2014
Modstand mod min mission
Oktober 2014


Modstand mod min mission

Forfatteren bor i Manaus, Brasilien.

Efter at have interviewet mig til at kunne tjene på mission sagde min stavspræsident til mig: »Der vil ske mærkelige ting i dit liv. Det bliver en prøve for at få dig til at skifte mening.«

Billede
illustration of worried-looking young man

Illustration: Greg Newbold

Jeg blev medlem af Kirken som 15-årig og fire år senere indsendte jeg mine missionspapirer. Under vores interview roste stavspræsidenten mig for min beslutning om at tjene Herren som fuldtidsmissionær. Så sagde den inspirerede leder noget til mig, der gjorde stort indtryk på mig: »Bror, fra nu af vil der ske mærkelige ting i dit liv. Det bliver en prøve for at få dig til at skifte mening om din beslutning om at tjene Herren.«

Mens jeg ventede på min missionskaldelse, arbejdede jeg som kontorelev hos Xerox. Mit arbejde gjorde det muligt for mig at få fat på nogle af de ting, jeg ville få brug for i missionsmarken, samtidig med at det hjalp min mor med udgifterne derhjemme. Det gik rigtig godt.

Desværre begyndte der at ske »mærkelige ting«. Først blev min mor overfaldet og døde næsten af sine kvæstelser, men en kærlig himmelsk Fader skånede på mirakuløs vis hendes liv.

På det tidspunkt boede min mor og mine to yngre søstre og jeg i en lejebolig. Vi levede af min indkomst og af et lille tilskud, som min mor fik på grund af min fars død nogle år tidligere.

Nogle mennesker, heriblandt kirkemedlemmer, spurgte: »Nænner du at forlade din mor på denne måde og tage på mission?« Efter at have hørt dette spørgsmål et par gange begyndte jeg at tvivle.

En dag ringede min stavspræsident til mig og fortalte mig, at min missionskaldelse var kommet, og bad mig komme ind på hans kontor den aften, så han kunne overrække mig den længe ventede konvolut fra Kirkens hovedkontor. Jeg blev både nervøs og lykkelig over nyheden.

Den samme dag kaldte min chef mig ind på sit kontor inden frokost. Han bød mig venligt ind på sit kontor, hvor vi talte lidt sammen om min tid hos dem og om det, jeg havde lært i firmaet. Så sagde denne magtfulde mand i organisationen noget til mig, der ville være en drøm for de fleste mennesker i byen: »Du har gjort det rigtigt godt som kontorelev, og vi vil gerne tilbyde dig en fast stilling her i firmaet. Hvad siger du til det?«

Det var en af de sværeste beslutninger i mit liv. Sekunderne føltes som evigheder. Det var som om, at jeg kunne høre personer, der spurgte mig, om jeg ville forlade min mor uden min økonomiske støtte og tage af sted på mission.

Ikke desto mindre kom jeg i tanke om det, jeg havde lært fra skrifterne og mine kirkeledere, og på en meget hellig måde vidste jeg med stor sikkerhed, at Gud ønskede, at jeg skulle tjene som fuldtidsmissionær for hans kirke. Jeg vidste, at han ville tage sig af min familie, at jeg kunne stole på ham, og at alt nok skulle gå godt.

Jeg forklarede situationen for min chef, og hans svar giver stadig genlyd: »Jeg troede, at du var en fornuftig ung mand, men her smider du dit livs mulighed væk.«

Jeg takkede ham af hele mit hjerte for hans tilbud, og 28 dage senere mødte jeg op på missionærskolen i São Paulo i Brasilien.

Under min mission sørgede Herren for min families behov gennem kirkevenner og på mirakuløse måder. Min mor genvandt sit helbred, og hun og mine søstre fandt nyt arbejde.

Der sker virkelig »mærkelige ting«, når vi beslutter os for at tjene Herren. Dog vil jeg ydmygt føje mit vidnesbyrd til de mange andre tusinde vidnesbyrd fra dem, der har taget del i Guds tjeneste, og vidne om, at tjenesten som missionær har haft enorm indflydelse på mit liv.