2014
Mod til at vælge sømmelighed
Oktober 2014


Mod til at vælge sømmelighed

Fra en tale ved kvindekonferencen på Brigham Young University, den 2. maj 2013.

Hvad kan vi lære vore sønner og døtre, der kan hjælpe dem til at have modet til at vælge sømmelighed i en verden, der kan håne dem for deres dydige valg?

Billede
Youth walking on Temple Square.

Hvorfor er sømmelighed så vigtigt? Hvorfor betyder en kjolesøm, en halsudskæring eller en T-shirt noget for Herren? Jeg er mor til fem døtre og to sønner, så I kan jo nok forestille jer, at sømmelighed et par gange har været samtaleemne hjemme hos os. Men i årenes løb har jeg lært, at man underviser bedst i sømmelighed ved at undervise om læresætningen og ved at vise et godt eksempel. Læresætningen vil hjælpe vore børn til at forstå, hvorfor sømmelighed er så vigtigt, og vores eksempel vil vise velsignelserne ved sømmelighed på en god måde.

Hvad er sømmelighed?

Sømmelighed er et gudgivent princip, der kan hjælpe os til at lære at bruge vores legeme på passende måde her i jordelivet. I Tro mod sandheden er definitionen på sømmelighed »en holdning af ydmyghed og anstændighed i tøjet, udseendet, sproget og opførslen«.1 Sømmelighed er ikke forfængelig eller pralende. Sømmelige mennesker bruger hverken deres legeme eller deres opførsel til at få anerkendelse eller opmærksomhed fra verden for deres virkelige eller formodede bedrifter eller ønskelige egenskaber.

Husk, at sømmelighedens principper, der her bliver omtalt, både gælder for mænd og kvinder, sønner og døtre. Og husk, at selv, når vi underviser og er et eksempel på sømmelighed, må vi aldrig fordømme dem, der vælger korte nederdele eller »regnbue-hår og de mange prangende ringe«.2 Vi skal altid vise medfølelse og kristuslignende kærlighed over for den enkelte, mens vi er loyale over for de standarder, som Herren har sat.

Jeg vidner om, at de valg, som vi træffer for at være sømmelige og opføre os sømmeligt, sender et stærkt signal om, at vi forstår vores identitet som Guds sønner og døtre, og at vi har valgt at stå på hellige steder.

Jeg elsker dette skriftsted: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? … For Guds tempel er helligt, og det tempel er I« (1 Kor 3:16-17). Vores legeme er et tempel for vores ånd. Det er til dette legemlige tempel, at vi indbyder Helligåndens ledsagelse. Jeg tror på, at når vi vælger at gå sømmeligt klædt og opføre os med sømmelighed, iklæder vi os og efterlever vi vores vidnesbyrd om Gud den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Ved vores fysiske fremtoning vidner vi om, at vi er Kristi disciple, og at vi efterlever hans evangelium.

Hvorfor er sømmelighed vigtig?

Vi lever i en verden, der både er god og ond, og det fysiske legeme kan enten bruges i retfærdig eller ugudelig hensigt. Men vi ved, at vores kostbare legeme er en gave til hver enkelt af os fra Gud. Det er helligt. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »For personer, der kender og forstår frelsesplanen, er enhver besmittelse af legemet et oprør (se Mosi 2:36-37) og en fornægtelse af vores sande identitet som Guds sønner og døtre.«3 Vi vælger at drage omsorg for og beskytte vores legeme, så vi må kunne være et redskab i Guds hænder til at udføre hans vidunderlige hensigter (se Alma 26:3). Hvis vi ønsker at stå for Frelseren og udføre hans værk, må vi spørge os selv: Hvis Frelseren stod ved siden af os, ville vi så have det godt med det tøj, vi er iklædt?

Sømmelighed i tøjvalg, fremtoning, tanke og opførsel er et bevis på, at vi forstår de pagter, vi har indgået, som velsigner os, beskytter os og giver os styrke og kraft i vores forberedelse til at vende tilbage til Guds nærhed. Når vi bliver døbt, træder vi ud af verden og træder ind i Guds rige. Alt ved os må ændres. Ældste Robert D. Hales fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Ved at vælge at være i hans rige adskiller vi os – vi isolerer os ikke – fra verden. Vores tøj vil være tækkeligt, vore tanker rene og vores sprog rent.«4

Sømmelighed er et princip, der hjælper os til at vandre sikkert på pagtens sti, idet vi går fremad mod Guds nærhed. Sømmelighed i tøjvalg og fremtoning og i tanke og opførsel hjælper os i forberedelsen med at indgå og holde hellige tempelpagter. For at velsigne og beskytte Adam og Eva gav Gud dem skindkjortler, som de kunne iklæde sig, inden de blev sendt ud af haven. På samme måde har Gud givet os en pagtsklædning i jordelivet, der symboliseres ved vores hellige tempelklædning.

Hvilke velsignelser er der ved sømmelighed?

Hvad kan vi lære vore sønner og døtre, der kan hjælpe dem til at have modet til at vælge sømmelighed i en verden, der kan håne og foragte dem for deres rene og dydige valg? Ser de os bruge vores legeme til at tiltrække os opmærksomhed eller til at ære Gud?

Billede
A smiling family standing on a lawn. Shot in Australia.

Sømmelighed i tanke, ord, fremtoning og opførsel hjælper os til at opnå tre styrkende og forædlende velsignelser.

