2009
Sømmelighed: Et tidløst princip for enhver
Juli 2009


Sømmelighed: Et tidløst princip for enhver

Den måde, vi klæder os på, afspejler vores forståelse af Jesu Kristi evangelium.

Billede
Silvia H. Allred

En af de udfordringer, som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har i dag er at adlyde princippet om sømmelighed i en stadig mere usømmelig verden. Selv om det er svært, kan vi vise, at vi følger Frelseren Jesus Kristus ved at adlyde Kirkens standarder for sømmelighed. Sømmelighed omfatter påklædning, sprog, tanker og personlig opførsel, men her vil jeg fokusere mest på påklædningen.

Oprindelig var formålet med tøj, at det skulle dække vores krop og beskytte den mod elementerne. Det formål gælder stadig, men nu tjener påklædning også andre, mere sammensatte formål. I dag kan det være udtryk for mange ting, såsom rigdom, social status, individualitet eller tilhørsforhold. Men vores påklædning kan også afspejle vores holdninger og værdier. Den måde, sidste dages hellige klæder sig på, viser vores forståelse af og hengivenhed over for Jesu Kristi evangelium.

I en verden, der konstant prøver at underminere vores opfattelse af, hvem vi er, og hvad vi kan blive, kan efterlevelse af sømmelighedsprincippet faktisk styrke vores selvtillid. Ved at efterleve og forkynde dette princip kan vi indgyde den kommende generation samme selvtillid.

Hvad er sømmelighed?

Pjecen Til styrke for de unge rummer nogle grundlæggende retningslinjer for sømmelighed: Dette hæfte har stor værdi for både unge og voksne: »Usømmeligt tøj omfatter korte shorts og nederdele, tætsiddende tøj, bluser som ikke dækker maven og andre afslørende klæder … Unge piger bør gå i tøj, der dækker skuldrene, og undgå tøj med en dyb udskæring foran eller bagpå, eller som er afslørende på nogen anden måde … Unge mænd bør også være ærbare i deres udseende. Alle bør undgå yderligheder i påklædning, udseende og frisure. Vær altid ren og pæn og undgå at være sjusket eller upassende afslappet i påklædning, udseende og manerer. Spørg dig selv: ›Ville jeg føle mig tryg med mit udseende, hvis jeg var i Herrens nærhed?‹«1

Søg Åndens vejledning, når du vælger sømmelig påklædning. Derudover kan du også have gavn af at stille dig selv spørgsmål som disse, når du overvejer principperne omkring sømmelighed:

  • Viser jeg for meget af min krop, når jeg sidder ned, bøjer mig forover, strækker mig eller går op ad trapper?

  • Påkalder jeg mig opmærksomhed ved at bære tøj, det er afslørende eller udfordrende?

  • Må jeg tilpasse, trække op i eller ændre på min tempelklædning for at kunne gå med en bestemt slags tøj?

Hvorfor være sømmelig?

Når vi forstår læren bag princippet om sømmelighed bedre, indser vi, at sømmelighed er den dyd, der leder og styrer handlinger.

Læren bag sømmelighed begynder med vores kundskab om, at vi er Guds børn, som er skabt i hans billede (se Moses 2:27). Vore legemer er hellige gaver fra vor himmelske Fader og har nogle specifikke formål, som han har udstukket. Som taknemlige modtagere, anerkender vi denne gave ved at behandle vores legeme, som han beder os om (se L&P 88:33). Vi lærer at tæmme, styre og tøjle vores legeme og dets fysiske anvendelse, for at blive vor himmelske Fader mere lig.

Lige fra begyndelsen har Herren bedt sine børn om at dække deres legemer. Da Adam og Eva spiste af den forbudne frugt, åbnedes deres øjne, og de blev klar over, at de var nøgne. Adam og Eva forsøgte at dække sig med enkle forklæder af figenblade. Men forklæderne var ikke nok, så Herren fremstillede mere sømmelige dragter af skind til dem (se 1 Mos 3:7, 21).

Gud havde en højere standard dengang, ligesom han har det i dag. Hans standarder er ikke af denne verden. Som han siger i Es 55:8-9:

»For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren;

for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.«

Et tidløst princip

Eftersom sømmelighed er en af Herrens »højere veje« og ikke en midlertidig social trend, er det blevet forkyndt til alle tider. Tænk over disse andre eksempler på påklædning fra skrifterne, og hvad de fortæller os om sømmelighed.

Sømmelighed viser ydmyghed. Profeten Jakob fra Mormons Bog fordømte stolthed og kærlighed til rigdomme. Han formanede sit folk om, at de skulle hindre deres stolte hjerter i at ødelægge deres sjæle. En af de måder, hvorpå de viste deres overdrevne stolthed på, var i deres påklædning. Jakob sagde: »… fordi nogle af jer har fået mere rigeligt, end jeres brødre har, er I indbildske i hjertets stolthed og knejser med nakken og holder hovedet højt på grund af jeres kostbare klæder og forfølger jeres brødre, fordi I tror, at I er bedre end de« (Jakob 2:13).

Tanken om at være ydmyg i vores påklædning kommer yderligere til udtryk i Lære og Pagter 42:40: »Du skal ikke være stolt i dit hjerte; lad alle dine klæder være enkle.« Betyder det, at vi ikke kan klæde os smart? Nej, vi skal klæde os, som det sømmer sig for lejligheden, men vi bør ikke gå op i mærkevarer eller altid have den nyeste mode. Det er bedre at bruge vore midler på mere varige og meningsfyldte formål.

