tal sammen i en fart, uden at se på sine fingre. Jeg var forbløffet. Jeg troede, at det var hans spøg, at jeg skulle se på ham i to uger, men det var det ikke.

Den første dag sad jeg der i seks eller syv timer. Den aften blev jeg der efter arbejdstid og ventede på, at alle skulle forlade bygningen. Så gik jeg hen på hans kontor, satte en ny rulle papir i regnemaskinen og øvede mig på at lægge de samme kolonner sammen, som han havde gjort. Jeg arbejdede i flere timer og blev hurtigere og hurtigere og hurtigere. Da jeg mente, at jeg gjort det lige så hurtigt som han eller hurtigere, sov jeg en times tid eller to.

Næste morgen vaskede jeg mit ansigt og gik ud af hoveddøren, da de åbnede tidligt, og så gik jeg ind igen, da lederen var ankommet. Jeg bankede på hans dør. Han sagde: »Godt, sæt dig her og se på, hvad jeg gør.«

Da han begyndte at lægge sammen, syntes jeg, at det virkede langsomt. Jeg havde øvet mig i syv timer i træk. Jeg skubbede ham blidt til side og bad ham sætte sig på min stol. Jeg begyndte at regne meget hurtigt. Han blev overrasket.

Han sagde: »Hvad har du gjort?« Han tvang mig til at fortælle ham det. Han sagde: »Da du har lært det, skal du fra nu af arbejde for mig, så skal jeg lære dig alt, hvad jeg kan.«

Jeg skiftede afdeling. Nogle år senere trak han sig tilbage, og takket være hans anbefaling kunne jeg overtage hans stilling. Jeg ydede en indsats og koncentrerede mig, og jeg var glad for det, jeg arbejdede med. Jeg blev ikke vred, fordi han til at begynde med straffede mig.

Man kan udrette alt godt. Man skal bare yde en indsats, koncentrere sig og være glad.

Det firma, jeg arbejdede for, lukkede. Jeg flyttede til Mexico City, og fordi jeg holdt af at arbejde, ansøgte jeg om en vikarstilling hos et internationalt nyhedsredaktion. De bad mig om at foretage statusopgørelse, hvilket var en af mine stærke sider. Jeg klarede opgørelsen på to uger. De tilbød mig et godt job til en god løn, og det tog jeg imod.

Dengang kunne jeg ikke tale engelsk. Vores direktør, en mand fra Texas, som ikke talte spansk, sagde til min chef: »Den knægt arbejder godt. Hvis han kunne tale engelsk, ville vi betale ham endnu mere. Så kunne vi sende ham på oplæring i New York, og med tiden kunne han blive chef her.«

Da min chef sagde det, spurgte jeg: »Skal jeg bare lære engelsk?«

På det tidspunkt var jeg blevet gift. Min hustru kunne tale engelsk, fordi hun var født i Kirkens kolonier i Mexico. Første gang jeg prøvede at sige nogle ord på engelsk, blev jeg bedt om at holde op. Det var bare ikke min stærke side.

Nu var jeg motiveret af tanker om at forbedre min jobsituation og de muligheder, der fulgte med, såsom at komme til New York. Jeg tog hen til en sprogskole og sagde, at jeg ville lære engelsk, så hurtigt jeg kunne.

De spurgte: »Hvor meget kan du?«

Jeg sagde: »Ikke et ord. End ikke ›Godmorgen.‹«

De sagde: »Vi har et intensivt kursus. To uger med 16 timer om dagen. Otte timer herhenne sammen med lærere og otte timer derhjemme med bånd. Det koster 1000 $.«

Jeg sagde: »Det kan jeg godt klare. Jeg vil tage ferie, så jeg kan studere 16 timer om dagen.«

Jeg tog hen til min chef og sagde: »Jeg kan lære engelsk på to uger, og det skal kun koste dig 1000 $.« Han lo og sagde: »Det er jo umuligt. Det tog mig to år at lære det.«

Jeg sagde til min chef: »Bed direktøren om at give mig to ugers ferie og betale for kurset. Hvis jeg ikke kan tale med ham på engelsk efter de to uger, så kan I trække kursusudgiften i min løn.«

Det gav han tilladelse til.

Jeg tog hen til skolen. Hver gang, der var gået 45 minutter, skiftede de lærere. De øvede og øvede ordforråd, sætninger og samtale med mig.

Når de otte timer på skolen var forbi, gik jeg ud på gaden og ledte efter engelsktalende turister, jeg kunne snakke med. Så lyttede jeg til bånd i otte timer.

Den væsentligste grund til at jeg gik i skole, var ikke at lære engelsk. Jeg ville så gerne være chef og rejse til New York. Det var ikke svært for mig at lære engelsk, fordi jeg var yderst motiveret. Jeg nød hvert sekund af det.

Da jeg havde fuldført de 224 timers studium, kunne jeg kommunikere nogenlunde på engelsk. Jeg vidste, at den virkelige prøve var samtalen med min direktør. Hvis det ikke gik, måtte jeg betale de 1000 $ tilbage. Så jeg lagde en plan. Jeg ville tale med ham om alt det, jeg havde lært. Da jeg trådte ind på hans kontor, talte og talte jeg i 20 minutter, uden at lade ham få et ord indført. Han sagde: »Det er nok. Send ham til New York.« Og så rejste jeg til New York!

Jeg kan fortælle jer, at hvis I vil have succes med noget, må I koncentrere jer, yde en indsats og være glad for det, I arbejder med. Den fremgangsmåde kan føre til alt. I kan lære meget og opnå ethvert værdigt mål. Nyd det, I arbejder med, selv om det er hårdt. Gør det på jeres mission eller inden for alle andre aspekter af jeres liv. Som præsident Benson sagde: »Arbejd, arbejd, arbejd.«