2014
Missionær, slægtsforskning og tempeltjeneste
Oktober 2014


Missionær, slægtsforskning og tempeltjeneste

Fra en tale holdt ved et seminar for nye missionspræsidenter den 25. juni 2013.

Billede
Two photos, one of a young man using a laptop computer, the other of a and a missionary teaching a man

Ved en højtidelig samling, der blev holdt i templet i Kirtland den 6. april 1837, erklærede profeten Joseph Smith: »Efter alt, hvad der er blevet sagt, er den største og mest betydningsfulde pligt at forkynde evangeliet.«1

Næsten præcis syv år senere, den 7. april 1844, erklærede han: »Det største ansvar, som Gud har pålagt os her i verden, er at søge efter vore døde. Apostlen siger, at de ikke kan opnå fuldkommenhed uden os (se Hebr 11:40), for det er nødvendigt, at beseglingsmagten er i vore hænder til at besegle vore børn og vore døde for tidernes fyldes uddeling – en uddeling, hvor de løfter skal indfries, som Jesus Kristus afgav før verdens grundlæggelse til menneskets frelse.«2

Nogle vil måske undre sig over, hvordan både forkyndelse af evangeliet og det at søge efter vore døde sideløbende kan være de største pligter og ansvar, som Gud har givet sine børn. Det er min hensigt at vise, at disse lærdomme fremhæver harmonien og enheden i frelsens værk i de sidste dage. Missionering og slægtsforskning og tempeltjeneste er alle supplerende og forbundne aspekter ved ét og samme værk, frelsesplanen »for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske« (Ef 1:10).

Jeg beder om, at Helligånden vil ledsage jer og mig, når vi sammen overvejer dette frelsens værk i de sidste dage.

Hjerter og præstedømmeordinancer

At forkynde evangeliet og at søge efter vore døde er to gudgivne ansvar, der både vedrører vores hjerte og præstedømmeordinancer. Essensen i Herrens værk forandrer, vender og renser hjerter gennem pagter og ordinancer, der udføres ved den rette præstedømmemyndighed.

Ordet hjerte bliver brugt over 1.000 gange i standardværkerne og symboliserer en persons inderste følelser. Derved definerer vores hjerte – summen af vore ønsker, hengivenhed, hensigter, motiver og indstillinger – hvem vi er, og afgør, hvad vi kan blive.

Herrens formål med missionering er at indbyde alle til at komme til Kristus, modtage det gengivne evangeliums velsignelser og holde ud til enden gennem tro på Kristus.3 Vi fortæller ikke blot andre om evangeliet for at øge den sidste dages helliges Kirkes medlemstal og styrke. Vi søger i stedet at opfylde det gudgivne ansvar om at forkynde vitterligheden af Faderens plan for lykke, hans enbårne Søn Jesu Kristi guddommelighed og virkekraften i Frelserens sonoffer. At indbyde alle til at »kom[me] til Kristus« (se Moro 10:30-33), at opleve en »mægtig forandring« i hjertet (se Alma 5:12-14) og at tilbyde frelsens ordinancer til personer i jordelivet, som endnu ikke er i pagten, er de grundlæggende mål for forkyndelsen af evangeliet.

Tilvejebringelse af frelse for de levende og de døde er Herrens hensigt med at bygge templer og udføre stedfortrædende ordinancer. Vi kommer ikke kun i de hellige templer for at få mindeværdige oplevelser som enkeltpersoner eller som familier. Vi søger i stedet at opfylde det gudgivne ansvar for at tilbyde frelsens og ophøjelsens ordinancer til hele den menneskelige familie. At plante de løfter, der blev givet til fædrene, ja, til Abraham, Isak og Jakob, i børnenes hjerte; at vende børnenes hjerte til deres egne fædre og at lave slægtsforskning og stedfortrædende ordinancer i templet er alle tjenester, der velsigner personer i åndeverdenen, som endnu ikke hører under pagten.

Billede
Cordoba, Argentina Temple rendering.

Præstedømmeordinancer er vejen til guddommelighedens kraft:

»Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.

Og uden dets ordinancer og præstedømmets myndighed bliver guddommelighedens kraft ikke givet til kende for menneskene i kødet« (L&P 84:19-21).

Overvej venligst alvoren og betydningen af disse vers. En person først gå gennem dåbens port og modtage Helligåndsgaven – og derefter fortsat trænge sig frem på den vej, der indeholder de pagter og ordinancer, der fører til Frelseren og velsignelserne ved hans sonoffer (2 Ne 31). Præstedømmeordinancer er af afgørende betydning for fuldstændigt at »kom[me] til Kristus og bliv[e] fuldkommengjort i ham« (se Moro 10:30-33). Uden ordinancerne kan en person ikke modtage alle de velsignelser, der er blevet gjort mulige gennem Herrens uendelige og evige sonoffer (se Alma 34:10-14) – guddommelighedens kraft.

