2014
Hjemmet: Stedet, hvor vi lærer
Oktober 2014


Hjemmet: Stedet, hvor vi lærer

Når det, vi lærer i Kirken, understøtter det, vi lærer i hjemmet, bygger vi et stærkt fundament for efterlevelse af evangeliet.

«Sørg for at få læst det, I skal, til næste uge.« Lyder det bekendt? Disse ord lyder ofte fra en lærer, der opfordrer sine elever ved lektionens afslutning.

Og selv om det afgjort er vigtigt at forberede sig til søndagens lektioner, føler I så sommetider, at jeres hovedformål med at studere og overveje er, at I kan være helt forberedte til søndagen?

Faktisk bør det være omvendt.

Al Kirkens »undervisning, programmer og aktiviteter [er] centreret om hjemmet [og] støttes af Kirken«.1 Det betyder, at vore kirkemøder egentlig har til formål at støtte den enkeltes og familiens læring. Som præsiderende biskop Gary E. Stevenson har sagt: »Det vigtigste sted, hvor vi underviser og lærer, er hjemmet.«2 Når læring og undervisning er centreret i hjemmet, fører det en kraft med sig, der kan lede til omvendelse.

Det er budskabet i den årlige oplæring for organisationerne i 2014, Learning and Teaching in the Home and the Church (Læring og undervisning i hjemmet og i Kirken), som kan ses online på annualtraining.lds.org. »Ingen af os undervurderer undervisningen ved kirkemøderne,« siger ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolvs Apostles Kvorum. »Det har vi alle gjort hele vores liv, men vi ønsker, at det findes 24/7 i det liv, vi lever.«3 Når I indarbejder denne læring 24/7 i jeres hverdagsstunder i familiens tilværelse, kan I skabe et stærkt fundament for et »lærdommens hus« (L&P 88:119), som vil give jer og jeres familie åndeligt ly og beskyttelse.

Læring i hjemmet

I ser måske ikke altid resultaterne med det samme, men når I benytter jer af de små øjeblikke til at lære og undervise i løbet af jeres daglige rutiner, kan det have stor effekt. Her følger, hvordan flere familier har bemærket den påvirkning hos sig.

Små stunder

Billede
A father and son carrying skateboards as they walk down a wet road.

»Der er tidspunkter, hvor det føles akavet at have formelle samtaler om nogle evangelie-relaterede emner. Uformelle undervisningssituationer har virkelig velsignet os til at kunne lære vore børn nogle vigtige lektier. Der er også langt flere uformelle end formelle undervisningssituationer i løbet af en dag, så vi griber virkelig disse muligheder til at lære vore børn vigtige principper. Jeg lærer dem fx om ærlighed, når vi handler ind. Mine børn lærer nemmere principperne, når de ser, hvordan man anvender dem.«

Mona Villanueva, Filippinerne

Daglige køreture og samtaler

Billede
A mother and her young daughters sitting together on a sofa. They are looking at a magazine.

»Jeg følger mine døtre til skole med bus hver morgen, så vi har mange muligheder for at tale sammen. For nylig oplevede vi en situation, hvor en mand og hustru skændtes. Mine døtre vendte sig hurtigt om mod mig og afventede min kommentar. I stedet spurgte jeg dem, hvad de mente om det, der var foregået. De fortalte mig, at de syntes, at en mand aldrig skulle tale sådan til sin hustru. Derefter talte vi om ægteskab og forhold. Vores 30-minutters bustur endte med at blive meget opbyggende og opløftende.«

Mario Lorenz, Guatemala

Eftermiddagshygge

Billede
Mother and children making cookies.

»Uformelle undervisningsmuligheder har hjulpet mig til at få et bedre forhold til mine børn. Når vi sidder ved køkkenbordet med vores eftermiddagssnack, taler vi om, hvad der er sket i løbet af deres dag i skolen. Ofte fortæller en af dem om noget, som en ven har sagt, eller hvordan de følte det, da nogen sagde eller gjorde noget. Så kan jeg bære et personligt vidnesbyrd og drøfte, hvordan mit barn havde det med den situation. Jeg føler, at når vi har en åben diskussion, hvor børnene er afslappede, så er de mere villige til at drøfte vigtige emner, når der er behov for det, fordi de har tillid, og de ved, at deres forældre vil lytte.«

Alyson Frost, Grækenland

En kreds af kærlighed

Billede
Young family in New Zealand. The parents are holding their two boys.

»Min hustru og jeg er klar over, at det først og fremmest er vores, og ikke ledernes, ansvar at undervise vore børn, men vi er taknemlige for det, de gør, og vi hjælper til, hvor vi kan. Vores menighed har fantastiske ledere, der virkelig fokuserer på de unge og på børnene og gør, hvad de kan for at hjælpe dem til at se deres fulde potentiale ud fra det, som forældrene har gjort. Jeg har et par gange mødtes med biskoppen, og jeg har en god kommunikation med de unges ledere og spørger ofte til mine børn og deres fremgang. Det, at vi ofte taler om vores børns fremgang, hjælper os alle til at vide, hvordan vi kan hjælpe dem hver især.«

Jesse N. Arumugam, Sydafrika

Styrke i skriften

Billede
Man studying the scriptures.

»Skriftstudium hjælper mig til at lære om Kristus og hans egenskaber, så jeg kan blive ligesom ham. Jeg mærker Ånden i endnu større grad, hvilket leder mig og lærer mig, hvordan jeg kan anvende det, som jeg har lært, så jeg kan blive forberedt til at håndtere livets udfordringer og de fristelser, som Satan sender i min retning. Uden disse velsignelser i min tilværelse, ved jeg, at jeg ikke ville kunne leve op til mit potentiale som en Guds søn.«

Nathan Woodward, England

Læring i Kirken: 10 principper, som alle lærere bør kende

Vi kan, udover at styrke læringen og undervisningen derhjemme, også styrke undervisningen i Kirkens klasser. Når lærere anvender disse 10 principper, så vil de fremme en ændring hos dem, de underviser.

  1. Rådfør jer med forældrene, som har hovedansvaret som lærere, for at finde ud af elevernes behov, og ret undervisningen ind efter disse behov.

  2. Forbered og undervis ved Ånden. Find på spørgsmål og undervisningsaktiviteter, der vil skabe drøftelser ledt af Ånden og styrke eleverne åndeligt.

  3. Undervis mennesker, ikke lektioner.

  4. Fokuser på evangeliets hovedlærdomme.

  5. Undervis indgående i et eller to hovedprincipper snarere end at prøve at undervise i alt lektionsmaterialet.

  6. Indbyd Ånden ved at lade alle deltage (se L&P 88:122).

  7. Tilskynd til handling – ikke blot noget, som de skal gå hjem og læse, men noget de skal gå hjem og efterleve.

  8. Bær jeres vidnesbyrd om lærdommen – ved afslutningen af klassen og hvornår end Ånden tilskynder jer dertil.

  9. Efterlev evangeliet og »sæt … dit hus i orden« (se L&P 93:43-44, 50).

  10. Find frem til, hvordan der til stadighed kan undervises i uformelle situationer i hverdagen.

Noter

  1. Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, 2010, 1.4.

  2. Gary E. Stevenson, »The Ward Council – We’re All in This Together«, (2014 auxiliary training video), annualtraining.lds.org.

  3. Jeffrey R. Holland, »Learning and Teaching in the Home and the Church – the Home« (2014 auxiliary training video), annualtraining.lds.org.