Lizochkas hjerte

Billede

Mother holding a baby.

Illustration: Annie Henrie

Min mand og jeg tilsluttede os Kirken i Rusland i 1995 og blev året efter beseglet i templet i Stokholm. Vore to små døtre blev også beseglet til os. To år senere blev vi velsignet med endnu en datter, Lizochka. Vi havde et godt liv. Vi var alle glade. Men to dage efter sin fødsel fik vores lille pige problemer med at spise. På en måned tog hun kun 300 gram på.

Sygeplejerskerne bad os made hende oftere. Jeg kunne se, at hun gerne ville spise, men hun kunne ikke. Til sidst tog min mand hende med til hospitalet i byen. Lægen var hurtig til at give en diagnose – en medfødt hjertefejl. En af hjerteklapperne fungerede ikke, og den svage blodtilførsel til lungerne gjorde det svært for hende at trække vejret og at spise.

Det var nødvendigt med en operation, men i Rusland var de yngste børn, der havde fået en sådan operation, to år gamle. Vores datter var kun en måned gammel. Lægen ordinerede en behandling til hende og sagde, at når hun blev ældre, ville de kunne udføre operationen.

En måned senere forværredes Lizochkas helbred, og vi fór af sted til hospitalet. Jeg holdt hende, mens vi kørte. Hun så på mig, som om hun tryglede om hjælp. Hvis ikke jeg havde været medlem af Kirken, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. Men min mand og jeg stolede på Herren og troede fuldt og fast på, at alt nok skulle gå godt. Jeg forsøgte at berolige hende ved at sige: »Du skal ikke være bange for noget, min lille skat. Gud elsker os. Han vil hjælpe os, og alt skal nok blive godt.«

Endelig nåede vi frem. Jeg holdt hende tæt ind til mig, mens jeg løb hen til akutmodtagelsen. Lizochka begyndte at lukke øjnene i. Hun kunne næsten ikke trække vejret. Jeg kunne næsten ikke få et ord frem, da jeg skulle fortælle lægen om mit barn, og personalet fik hende ind på intensiv afdeling. Lægen sagde, at hendes lunger var begyndt at hæve, og de fik lagt hende i respirator.

Næste dag talte vi med lederen af hjerteafdelingen. Han sagde: »Jeg har foretaget sådanne operationer før, men kun på ældre børn. Hvor gammel er hun nu?«

»To måneder,« fortalte vi ham.

»Hun lider allerede meget. Hun er så lille, og hævelsen af lungerne er kompliceret, men vi kan ikke trække det ud længere. Jeg har aldrig foretaget en operation på så lille et barn før, men jeg skal gøre mit bedste. I skal købe en kunstig hjerteklap med dobbelt vippeskive, men den er meget dyr – omkring $2.000. Vi opererer om fire dage.«

Hvad skulle vi gøre? Vi havde ikke pengene og kendte ikke nogen, der havde så mange penge. Der var dog mange, der fik nys om vores situation, og gennem deres gavmildhed og Herrens barmhjertighed fik vi skaffet pengene. Min mand købte hjerteklappen, som vi skulle bruge til at redde vores barn.

Det var ikke kun alle brødrene og søstrene fra vores gren, der bad og fastede for vores lille datter, men missionærerne og mange sidste dages hellige i hele byen gjorde det også. Vi kunne føle deres støtte. Da dagen for operationen kom, sad vi på gangen og følte Helligåndens tilstedeværelse og fornemmede vore brødre og søstres bønner. Vi vidste, at de var nær! Og Gud var med os og vejledte kirurgerne. Han ville ikke forlade os, og alt skulle nok gå godt.

Efter operationen kom kirurgen lidt forvirret ud og fortalte os, »at alt var gået godt. Vi fik sat klappen i. Jeg ved ikke hvordan, men det lykkedes.« Men vi vidste, hvordan det var lykkedes. Vor himmelske Fader havde velsignet ham.

Lizochka blev på hospitalet i yderligere tre dage, mens hævelsen i hendes hjerte og lunger aftog. Hun var blevet åbnet og lukket med kun en tynd hinde, og et par dage efter opererede de igen for at lukke hendes brystkasse og organer. De fleste af lægerne forventede ikke, at hun overlevede. Men vi havde tro på vor himmelske Fader og hans magt, og vi troede på, at hvis det var hans vilje, ville hun få det bedre.

Kun Gud kunne give os Lizochka tilbage. Hun fik det bedre for hver dag. Hun blev på hospitalet i en måned og er nu hjemme hos os igen.

Gud er miraklernes Gud. Han hører vore bønner, og i svære tider bærer han os. Prøvelser styrker vores tro og lærer os at tro, håbe og have kærlighed.