2014
Spørgsmål og svar
Oktober 2014


Spørgsmål & svar

»Jeg prøver at styre mine tanker, men der er så mange fristelser. Hvordan får jeg renere tanker?«

Det er svært at kontrollere sine tanker, men det er muligt, og det bringer velsignelser: »Efterhånden som du lærer at beherske dine tanker, vil du blive i stand til at overvinde vaner, selv nedbrydende personlige vaner. Du kan blive frimodig, overvinde frygt og leve et lykkeligt liv.«1

Se også disse velsignelser:

  • Rene tanker hjælper dig til, at »din selvtillid vokse[r] sig stærk i Guds nærhed« og »Helligånden skal være din stadige ledsager« (L&P 121:45-46).

  • Rene tanker hjælper dig til at genkende inspiration, for Helligånden taler til dit hjerte og sind (se L&P 8:2-3).

  • Rene tanker hjælper dig med at adlyde det første og største bud: At elske Gud af hele dit hjerte, din sjæl og dit sind (se Matt 22:37).

Som du vil kunne se ud fra forslagene på disse sider, er der mange ting, du kan gøre for at have renere tanker. Men en af de vigtigste ting, du kan gøre – og det er en gradvis proces – er at overvinde det »naturlige menneske«. Det naturlige menneske kan godt lide urene tanker. Sådan overvinder vi det: »For det naturlige menneske er en fjende af Gud … og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed« (Mosi 3:19).

Hvad kan du gøre i dag for at lade Frelserens forsoning bevirke denne forandring i dit liv?

Medier og venner

Et godt sted at begynde er at vælge opbyggende film, musik og litteratur. Vælg venner i hvis selskab, du kan føre en værdig samtale og lave retskafne aktiviteter. Efterhånden som du har fået flere gode ting at tænke på, vil du finde det lettere at bortvise dårlige tanker, og de vil ikke komme så ofte.

Amber S., 18 år, British Columbia, Canada

Skrifterne

Det hjælper at læse i skrifterne hver morgen inden skole. Lige så snart jeg får en dårlig tanke, erstatter jeg den med det samme med noget bedre. I stedet for bare at sige: »Nej, det skal du ikke tænke på« (hvilket er godt at gøre), kan du erstatte den med en god tanke. Husk på, at det er dig, der har kontrol over dit sind, ikke Satan. Vi er vor himmelske Faders tapre sønner eller døtre, og vores mission er altid at forbedre os selv.

Nick C., 16 år, Arkansas, USA

Familiestudium af skrifterne

Når jeg får urene tanker, prøver jeg at huske på de skriftsteder, som min familie og jeg læste om morgenen. Hver morgen kl. 6 læser min familie i skriften sammen. Det er tidligt, men det er en velsignelse, og det giver mig en følelse af styrke i løbet af dagen.

Elena W., 16 år, Schweiz

Bøn

Bøn bringer mig tættere på vor himmelske Fader og hjælper mig til at koncentrere mig om de gode tanker. Dagligt skriftstudium styrker min tillid til at kunne overvinde fristelser; i skrifterne kan jeg læse om Kristi trofaste disciples eksempler. At bære mit vidnesbyrd hjælper mig også til at holde mine tanker rene.

Dasha M., 17 år, Kijev, Ukraine

God eller rigtig?

Man kan ikke altid kontrollere, om der kommer en tanke, men man har kontrol over, om man vil lade den blive. Du kan spørge dig selv: Gør denne tanke noget godt for mig? Hjælper den mig til at bevæge mig i den rigtige retning? Når der kommer en fristende tanke, så syng en god sang, tænk på et dejligt minde eller bed. Det handler om at erstatte de dårlige tanker med noget godt.

Lisa P., 17 år, Danmark

Lehis eksempel

I 1 Nefi 15:27 fortæller Nefi sine søskende, at deres far i sin drøm om livets træ var omringet af snavs. Men Lehi lagde ikke mærke til snavset, fordi »hans sind var så opslugt af andet.« Det kan også gælde for os i vore dage. Hvis vi har et ønske om at være fyldt med retfærdighed, må vi bede om den og fokusere på retfærdige ting. Da vil vores sind blive fyldt med retfærdighed og dyd, så får de urene tanker ikke kraft til at dvæle.

Hattie W., 16 år, Arizona, USA

Salmer

Salmerne hjælper os til at have renere tanker. God musik opløfter ånden. Når jeg lytter til salmerne, føler jeg mig altid hensat til en mere rolig og celestial sfære. De hjælper mig til at huske på den kærlighed, som vor himmelske Fader har til os hver især, og det bliver lettere at undgå fristelse.

Amanda A., 18 år, Amazonas, Brasilien.

Nadver

I nadverbønnen lyder det, at hvis vi påtager os Kristi navn, holder hans befalinger og altid erindrer ham, vil vi altid have hans Ånd hos os. Ved at erindre ham gør vi en indsats for at skubbe de jordiske tanker bort og fokusere på de evige tanker. Når vi hele tiden erindrer ham, vil vore tanker, ønsker og handlinger forandre sig til det bedre.

McKay M., 18 år, Utah, USA

Noter

  1. Se Boyd K. Packer, »Værdig musik, værdige tanker«, Liahona, apr. 2008, s. 31.