Omvendelse og forandring i Chile

I 1851 ankom ældste Parley P. Pratt (1807-1857) fra De Tolv Apostles Kvorum til Valparaíso med henblik på at etablere Kirken. Han og hans ledsager talte dog ikke spansk, de havde meget få økonomiske midler, og landet havde ikke religionsfrihed, hvilket gjorde, at de ikke kunne etablere Kirken.

Ældste Pratt gav præsident Brigham Young (1801-1877) følgende anbefaling: »Mormons Bog og andre billige udgivelser bør oversættes til spansk og trykkes, og lad evangeliet komme til dem, mens et levende præstedømme ledsages af noget, de kan læse – ja, selv de skrivelser, der indeholder Guds løfter, fordums bønner og tro, og Guds kraft og Ånd til at virke i dem i Israels genoprettede hus.«²

Trods ældste Pratts tidligere forsøg gik der mere end 100 år, før Kirken blev etableret permanent i Chile. I 1956 blev ældsterne Joseph Bentley og Verle Allred sendt fra Den Argentinske Mission for at forkynde evangeliet i Chile, hvor der nu herskede større religiøs tolerance. I Santiago fik disse missionærer støtte fra familien Fotheringham, medlemmer, der var flyttet fra Panama, og som havde håbet på, at der ville komme missionærer.

Billede

photo of first baptism in Chile in 1956 First missionaries in Chile, Joseph C. Bentley and Verle M. Allred.

De første dåb i Chile fandt sted den 25. november 1956 i en svømmepøl i en sportsklub i Santiago. Ældste Allred mindes: »Vi tog hen til sportsklubben, inden solen var stået op, og holdt et lille møde med bøn og korte taler. Jeg trådte ned i vandet sammen med bror Garcia; jeg døbte ham først og dernæst otte andre, der fulgte ham. Det var en helt speciel begivenhed. Vi vil aldrig glemme det, vi følte … Disse medlemmer var Kirkens pionerer i Chile, og jeg tror på, at hver eneste af dem forblev trofaste indtil døden: Familien Garcia, familien Saldaños og søster Lanzarotti.«³

I februar 1959 besøgte præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum Chile og understregede behovet for at udvikle et lokalt lederskab. En af de første ledere var Carlos Cifuentes, der var rådgiver til missionspræsidenten Robert Burton. Ældste Julio Jaramillo, der senere blev områdehalvfjerdser og tempelpræsident, fortæller om denne oplevelse: »Jeg fik mit første indtryk af bror Cifuentes, da jeg blev inviteret til et præstedømmemøde efter min dåb. Da mødet begyndte, gik han frem til talerstolen, og det eneste, jeg lagde mærke til, var hans beskidte, sorte negle. Jeg tænkte: ›Hvordan kan denne mand lede et møde sammen med missionspræsidenten, hvis han har snavsede hænder?‹ Det var indtil, han begyndte at tale, hvor jeg glemte alt andet, da jeg følte hans ånd. Med enkle ord belærte han os om dybe begreber. Han var mekaniker, og om lørdagen arbejdede han til sent, hvorefter han vaskede og rensede hænder, men det var ikke muligt at fjerne alt snavset med de få midler, han havde på værkstedet. Dér lærte jeg, at jeg ikke kan dømme folk ud fra deres fremtoning, men snarere værdsætte dem for det, de virkelig er.«⁴

I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev Kirken i Chile ikke blot styrket af det voksende og erfarne lokale lederskab, men også af nye kirkebygninger og uddannelsesprogrammer. Dette omfattede opførelsen af to kirkebygninger samt grundlæggelsen af Kirkens skoler, seminar og institut.

I marts 1964 blev de første to kirkeejede underskoler grundlagt i Chile. Der kom senere flere skoler til, og der blev optaget flere end 2.600 elever. Sidst i 1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne kom der andre passende folkeskoler til, og Kirken bekendtgjorde lukningen af deres skoler i Chile.

