Noget smukt forude

»Er der andre, der stadig er vågne?« Første gang jeg spurgte, var der to hviskende stemmer, som svarede bekræftende. Men nu, nogle timer senere, var tavsheden svar på, at jeg var den sidste i lokalet, som ikke kunne sove.

Det var min første nat på missionærskolen (MTC). Den dag havde jeg taget afsked med mine forældre, mødt min kammerat og de andre nye missionærer, der skulle til Italien, og været til de første undervisningstimer. Jeg var udmattet, men min hjerne snurrede af aktivitet. »Hvad er det, jeg har rodet mig ind i?« spurgte jeg mig selv igen og igen. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne lære at blive missionær. Havde jeg mod nok til at flyve til et fremmed land og fortælle fremmede om evangeliet? Måske skulle jeg slet ikke være her. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder.

Så kom jeg i tanker om noget, som min mor havde fortalt mig om sin bror, Larry. Onkel Larry var på mission i Uruguay og Paraguay i 1970erne. Til at begynde med havde han tilbragt mange søvnløse nætter med at bekymre sig om sin utilstrækkelighed. Når han følte, at han ikke længere kunne holde det ud, stod han op af sengen, gik ud på badeværelset og knælede for at trygle sin himmelske Fader om fred. På en eller anden måde lykkedes det for onkel Larry, med Herrens hjælp, at klare sig og udføre en god mission.

Denne tanke indgød mig en smule håb, og jeg sneg mig ned ad gangen til badeværelset. I det svage lys knælede jeg på det kolde flisegulv og græd. Jeg tryglede min himmelske Fader om at skænke mig fred, så jeg kunne samle mod til at gå fremad.

Jeg ventede. Der skete ingenting. Jeg ventede lidt længere, men hørte kun lyden af min egen gråd. Til sidst var der ikke andet at gøre, end at gå tilbage i seng.

Lige i det øjeblik, hvor jeg var ved at falde i søvn, kom svaret. Ånden fyldte mit sind med et klart, varmt indtryk af et smukt sted. Pludselig vidste jeg, at skønt jeg måske ville opleve en vis frygt i begyndelsen, så ville jeg nå dertil, hvor min himmelske Fader ønskede, at jeg skulle nå, hvis jeg holdt ud. Tanken fyldte mig med fred, og jeg faldt i søvn.

Ånden havde givet et glimt af noget smukt forude. Når det syntes hårdt på MTC, lukkede jeg øjnene og huskede den følelse. Med bøn og en ihærdig indsats overvandt jeg min frygt.

Det varede ikke længe, før jeg befandt mig i Genua i Italien sammen med min nye kammerat. I køkkenet i vores lejlighed var der en glasdør, som førte ud til en balkon. Jeg trådte ud på balkonen og kiggede ud over byen. Jeg kendte og elskede allerede denne by. Det var det sted, jeg havde set i mit indre den nat på MTC. Jeg vidste, at Herren havde ført mig frem til dette øjeblik, og at jeg var lige der, hvor jeg skulle være.