Sukkerroer og sjæles værdi

Herren påpegede værdien af hver eneste mand eller kvinde, ung eller barn, da han sagde:

»Sjæles værdi er stor i Guds øjne …

Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!

Og se, hvis jeres glæde kan være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:10, 15-16).

Husk på, at I har ret til jeres himmelske Faders velsignelser i denne indsats. Han har ikke kaldet jer til jeres privilegerede stilling, bare for at I skulle vandre alene, uden vejledning og forlade jer på heldet. Tværtimod. Han kender jeres evner. Han erkender jeres hengivenhed, og han vil forvandle jeres formodede utilstrækkeligheder til anerkendte styrker. Han har lovet: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).

Primaryledere, kender I de børn, som I tjener? Unge Pigers ledere, kender I jeres unge piger? Aronske præstedømmeledere, kender I de unge mænd? Ledere i Hjælpeforeningen og Det Melkisedekske Præstedømme, kender I de kvinder og mænd, som I er kaldet til at præsidere over? Forstår I deres problemer og deres tvivl, deres længsler, ambitioner og håb? Ved I, hvor langt de er nået, hvilke problemer de har haft, hvilke byrder de har båret, og hvilke sorger de har lidt?

Jeg opfordrer jer til at række ud til dem, I tjener og til at elske dem. Hvis I virkelig elsker dem, som I tjener, befinder de sig ikke i det frygtede »Aldrigland« – aldrig genstand for omsorg, aldrig den, der får tiltrængt hjælp. Det bliver måske ikke jeres privilegium at åbne byporte eller paladsdøre, men I og de, I tjener, kan opleve sand lykke og varig glæde, når I griber en hånd og rører et hjerte.

Hvis I føler jer modløse over jeres indsats, så husk på, at Herrens tidsplan ikke altid stemmer overens med vores. Da jeg var biskop for mange år siden, kom en af lederne for de unge piger, Jessie Cox, hen til mig og sagde: »Biskop, jeg er en fiasko!« Da jeg spurgte hende, hvorfor hun havde det på den måde, svarede hun: »Jeg har ikke været i stand til at få nogle af mine GUF-piger gift i templet, som en god vejleder burde. Jeg har gjort mit bedste, men mit bedste var åbenbart ikke godt nok.«

Jeg forsøgte at trøste Jessie ved at fortælle hende, at jeg som hendes biskop vidste, at hun havde gjort alt, hvad hun kunne. Og da jeg fulgte de piger gennem årene, opdagede jeg, at hver eneste af dem med tiden blev beseglet i templet. Hvis lektien er gemt i hjertet, bliver den ikke glemt.

Når jeg har iagttaget trofaste tjenere, som Jessie Cox, har jeg erfaret, at enhver leder kan være en sand hyrde, der tjener under vor store og gode Hyrdes vejledning og nyder det privilegium at lede og værdsætte og pleje dem, der kender og elsker hans røst (se Joh 10:2-4).

Må jeg fortælle om endnu en oplevelse, jeg havde som biskop? En søndag morgen bemærkede jeg, at Richard, en af vore præster, som sjældent mødte op, atter var udeblevet fra præstedømmemødet. Jeg overlod kvorummet i vejlederens varetægt og tog hjem til Richard. Hans mor sagde, at han arbejdede på et lokalt værksted, hvor han reparerede biler. Jeg kørte hen til værkstedet for at finde Richard og ledte overalt, men uden at finde ham. Pludselig følte jeg mig inspireret til at kigge ned i en gammel smøregrav, som lå ved siden af værkstedet. I mørket kunne jeg se to skinnende øjne. Jeg hørte Richard sige: »Du fandt mig, biskop! Jeg kommer op nu.« Mens Richard og jeg talte sammen, fortalte jeg ham, at vi savnede ham og havde brug for ham. Jeg fik ham til at forpligte sig til at komme til sine møder.

Hans aktivitet forbedredes mærkbart. Med tiden flyttede han og hans forældre bort, men to år senere modtog jeg en invitation til at tale i Richards menighed, inden han rejste på mission. I sin tale den dag fortalte Richard, at vendepunktet i hans liv havde været den dag, da hans biskop fandt ham skjult i smøregraven og hjalp ham tilbage til fuld aktivitet.

Mine kære brødre og søstre, det er vores ansvar, ja, vores højtidelige pligt, at række ud til alle dem, hvis liv vi er blevet kaldet til at røre. Det er vores pligt at lede dem til Guds celestiale rige. Må vi altid huske på, at lederens kappe ikke er en behagelig slåbrok, men ansvarets kappe. Må vi række ud til dem, der har brug for vores hjælp og vores kærlighed.

Når det lykkes, når vi fører en kvinde eller en mand, en pige eller en dreng tilbage til fuld aktivitet, besvarer vi en hustrus, søsters eller mors inderlige bøn og er med til at virkeliggøre en ægtemands, brors eller fars største ønske. Vi ærer en kærlig himmelsk Fader og følger en lydig Søns eksempel (se Joh 12:26; L&P 59:5). Og vore navne vil altid blive holdt i hævd af dem, som vi når ud til.

Af hele mit hjerte beder jeg til, at vor himmelske Fader vil lede os, når vi stræber efter at tjene og frelse hans børn.