Herrens værk er et majestætisk værk, der har fokus på hjerter, pagter og præstedømmeordinancer.

Betydningen

Denne guddommelige lære indikerer to vigtige konsekvenser ved vores tjeneste i Kirken.

For det første kan vi ofte lægge unødig vægt på at opdele aspekter ved frelsens værk og de tilknyttede retningslinjer og procedurer i kategorier. Jeg er bange for, at mange af os udelukkende og så intenst fokuserer på bestemte facetter ved Herrens værk, at vi fejler i at samle den fulde styrke og kraft ved dette omfangsrige frelsesværk.

Selvom Herren søger at samle alt til et i Kristus, opdeler og specialiserer vi os ofte på måder, der begrænser vores forståelse og vision. Når vi gør dette i ekstrem grad, prioriterer vi administreringen af programmer og en forøgelse af statistikker højere end at indbyde andre til at indgå pagter og værdigt modtage ordinancer. En sådan tilgang indsnævrer den renselse, glæde, vedvarende omvendelse og åndelige kraft og beskyttelse, der kommer af at »give [vores] hjerte hen til Gud« (Hel 3:35). Blot at udføre og lydigt afkrydse alt på vores lange evangeliske »huskeliste« gør os ikke nødvendigvis i stand til at modtage hans billede i vores bevidsthed eller frembringe den mægtige forandring i hjertet (se Alma 5:14).

For det andet er profeten Elias’ ånd af afgørende betydning for forkyndelsen af evangeliet. Måske understregede Herren denne sandhed i selve rækkefølgen af de store begivenheder, der fandt sted, da evangeliets fylde blev gengivet i disse sidste dage.

I den hellige lund så og talte Joseph Smith med den evige Fader og Jesus Kristus. Dette syn indledte »tidernes fylde« (Ef 1:10) og gjorde Joseph i stand til at lære om Guddommens sande natur og om fortsat åbenbaring.

Som svar på en oprigtig bøn om aftenen blev Josephs værelse omkring tre år senere, den 21. september 1823, fyldt med lys, indtil det »var mere oplyst end midt på dagen« (JS-H 1:30). En person kom til syne ved hans seng, kaldte den unge dreng ved navn og erklærede, at »han var et sendebud, sendt fra Guds nærhed … og at hans navn var Moroni« (JS-H1:33). Han instruerede Joseph om Mormons Bogs fremkomst. Og så citerede Moroni Malakias fra Det Gamle Testamente med en lille variation i sproget:

»Se, jeg vil åbenbare præstedømmet for jer ved profeten Elias’ hånd, før Herrens store og frygtelige dag kommer … Og han skal i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre. Hvis det ikke var således, ville hele jorden blive lagt fuldstændig øde ved hans komme« (JS-H 1:38-39).

Moronis undervisning af den unge profet omfattede egentligt to hovedemner: (1) Mormons Bog og (2) Malakias’ ord om profeten Elias’ rolle i genoprettelsen af »alt … som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund« (ApG 3:21). Således åbenbarede de indledende begivenheder i genoprettelsen en korrekt forståelse af Guddommen, fastslog realiteten af fortsat åbenbaring, understregede vigtigheden af Mormons Bog og foregreb frelsens værk og ophøjelse for både levende og døde.

Overvej nu den rolle, som Mormons Bog spiller i at forandre hjertet – og profeten Elias’ ånd i at vende hjertet.

Sammen med Herrens Ånd er Mormons Bog »det bedste stykke værktøj, Gud har givet os til at omvende verden.«4 Denne genoprettelsens hellige skrift er vor religions slutsten og er af afgørende betydning for at bringe sjæle til Frelseren. Mormons Bog er endnu et vidne om Jesus Kristus – et vigtigt, bekræftende vidne om Forløserens guddommelighed i en verden, der bliver mere og mere verdslig og kynisk. Hjertet forandres, når en person læser og studerer Mormons Bog og beder med oprigtig hensigt om at lære sandheden om denne bog at kende.

Profeten Elias’ ånd er »en tilkendegivelse fra Helligånden, som vidner om familiens guddommelige natur.«5 Helligåndens særlige indflydelse vidner stærkt om Faderens plan for lykke og drager mennesker til at søge efter – og værdsætte deres forfædre og familiemedlemmer – i både fortiden og nutiden. Profeten Elias’ ånd påvirker mennesker både i og uden for Kirken og bevirker, at hjertet vender sig til fædrene.

Tiden er inde til, at vi lægger langt mere vægt på den stærke kombination af en mægtig forandring i hjertet, der primært gøres mulig gennem den åndelige kraft, som ligger i Mormons Bog, og at vende hjertet til fædrene, der opnås gennem profeten Elias’ ånd. En længsel efter en tilknytning til vores fortid kan forberede en person til at modtage styrken af Guds ord og styrke hans eller hendes tro. Et hjerte, der vender sig til fædrene, hjælper på enestående måde en person til at modstå modstanderens påvirkning og styrker omvendelse.