Ældste Eduardo A. Lamartine, tidligere områdehalvfjerdser og Kirkens nuværende historiske vejleder i Chile, har sagt følgende om uddannelsesprogrammet: »Skolerne i Chile har haft stor indflydelse på den akademiske og åndelige uddannelse af tusindvis af unge mennesker, og i de efterfølgende år bidrog de til forberedelsen af ledere og missionærer.«

I Chile begyndte seminar- og institutprogrammerne i 1972. Til at begynde med tog eleverne del i et hjemmestudieprogram med ugentlige klasser. Senere blev der organiseret hyppigere klasser. Disse programmer velsignede landets unge mennesker og hjalp dem til at forberede sig på tjeneste som fuldtidsmissionærer. Ældste Eduardo Ayala, tidligere medlem af De Halvfjerds, var en af de første seminarlærere og arbejdede senere med Kirkens uddannelsessystem i Chile. Han sagde: »Herren udvalgte de unge mennesker, der var på det tidspunkt, og mange af dem er hjemvendte missionærer og store ledere med en god familie … For mig at se var seminar og institut et middel til frelse under en tid med megen ufred i vores land, og jeg er taknemlig for, at jeg blev kaldet til at arbejde med uddannelsessystemet.«⁶

Den 19. november 1972 organiserede ældste Gordon B. Hinckley (1910-2008), der på det tidspunkt var i De Tolv Apostles Kvorum, Santiago Stav med Carlos Cifuentes som præsident.

Forberedelsen op til oprettelsen af staven viste de chilenske helliges karakter og deres villighed til at følge profeterne. Ældste Hinckley kom til Chile flere måneder tidligere for at organisere staven. Men efter at have holdt mange interview blev det udskudt. På det tidspunkt var der mange mennesker, der havde økonomiske problemer, og nogle medlemmer havde svært ved at adlyde tiendeloven.

Ældste Hinckley forklarede: »Jeg vendte tilbage et halvt år efter, og mens jeg holdt interview, så jeg en blomstring af tro; de vandrede atter ærligt for Herren, staven blev organiseret, og lige siden er den vokset og blomstret.«⁷

I dag er der to stave i Arica, den nordligste by i Chile. Beretningen om Gladys og Juan Benavidez, de første nyomvendte i Arica, er et eksempel på pionerånden og den guddommelige indflydelse i Kirkens grundlæggelse i hele Chile.

Bror Benavidez blev præsenteret for Kirken i 1961, da vinden blæste nogle papirer i hans retning: »Siderne viste sig at være fra Reader’s Digest Selections med en stor artikel om ›Mormonerne‹, hvor deres liv og overbevisning blev beskrevet,« fortæller han.

Kort tid derefter pådrog han sig en alvorlig sygdom, der krævede lægelig behandling i Santiago. »Mens jeg var der, besøgte jeg min søster og fandt ud af, at hun var blevet medlem af Kirken,« fortalte han. »Hun inviterede mig med til en særlig konference. Da jeg lyttede til åbningsbønnen og mentalt fulgte ordene, følte jeg en stor glæde i hele min krop og genkendte Helligåndens indflydelse. Da konferencen var forbi, tog missionærerne mig med op for at hilse på den besøgende autoritet, ældste Ezra Taft Benson (1899-1994), som på det tidspunkt var i De Tolv Apostles Kvorum.«

Bror Benavidez tog tilbage til Arica og fortalte om sin oplevelse til sin kæreste, Gladys Aguilar, som nu er hans hustru. Et par dage senere så Gladys to missionærer, der gik forbi hendes hus. »Vi skyndte os at lede efter dem,« fortæller bror Benavidez. »Den 1. juli 1961 blev vi sammen med min hustrus familie døbt. I dag har vi både børn og børnebørn i Kirken. Jeg er Herren så taknemlig for det vindstød, der blæste information om Kirken i mine hænder.«⁸

Ved valget i 1970 blev dr. Salvador Allende valgt som præsident og dannede en marxistisk regering. Kirkens medlemmer udholdt store vanskeligheder som følge af manglen på mad og medicin, jævnlig chikane af missionærerne og negativ omtale i medierne.