1. Sømmelighed indbyder Helligåndens stadige ledsagelse. Ældste Hales har lært os: »Faktisk er anstændighed af afgørende betydning for ens værdighed til at have Ånden hos sig.«5

Lad os hjælpe vore børn til at forstå, at de ikke ønsker at gøre noget, der kan berøve dem »den ubeskrivelige gave, som Helligånden er« (L&P 121:26). Hjælp dem til at vide, at der følger kostbare og stærke åndelige gaver med hans hellige ledsagelse. Gud har givet dette løfte: »Jeg vil give dig af min Ånd, som skal oplyse dit sind, og som skal fylde din sjæl med glæde; og da skal du vide, eller ved dette skal du vide alt, hvad du begærer af mig – og som angår det, der hører til retfærdighed – i tro, med tro på mig, at du skal modtage« (L&P 11:13-14). Kundskab, visdom og vidnesbyrd; lykke, fred og glæde – det er nogle af de store velsignelser, vi kan love vore børn, når vi opfordrer dem til at leve sømmeligt og værdigt til at have Helligånden hos sig.

En af udfordringerne ved sømmeligt tøjvalg er, at moden og socialt accepteret opførsel ændrer sig hele tiden. Herrens standarder ændrer sig aldrig. Lær de unge mænd og unge piger at være lydhøre over for Ånden, når de træffer valg om, hvad de skal tage på, sige og gøre. Når de lever tæt på Ånden, behøver de ikke være verdslige.

Vore børn har modtaget Helligåndsgaven, og de rejser på pagtens sti, der fører til templet og leder dem tilbage til Guds nærhed. De har brug for, at vi forsikrer dem om det, og viser dem et eksempel på, at de bliver vejledt, beskyttet, trøstet og renset, når de lever værdigt til at have Helligånden hos sig.

2. Vi kan lære vore sønner og døtre, at en sømmelig fremtoning og opførsel kan beskytte os fra verdens ødelæggende indflydelse. Et af de mest vildledende våben, der bruges imod os alle, er den socialt accepterede holdning om, at moral er gammeldags. Sømmelighed er et forsvar mod sådan ond indflydelse og en beskyttelse af kyskhed og dyd. Lyt til ordene i Til styrke for de unge: »Før ægteskabet … gør [da] aldrig noget … som vækker seksuelle følelser.«6 Usømmelig fremtoning og opførsel vil ofte vække seksuelle følelser og nedbryde barrierer og invitere til øget fristelse til at bryde kyskhedsloven.

Ældste Hales har sagt: »Anstændighed er selve kernen i renhed og kyskhed i både tanke og handling. Og da det således leder og påvirker vore tanker, vores adfærd og vore beslutninger, spiller anstændighed en afgørende rolle for hele vores karakter.«7 Undervis om og vis sømmelighed for at hjælpe vore unge mænd og unge piger til at være forberedt på at forsvare og beskytte deres iboende skaberkraft. Hjælp dem til at holde den form for kærlighed mellem en mand og en kvinde hellig og gemme den til ægteskabet.

3. Sømmelighed gør det muligt for os at »stå som Guds vidner til alle tider« (Mosi 18:9). Frelseren lærte os: »Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op« (3 Ne 18:24). Vi har et guddommeligt kald til at være en ledestjerne for verden, udvise glæde ved efterlevelse af evangeliet, undervise i retskaffenhed og opbygge Guds rige på jorden. Hver enkelt af os afspejler Kristi lys, når vi er sømmelige og rene og holder befalingerne. Sømmelighed vidner om vores vidnesbyrd om Frelseren og Jesu Kristi evangelium.

Hvor smukke og velsignede er de, der ledes af Helligånden, som beskytter sig selv mod verdslighed, og som står som vidner om Gud i verden. Og velsignede er de, der udviser og underviser i læren om sømmelighed til alle Zions sønner og døtre.

Når vi har indgået pagt om at følge Frelseren og ønsker at modtage fylden af velsignelserne ved hans forsoning i vores liv, er der i virkeligheden kun ét sæt tøj, der betyder noget. Moroni skrev: »Vågn op, og rejs dig af støvet … ja, og ifør dig dine smukke klæder, o Zions datter … så den evige Faders pagter … må blive opfyldt« (Moro 10:31; fremhævelse tilføjet).

De smukke klæder er retskaffenhedens rober, der bæres af dem, der har holdt deres pagter. Forbereder vi vore børn på at iføre sig disse smukke klæder?

Jeg vidner om, at frelsen er i Kristus, og at de, der har holdt deres pagter, vil »have en fuldkommen kundskab om deres glæde og deres retfærdighed og være iklædt renhed, ja, endog retfærdighedens dragt« (2 Ne 9:14).

Noter

  1. Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk, 2004, s. 143.

  2. Jeffrey R. Holland, »Israel, Israel, Gud nu kalder«, CES-foredrag, 9. sep. 2012, cesdevotionals.lds.org.

  3. David A. David A. Bednar, »Vi tror, at vi skal være kyske«, Liahona, maj 2013, s. 43.

  4. Robert D. Hales, »Dåbens pagt: At være i riget og af riget«, Liahona, jan. 2001, s. 8.

  5. Robert D. Hales, »Ærbarhed: Ærbødighed for Herren«, Liahona, aug. 2008, s. 18.

  6. Til styrke for de unge, 2011, s. 36.

  7. Robert D. Hales, Liahona, aug. 2008, s. 19.