Den måde, vi klæder os på, når vi skal i kirke, viser vores ærbødighed for Herren. Herren bad Moses om at fremstille hellige klædninger, der kunne være værdige til brug i hans hellige hus (se 2 Mos 28:2). Det ses tydeligt af denne befaling, at Herren mente, at hverdagstøj var upassende til et sådan formål. Viser vi, som Moses, vores kærlighed til vor himmelske Fader ved at klæde os passende, når vi tilbeder Herren?

Som disse eksempler viser, »har Guds profeter altid rådet hans børn til at klæde sig sømmeligt«.2 I vores egen tid er vi blevet mindet om, at »den måde, du klæder dig på, afspejler dit indre. Din påklædning og udseende udsender budskaber om dig til andre og påvirker den måde, hvorpå du og andre handler. Når man er velplejet og går sømmeligt klædt, indbyder man Ånden til at ledsage sig og kan øve en god indflydelse på dem omkring sig«3

Velsignelser ved sømmelighed

En af de vigtigste velsignelser ved sømmelighed er en øget selvtillid. En søster fortæller beretningen om en ven, der lærte – og blev velsignet af – sømmelighedens princip, mens hun lærte evangeliet at kende:

»For en del somre siden gik en kollega med mig i kirke. Hun kom hjem til mig inden mødet, klædt i det, der er tradition for i vores varme klima: En ærmeløs sommerkjole. Jeg påskønnede, at hun havde valgt at tage kjole på til kirke, så vi tog af sted. De andre medlemmer af menigheden bød hende velkommen, og hun besøgte os flere gange i de følgende uger. Hun begyndte endda også at deltage i inspirationsmøderne og tog sine børn med til Primary og ungdomsaktiviteter. Under disse hverdagsaktiviteter på varme sommerdage var hun som regel iført en ærmeløs bluse og shorts, der nåede ned til midt på låret. Hun var ikke vulgært klædt, men det stod klart, at hun endnu ikke forstod de sidste dages hellige standarder.

Da der var gået flere uger, spurgte jeg hende, om hun ville være interesseret i at høre mere om Kirken fra missionærerne. Hun sagde, at hun var genert, og at hun ikke var tryg ved at tale med folk, som hun ikke kendte. Hun ville bare blive ved med at komme til menighedens gudstjenester og aktiviteter og forsikrede mig om, at hvis hun havde nogle spørgsmål, ville hun spørge mig eller nogle af de andre i menigheden, som hun allerede kendte.

Det var interessant at se, at da hun fortsatte med at komme i kirke og deltage i aktiviteterne, begyndte hun at gå i længere nederdele, længere shorts og bluser med ærmer. Til at begynde med troede jeg, at det skyldtes det begyndende efterårsvejr, men jeg blev hurtigt klar over, at hun simpelthen havde bemærket, hvordan andre sidste dages hellige var klædt.

Jeg ved ikke, om den øgede selvtillid alene skyldtes den ændrede påklædning, som jeg bemærkede hos hende, men jeg tror, at den var medvirkende til det. Da hun lærte flere af evangeliets principper at kende, såsom sin guddommelige arv som en af Guds døtre, syntes hendes selvværd at øges voldsomt. Hendes selvtillid øgedes, da hun fik en bedre forståelse af baggrunden for noget af det, vi gør. Da hendes selvtillid øgedes, blev hun ivrig efter at høre mere om evangeliet – og blive undervist af missionærerne, hvilket tidligere havde gjort hende nervøs.

Hendes påklædning var blot et aspekt ved hendes kundskab om og forståelse af evangeliets principper og standarder, men da hun opdagede, at hun kunne ændre den del af sit liv, indså hun, at hun også kunne foretage større ændringer. Med tiden førte disse forandringer til hendes omvendelse til Jesu Kristi evangelium og hendes medlemskab af Kirken. Da hun senere blev begavet i templet, krævede det ikke nogen udskiftning i hendes garderobe, for hun efterlevede allerede princippet om sømmelighed.«4

Når sømmelighed bliver den dyd, der styrer og regulerer vores liv, finder vi også et øget selvværd. Tænk på løfterne fra Lære og Pagter 121:45-46:

»… lad dyd uophørligt pryde dine tanker, da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed, og præstedømmets lære skal falde på din sjæl som dug fra himlen.

Helligånden skal være din stadige ledsager, og dit scepter et uforanderligt scepter af retfærdighed og sandhed.«

Må vi alle gøre os fortjent til disse velsignelser.

Noter

  1. Til styrke for de unge, hæfte, 2002, s. 15-16.

  2. Til styrke for de unge 14.

  3. Til styrke for de unge, s. 14-15.

  4. Personlig brevveksling.

Vær ikke tomhovedet

En mannequindukke bærer det, som verden sælger. Men dine standarder er højere.

Krymper dine standarder?

Hvis det er for stramt, for kort eller for afslørende, så lever det ikke på til Kirkens standarder. Stræk ikke dine standarder for at tilpasse dem verdens (Se Til styrke for de unge, s. 14-16).

Snyd ikke dig selv

Den måde, du klæder dig på, viser dine standarder. Send det rigtige budskab (se Til styrke for de unge, s. 15).

Standarder

Du vokser aldrig fra dem (se Joh 14:15).

Klædt på til succes

Klæd dig passende. Lad dig ikke fælde af et dårligt valg (se Til styrke for de unge, s. 14-16).

Stræb efter noget højere

Herren indbyder dig til at berede dig på at træde ind i hans hus. Det rummer inderlig fred og vidunderlige velsignelser (se L&P 88:119).

Fra venstre: Foto: Busath Photography; foto: John Luke; foto: Christina Smith

Til venstre: Foto: Craig Dimond; til højre: Foto: Emily Leishman Beus

Fra venstre: Fotos: Christina Smith og Craig Dimond