2014
Sådan stiller man meningsfulde spørgsmål
Oktober 2014


Sådan stiller man meningsfulde spørgsmål

De rigtige spørgsmål kan åbne menneskers hjerte for et vidnesbyrd om sandheden.

Billede
Head with gears.

Rundt omkring dig findes der muligheder for at undervise, om det så blot er få minutters samtale i bussen, en lektion i kirken, kommentarer på nettet eller under en privat samtale med en ven.

Her er et tip til effektiv undervisning i enhver situation: Stil spørgsmål.

Gode spørgsmål leder til god læring, og heldigvis er det at stille gode spørgsmål noget, som du kan studere, praktisere og lære at gøre godt. Sådan gøres det.

Stil meningsfulde spørgsmål

Meningsfulde spørgsmål er spørgsmål, der får dig til at tænke og vækker dybe følelser, den slags, der leder dig til sandhed, vidnesbyrd og forandring. De kan omfatte en lang række emner, men de har normalt et par ting til fælles: (1) De er hverken overfladiske eller rent faktuelle (selv om de kan føre til opfølgende, faktuelle spørgsmål), (2) de har en forbindelse til vores daglige liv, og (3) de udfordrer os til at give mere end blot et overfladisk svar.

Husk på, hvorfor vi stiller spørgsmål

Spørgsmål fanger os ved at vise et hul, som vores hjerne gerne vil udfylde. At stille spørgsmål, der bevirker personlig refleksion, kan sætte gang i følgende proces:

  1. Mennesker bliver interesserede i det, du har at sige.

  2. De bruger deres handlefrihed til at grunde over det og komme med et svar.

  3. Denne handlefrihed lader Helligånden vidne om sandheden for dem.1

Med denne proces in mente får du en fornemmelse for, hvilke slags spørgsmål du skal stille, og hvilke du skal undgå.

Husk, at du underviser mennesker, ikke bare lektioner

Hvis du kender dem, som du underviser, og tænker over deres behov, vælger du spørgsmål, der retter sig mod at hjælpe dem, og som ikke bare skal få nogle tanker trumfet igennem.

Studér og tænk dybt

Studér skrifterne og nutidige profeters og apostles lærdomme som forberedelse til at undervise i evangeliet, og bed så Helligånden kan være med dig og med dem, som du underviser (se L&P 42:14; 50:21-22).

Hvis du gerne vil stille spørgsmål, der virkelig giver stof til eftertanke, må du også selv give dig stof til eftertanke. Grund over det, du studerer. Du vil opdage, at det, der får dig til at tænke dybest, er de spørgsmål, du stiller dig selv undervejs. Læg mærke til den slags spørgsmål, der virkelig får dig til at tænke. Det er de spørgsmål, der leder til større indsigt og vidnesbyrd, og som er den samme slags spørgsmål, du kan stille, når du hjælper andre til at lære om evangeliet.

Gå trinvis ned i de dybere spørgsmål

Nogle gange er det bedst at gå trinvis ind i de spørgsmål, der kræver større omtanke og selvrefleksion. Dette kan gøres ved at stille indledende spørgsmål, der er lette at besvare, og følge op på det med et eller flere spørgsmål, der leder til mere eftertænksomme svar. Her er nogle enkle eksempler:

Indledende spørgsmål

Opfølgende spørgsmål

Hvor gammel var Joseph Smith, da han gik ind i den hellige lund?

Hvornår har I sidst bedt til vor himmelske Fader med samme oprigtige ønske, som Joseph Smith havde?

Tror I på Gud?

Hvilken rolle spiller Gud i jeres liv?

Hvad har I for nyligt gjort for at tjene andre?

Hvordan ændrer kundskaben om, at vi alle er Guds børn, jeres syn på tjeneste?

Hvis du søger Helligåndens vejledning, når du stiller spørgsmål, vil du med større sandsynlighed stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt. Man ved aldrig. Det kan forandre en andens liv.

Noter

  1. »Du skal selv udøve din handlefrihed til at bemyndige Ånden til at undervise dig« (Richard G. Scott, »At opnå åndelig vejledning«, Liahona, nov. 2009, s. 8).

Søndagslektioner

Denne måneds emne: Bliv mere kristuslignende

Illustration af tandhjul: Sergey Markov/Hemera/Thinkstock; illustration af hoved: johavel/iStock/Thinkstock

Illustration af hænder: ilyast/iStock/Thinkstock