Ærlighedsprøven

Patricia: Min bedste veninde, Francini, og jeg er nogle af de eneste medlemmer af Kirken på vores skole i Brasilien, og vi oplever ofte, at de små ting, som vi gør, får stor betydning.

En af disse små ting fandt sted i en matematikklasse om lørdagen, som både Francini og jeg gik til. Netop denne dag var Francini fraværende. Den dag blev de prøver, som vi havde taget et par dage tidligere, delt ud. Jeg var lidt fraværende, da læreren lagde Francinis prøve på min plads og bad mig give den til hende.

Francini og jeg havde allerede talt om, hvordan vi mente, at vi havde klaret os, så det overraskede mig, at hendes karakter var højere, end vi havde ventet. Jeg kiggede på hendes prøve og så, at læreren havde overset en fejl i hendes prøve. Uden at tænke videre over det fortalte jeg læreren, at Francinis karakter var for høj.

Jeg var ikke klar over, at hele klassen lyttede med. Straks da jeg havde sagt det, begyndte resten af klassen at kritisere mig og sige, at det var forkert af mig at behandle en ven sådan, og at jeg bare ville have en højere karakter end hende.

Deres reaktion forvirrede og rystede mig. Jeg var sikker på, at jeg blot gjorde det, som Francini selv ville have gjort. Men en eller anden sagde, at ingen var så ærlig, at de ville få deres egen karakter sat ned. Alle betragtede mig som en forræder mod min ven. Jeg forsøgte at fortælle dem, at Francini ville have været ærlig med hensyn til sin karakter, og at der stadig fandtes virkeligt ærlige mennesker i denne verden.

Efter megen snak frem og tilbage besluttede læreren og klassen, at de ville sætte os på prøve. Læreren sagde, at han ville lade Francinis karakter forblive forkert, og så ville vi vente og se hendes reaktion den følgende mandag.

Jeg brød mig ikke om ideen. Jeg syntes ikke, at det var retfærdigt at sætte Francini på prøve. Men læreren havde truffet sin beslutning, og jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Hele weekenden var jeg nervøs for, hvordan det skulle gå, selv om jeg var sikker på, at Francini ville gøre det rigtige. Jeg bad inderligt om, at hun måtte bemærke fejlen i sin prøve.

I matematiktimen den følgende mandag var hele klassen på vagt, da Francini hentede sin prøve.

Francini: Kort tid efter at timen begyndte om mandagen, gav læreren mig min prøve tilbage. Jeg skulle lige til at lægge den væk uden at kigge på den, men så bemærkede jeg, at karakteren var højere, end jeg havde ventet. Jeg rakte hånden op og gik så hen til lærerens kateder. Jeg spurgte, om han havde rettet opgaven korrekt, og han svarede, at det havde han. Så pegede jeg på prøven og sagde: »Men jeg har jo begået en fejl.« Samtidig kom Patricia op til lærerens kateder og fortalte ham, at han også havde overset en fejl i hendes prøve, og at hun i al forvirringen den foregående lørdag ikke havde bemærket det.

Der udbrød straks larm i klassen. Nogle mumlede surt, at Patricia havde sladret til mig, mens andre smilede flovt. Alle de forskellige reaktioner forvirrede mig.

Senere forklarede Patricia mig, hvad der var sket om lørdagen. Det kom bag på mig, at jeg havde været udsat for en prøve, som ikke havde noget med matematik at gøre, og at mine klassekammerater havde behandlet min ven på den måde. Men jeg var glad for, at jeg havde været ærlig, og at Patricias bønner havde tilskyndet mig til at bemærke fejlen i min prøve. Jeg er også taknemlig for, at min ven stolede på mig.

Patricia og Francini: Vi lærte begge meget af denne oplevelse. Vi har fået styrket vores vidnesbyrd om den vigtige rolle sidste dages hellige har som vidner om Jesus Kristus og som eksempler på hans principper. Vi er Herren taknemlige for hans evangelium, som giver os muligheden for at gøre en forskel.