Han elsker dig

Jeg sad i et hjørne i det celestiale værelse ved orgelet under indvielsen af templet i Memphis i Tennessee. Præsident James E. Faust (1920-2007), medlem af Det Første Præsidentskab fra 1995 til 2007, var kommet for at indvie templet. Han og flere andre ledere sad bag mikrofonen. Et af Kirkens lokale kor kom ind og stillede sig bag dem.

En ung kvinde, som jeg var besøgslærer for, var med i koret. Under mødet bad jeg om, at hun måtte modtage det, som hun var kommet for. Hun havde betroet mig, at hun kom til tempelindvielsen denne dag for at finde ud af, hvordan hun stod hos Herren. Hun havde begået alvorlige synder i sin fortid, og selv om hun havde omvendt sig, kæmpede hun stadig for at få en god selvfølelse og også med at have det godt ved at synge i koret.

Jeg stirrede på præsident Faust i håb om, at han som repræsentant for Herren i Det Første Præsidentskab kunne gøre noget. Men hvordan kunne jeg fortælle ham det, og hvordan kunne han gøre noget? Når mødet var færdigt, ville han liste sig lige så stille ud, som han var kommet ind, og der skulle ikke være nogen præsentationer eller udveksling af håndtryk eller ord. Jeg forstod godt, at han havde travlt og havde en rejseplan at følge, men jeg bad alligevel.

Fordybet i sine egne tanker – og med sammentrukne øjenbryn – kiggede præsident Faust noget tid på mig. Da mødet sluttede, strålede han af lykke.

Han så på mig igen og rejste sig pludselig op, vendte sig om og rakte sin arm så langt frem, han kunne. Han pegede direkte på min veninde. Så sagde han højt og bestemt: »Herren elsker dig!«

Præsident Fausts gestus var lille og enkel og dog så mægtig, at den kun kunne være kommet ved, at Helligånden fortalte ham det, jeg ikke kunne. De få ord var til velsignelse for min veninde og styrker fortsat min tro på, at Herren er opmærksom på detaljerne i vores liv, og at »ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6).