I 1973 affødte den økonomiske og sociale krise et militærkup og et diktatur, der varede indtil 1990. Selvom Chile i dag har et blomstrende demokrati, var de to årtier en svær periode for medlemmerne. Grupper, der satte sig imod det militære diktatur, gik til angreb på kirkebygninger og medlemmer, fordi de troede, at Kirken repræsenterede den amerikanske regerings interesser. Ældste Ayala, der var stavspræsident på det tidspunkt, fortalte: »Vi havde møder med generalautoriteterne, og de bad os om at ›anvende visdom, bede en masse og gøre alle de rette ting, så medlemmerne opretholdt orden i forsamlingerne.«⁹

Til trods for landets økonomiske udfordringer og politiske strid, der delte det chilenske samfund i begyndelsen af 1980’erne, voksede Kirken hurtigt. Mellem 1970 og 1985 steg medlemstallet i Chile fra 15.728 til 169.361.

Billede

The Santiago Chile Temple

I 1980 blev de hellige velsignet med bekendtgørelsen om, at der skulle bygges et tempel i Santiago.

Da præsident Spencer W. Kimball indviede tempelgrunden, var han meget svag; men hans tilstedeværelse viste hans kærlighed til de hellige i Sydamerika, som han havde arbejdet sammen med siden 1959. Søster Adriana Guerra de Sepúlveda, der oversatte for søster Kimball ved begivenheden, har fortalt: »Da jeg så profeten, denne lille mand med engleansigt, begyndte jeg at græde, og jeg kunne ikke finde ord at sige til ham. Det var første gang, at jeg stod ved siden af en levende profet. At se Herrens talerør her på jorden og i mit eget land var vidunderligt.«¹⁰

Templet blev indviet i 1983 og blev det andet tempel i Sydamerika og det første i et spansktalende land.

I august 2002 gav Det Første Præsidentskab to medlemmer fra De Tolv Apostles Kvorum til opgave at råde over to områder i Kirken: Ældste Dallin H. Oaks blev kaldet til Filippinerne, og ældste Jeffrey R. Holland til Chile. Ældste Hollands tjeneste og indflydelse i Chile var umådelig, og den vil vare ved i generationer.

Ældste Holland lagde primært vægt på at være et eksempel på at lede på Herrens måde. Han hjalp med at oplære nye ledere og stod for reorganiseringen, ophævelsen og sammenfletningen af hundredvis af menigheder og et dusin stave. Denne reorganisering og oplæring var nødvendig på grund af Kirkens hurtige vækst i landet. Hans lederskab hjalp til at styrke enhederne og til at forberede Kirken i Chile på fremtiden.

Derudover fik ældste Holland nogle vigtige forbindelser i Chile. Ældste Carl B. Pratt fra De Halvfjerds, rådgiver i områdepræsidentskabet, beskrev nogle af de vigtige forhold: »Ældste Holland fik skabt et tæt forhold til Richardo Lagos (Chiles præsident) og dennes hustru; de gennemførte adskillige humanitære nødhjælpsprojekter. Ældste Holland lærte den apostolske Nuncio (en højtrangerende katolsk embedsmand) at kende samt mange andre vigtige personer i Chile.«¹¹

Alt i alt har ældsterne Parley P. Pratts og Jeffrey R. Hollands anstrengelser, de første missionærers store ofre og den hengivenhed, ledere som Carlos Cifuentes og andre tidligere pionerer i Chile lagde for dagen, tillige med den tro og den hengivenhed, som hundredetusinder af omvendte til Kirken har vist i over halvtreds år, lagt et stærkt fundament for Kirken i Chile. I dag har landet et tempel (og endnu et, der er blevet bekendtgjort), en missionærskole, 9 missioner og 74 stave. Fremtiden er ubegrænset, når det kommer til det åndelige arbejde med at indbyde alle til at komme til Kristus.