Se den anden video, der viser en historie om dette princip.

Principper

Nu vil jeg gerne påpege fire principper om den åndelige kraft, der kommer af at forandre og vende hjertet.

  1. Hjertet og omvendelse. At vende sig til fædrene vækker og forbereder et hjerte på den mægtige forandring. Derved hjælper profeten Elias’ ånd til omvendelse.

    Se den tredje video, der viser en historie om dette princip.

  2. Hjertet og fastholdelse At vende sig til fædrene støtter og styrker hjertet, der har oplevet den mægtige forandring. Derved hjælper profeten Elias’ ånd i fastholdelsen af nyomvendte.

    Se den fjerde video, der viser en historie om dette princip.

  3. Hjertet og genaktivering. At vende sig til fædrene blødgør et ellers hårdt hjerte, efter det har oplevet den mægtige forandring. Derved er profeten Elias’ ånd særdeles vigtig for genaktivering.

    Se den femte video, der viser en historie om dette princip.

  4. Hjertet og tapre missionærer. En missionær, der både har oplevet den mægtige forandring og at vende hjertet, bliver en mere omvendt, hengiven og tapper tjener.

    Se den sjette video, der viser en historie om dette princip.

Med en hurtigt voksende og bedre forberedt missionærstyrke kan vi ikke kun støtte os til tidligere succeser med missionering, når der skal fastlægges kurs og metoder for fremtiden. Herren har inspireret til teknologi og værktøjer, der kan gøre det muligt for os at drage større fordel af sammenhængen mellem missionering, tempeltjeneste og slægtsforskning end nogensinde før i denne uddeling. Det er ikke tilfældigt, at disse nyskabelser er kommet frem på lige præcis dette tidspunkt, hvor de er så tiltrængt for at fremme missionering over hele jorden. Herrens værk er et majestætisk værk, der har fokus på hjertet, der forandrer sig og vender sig, på hellige pagter og på guddommelighedens kraft, der viser sig gennem præstedømmeordinancer.

Sammenfatning og vidnesbyrd

Herren erklærede: »Jeg er i stand til at udføre mit eget værk« (2 Ne 27:21), og »jeg vil fremskynde mit værk, når tiden er inde« (L&P 88:73). Vi er vidner til hans fremskyndelse af arbejdet.

Vi lever og tjener i tidernes fyldes uddeling. Erkendelsen af den evige vigtighed af denne særlige uddeling, som vi lever i, bør påvirke alt, hvad vi gør, og alt, hvad vi stræber efter at blive. Frelsens værk, der skal udrettes i disse sidste dage, er storladent, umådeligt, vigtigt og uopsætteligt. Vi bør alle være taknemlige for de velsignelser og ansvar, der ligger i at leve i denne bestemte tid i denne sidste uddeling. Vi bør være ydmyge over at vide, at »hvem meget er givet, bliver der krævet meget« (L&P 82:3).

At forkynde evangeliet og at søge efter vore døde er begge dele af ét stort værk – en kærlighedsgerning, der har til hensigt at forandre, vende og rense hjertet hos dem, der oprigtigt søger sandheden. Den kunstige grænse, som vi så ofte trækker mellem missionering, tempeltjeneste og slægtsforskning, er ved at blive opløst; dette er ét storslået frelsesværk.6

Kan vi begynde at forstå templets og slægtsforskningens rolle i at hjælpe en undersøger eller et mindre aktivt medlem til at opnå en større forståelse for frelsesplanen? Anerkender vi, at profeten Elias’ ånd er en af de ting, der har størst indflydelse på fastholdelsen af nyomvendte? Kan vi bedre forstå vigtigheden af de øjeblikke, hvor hjertet vender sig, som foranlediges af at dele beretninger om slægten som middel til at finde mennesker, der kan undervises af både medlemmer og missionærer? Kan vi hjælpe dem, som vi tjener, til oftere at nedkalde guddommelighedens kraft ved værdigt at deltage i ordinancer som nadver, dåb og bekræftelse for de døde?

Må I se klart, høre tydeligt og altid huske vigtigheden af jeres tjeneste i Herrens værk, der handler om at forandre, vende og rense hjertet.

Noter

  1. Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 327.

  2. Lærdomme: Joseph Smith s. 470.

  3. Se Forkynd mit evangelium Vejledning til missionering, 2005, s. 1.

  4. Se Ezra Taft Benson, »Endnu et vidne om Kristus«, Stjernen, jan. 1985, s. 5.

  5. Russell M. Nelson, »En ny høsttid«, Stjernen, juli 1998, s. 35.

  6. Se Spencer W. Kimball, »Er vi i fare for at miste det, der hører evigheden til?«, Den danske Stjerne, maj 1977, s. 2.