Et familiehold

Ammon sukkede, da han forlod fodboldkampen sammen med sin far. »Jeg forstår det ikke,« sagde han. »Vi havde så mange gode spillere. Hvorfor scorede vi ikke mål?«

Far var en god fodboldspiller. Måske kunne han hjælpe.

»Jeg tror, at I har brug for at lære at arbejde sammen som hold,« sagde far. »I vil alle sammen gerne score mål, ikk’?«

»Jo« svarede Ammon. »Men vi kan ikke alle sammen være den, der scorer mål. Er det det, du mener?«

Far nikkede. »Man er ikke ene om at score mål. Først må forsvaret tage bolden fra det andet hold, ikk’?«

Ammon grinte. »Ja, det er lidt svært at score, hvis ikke man har bolden.«

»Nemlig,« sagde far. »Derefter giver forsvaret den til en, som kan score. Ingen kan gøre det hele selv.«

»Det er nok rigtig nok,« sagde Ammon.

Da de kom hjem, stod mor med babyen, mens hun lavede mad. »Hvordan gik kampen?« spurgte hun.

»Vi tabte igen,« sagde Ammon. »Men vi gør det bedre næste gang.«

»Det er en god indstilling,« sagde mor.

»Jeg er rigtig sulten!« råbte Miguel, da han, Samuel og Lucas kom løbende ind.

»Drenge, kan I være søde at hjælpe med at dække bord og rydde legetøjet væk?« spurgte mor.

Alle fire drenge mukkede.

»Men jeg legede ikke med legetøjet,« sagde Samuel.

»Det tager så lang tid!« jamrede Miguel.

Far grinte. »Jeg tror, at vores familie har samme problem som Ammons hold.«

»Hvilket problem er det?« spurgte Samuel.

»Vi arbejder ikke sammen,« svarede Ammon. »Vi vil alle sammen gerne score mål ved at spise aftensmad. Men vi lader mor klare det hele.«

»Nemlig!« sagde far. »Hvordan kan vi arbejde sammen som hold?«

Ammon fik en idé. »Hvad hvis Samuel og jeg dækker bord? Så kan de andre drenge rydde legetøjet op.«

»Rigtig god idé!« sagde far.

Snart var aftensmaden færdig. Ammon foldede sine arme til bøn. Han var glad for, at hans familie havde arbejdet sammen som hold. Han håbede på, at hans fodboldhold ville gøre det samme.